Hvad bringer du selv med til festen?

Hvad kan man egentlig selv gøre for at sikre sin mentale sundhed? ST-reddere, og faktisk også alle andre typer af reddere, bliver ofte eksponeret for situationer og hændelser, som kan påvirke den mentale sundhed.

På den baggrund har podcasten Liggende sygetransport haft besøg af specialisten Jesper Knudsen, der er kognitiv psykoterapeut og har stor erfaring med at håndtere stressede og pressede situationer.

Lyt til podcasten Ligggende sygetransport

Du kan lytte til podcasten Liggende sygetransport, der hvor du plejer at høre podcast eller ved at trykke på dette link.

Vi begynder med det vigtigste: ”Det er jo vigtigt at vide, hvad der er dig, og hvad der er dem, I transporterer. Så man ikke overtager deres følelser, deres stemning og simpelthen overtager hele den energi, der ligger i det. For hvis man tager det på sig, så kan man jo blive bærer af alt, hvad patienterne kan have af dårligdomme, følelsesmæssigt. Og det kan blive utrolig hårdt at være i,” indleder Jesper Knudsen, der til daglig er en del af konsulentvirksomheden Knudsen & Hartmann.

”Så det med at kunne skelne. Selvfølgelig ikke på den måde, at man ikke lader sig påvirke af det. Man må gerne kunne mærke, hvad der sker for den anden. Men man skal ikke overtage følelserne. Det kan man blandt andet gøre ved at vide, hvad det er, man selv bringer med til festen. For eksempel når man møder en ny patient, der skal transporteres, skal man lige mærke, hvad ens egen tilstand er, inden man går i gang.”

Jesper Knudsen har en Master i Etik og Værdier og er kognitiv psykoterapeut. Har en baggrund, hvor han bl.a. har været officer i Hæren, der arbejdede han med at håndtere pres og stress i forskellige situationer. Var desuden udsendt tre gange på Balkan.

De spørgsmål man kan stile sig selv er: Hvad er det egentlig for, hvordan har jeg det i dag? Hvad er min grundstemning? Hvad er det, jeg bringer med til det, jeg skal i dag?

”Hvis man har frustrationer derhjemmefra, så ved man, at man har noget andet med, måske en anden sårbarhed, end man plejer at have. Så det der med, hvad har jeg egentlig med hjemmefra, er en meget god måde lige at starte dagen på. Lige mærke efter, hvor er jeg egentlig henne? Hvad er egentlig min tilstand, når jeg går i gang med dagen? Lige mærke, hvor er jeg henne selv, så man har nulstillet sit eget system.”

De 90 sekunder

Selvom man er forberedt, så undgår man jo ikke at ende i en situation, hvor man rent faktisk bliver påvirket følelsesmæssigt. Så hvordan håndterer vi de stærke følelser?

”Det der med at kunne slippe det igen. Man kan jo holde følelserne køre rigtig længe med tanker. Det vil sige, at når du bekymrer dig over noget og grubler over det, så kan du holde det kørende i dagevis. Og det er her, de 90 sekunder kommer ind,” forklarer Jesper Knudsen og uddyber:

”Hvis du har en tanke, så kan du ikke holde den mere end ca. 90 sekunder. Hvis den er der i længere tid, så er det fordi, du aktivt begynder at gøre noget med den. Du begynder at tykke på den, bekymre dig om den, skubbe den væk, diskutere med den eller alt muligt andet. Med andre ord, du kan holde den i live, men en tanke, du ikke gør noget med, den forsvinder af sig selv. Og dermed forsvinder følelsen også af sig selv.”

”Faren er, når man begynder at forudse, hvad der kommer til at ske, så begynder man at få bekymringer, og bekymringer kan stimulere angst og det at blive bange, det er en negativ spiral,” siger Jesper Knudsen, som har en fortid, hvor han blandt andet var udsendt tre gange til Balkan som officer i Hæren.

Flyt din opmærksomhed

”Det handler om at styre sin opmærksomhed, jeg kan vælge at flytte min opmærksomhed. Hvis du fokuserer på det, så vil du opdage, at det langt hen ad vejen er dine tanker, der producerer følelserne. Det vil sige, du kan ændre måden, du tænker på, og så kan du slippe det igen.”

Det er ikke nok at skubbe en tanke væk, for så binder man, ifølge Jesper Knudsen, energi i tanken og så er den svær at slippe af med igen. ”Du binder dig selv på en tanke, hvis du siger, jeg vil ikke tænke på det. Så kommer du til at skubbe den væk. Hvis du siger dig selv, jeg vil hellere det her, som kunne være at gå en tur i skoven, så flytter du opmærksomheden på noget andet.”

”Læg mærke til, at det egentlig ikke er handlingen i sig selv. Det er derimod hensigten, du gør det med. Hvis hensigten er, jeg vil hellere bruge min energi på noget andet, så virker det. For eksempel at gå en tur i skoven. Men hvis du siger, jeg vil gå en tur i skoven for at slippe af med mine tanker, så kan jeg love dig, at de kommer farende.”

”Hvis du siger, jeg går en tur i skoven og lægger mærke til, hvad der er og nyder at gå en tur i skoven. Så slipper tankerne, fordi nu er du optaget af noget andet, der styrer effekten. Og det er noget, du selv kan kontrollere,” slår Jesper Knudsen fast.

Hvordan håndterer vi stærke følelser, når der sker noget voldsomt?

”Vi kan jo tage den med datteren og konen, der kommer kørende og ser, at der er brand inde i et plejehjem. Så løber konen for at hente hjælp, mens datteren sidder ude i bilen og kan se, at det er brand. Det viser sig så, at der er en person, som brænder inde og dør. Konen og datteren kommer efterfølgende hjem og er rimelig røstet. Jeg beder egentlig bare datteren om at gå ind og spille noget Nintendo. Og hun har aldrig nævnt episoden senere. Selvom det var rimelig dramatisk, fordi hun flyttede opmærksomhed. Ja, hun gav slip på tanken. Og så bliver det ikke flyttet fra korttidsudkomsten til langtidsudkomsten, simpelthen fordi du flytter opmærksomheden, bliver det ikke lagret.”

”Og det betyder, at det kan være et relativt godt redskab til traumeforebyggelse. Det er bedre at sætte folk til at spille Tetris end til at snakke, i nogle tilfælde. Og det er ikke det samme som debriefing eller defusing. Hvis man har et godt fællesskab, som redderne ofte har, så debriefing og defusing en faglig sparring, og det er noget andet.”

Der er altså forskel på at forudse og efterbehandle. Tanker om fremtiden er bekymringer, ”så det er det med at forudse. Det andet, vi snakker om, det er grublerier, de går bagud. Og de har mere til formål, at efterbehandle og finde svar og sige, hvorfor skete tingene, som de skete. For at vi kan forbedre os selv. Og igen, så er det ofte en uhensigtsmæssig strategi, fordi hvis vi skal gøre det, så skal vi gøre det sammen med andre, så vi kan blive klogere på noget og lærer af det.”

”Men hvis vi bare sidder og grubler og siger, hvorfor går det ikke an, så kan vi gøre os selv helt vildt kede af det og helt vildt vrede.” Her kommer broen ind. Man skal lade være med at krydse en bro, før man når til den: ”Lad være at bekymre dig. Tag det, når du kommer til det. Det er jo ikke sikkert, du overhovedet skal over broen, så vent til du rent faktisk kommer til den,” opfordrer psykoterapeuten.

Vi er ikke vores tanker – vi er vores opmærksomhed

”Du er den, der vælger, hvad vil du bruge din opmærksomhed på! Du kan jo vælge at rette den indad mod din tankeproces, og alt hvad der foregår inde i hovedet, velvidende, at det er noget, du selv lige har skabt for nyligt. Eller du kan vælge at rette den ud i den verden, der er milliarder af år gammel. Altså, det du har inde i hovedet, kan aldrig blive andet end en billig kopi af virkeligheden. Og vi lever i virkeligheden, ikke i tankerne. Så det der med at sige, hvor meget vil jeg være i min egen fantasi, eller min egen indre realitet, og hvor meget vil jeg være ude i den ydre virkelige verden? Hvilken rejse vil man på der? Når vi er metakognitive, så handler det meget om at komme ude i den ydre verden.”

Historien om de to munke afrunder det meget godt: ”Der er to munke – en ung og en lærd, som vandrer på vej tilbage til deres kloster. De har begge aflagt et løfte til gud om ikke at røre kvinder. De kommer gående langs en å, og på et tidspunkt møder de en ældre kvinde, der gerne vil have hjælp til at komme over åen. Den gamle munk tager hende på ryggen og bærer hende over åen. Den unge munk er fortvivlet og grubler over, at de begge jo aflagt et løfte om ikke at ville røre kvinder. De går videre, men han spekulerer stadig. Efter et par kilometer går han stadig og tænker og udbryder så: ”Hvordan kunne du gøre det mester? Vi har jo aflagt en ed. Den gamle munk kigger på ham og siger: ”Jag satte hende af for flere kilometer siden, men du går stadig og bærer på hende.

 

Styrk din viden og kompetencer

Som redder ansat på 3F/CF overenskomst i Falck, har du en fantastisk mulighed for at søge økonomisk støtte fra Reddernes Uddannelses- og Kompetencefond ved 3F/CF. Du kan søge om at få dækket kursusgebyr til forskellige typer selvvalgte kurser og uddannelser, samt få løntabsgodtgørelse til AMU-kurser.

At følge med udviklingen og holde sig skarp på arbejdsmarkedet kræver ofte efteruddannelse. Når du efteruddanner dig, styrker du dine kompetencer i dit nuværende job – og måske kan det give dig mulighed for at få nye opgaver og nye udfordringer i Falck. Efteruddannelse giver nemlig god værdi for både dig og for Falck.

Der er masser af muligheder for selvvalgt uddannelse – lige fra endags kurser til længerevarende uddannelser. Du kan vælge præcis, hvad der passer ind i forhold til hvor du er i livet, og har tid til.

Læs mere på dinfond.dk

Teori og praksis går hånd i hånd

Interview med Emil Raun, nyuddannet ambulancebehandler: Jeg er født og opvokset i Nordsjælland, langt ude på landet, og har taget en gymnasial uddannelse i Hillerød med biologi i fokus. Har altid været sådan dybt fascineret af det, og tænkte, at jeg skulle læse medicin og kom også ind, men jeg ville aftjene min værnepligt først.

Jeg brugte 2-3 år i militæret som befalingsmand, men fandt ud af, at jeg skulle en anden vej. Igennem nogle af de kurser vi havde i militæret med taktisk førstehjælp og sanitet og sådan noget, så blev jeg bare bidt af den måde at arbejde på, og jeg kunne ikke rigtig se mig selv læse på universitetet mere, fordi min arbejdsgang var blevet en anden, og min måde at lære på var forandret. Så søgte jeg ind og havde egentlig ikke helt regnet med at komme ind i første hug, men det gjorde jeg, og 4 måneder senere sad jeg på skolebækken.

Jeg brugte lang tid på at undersøge, hvordan man søger ind og bliver ambulancebehandler. Det var jo ikke ligesom at søge kvote 1 på universitet, der var noget med nogle grunduddannelser og sådan noget, det fandt jeg jo så ud af.

Jeg begyndte på grundforløbet i Hillerød, det kolliderede med covid, som gjorde det lidt besværligt, men det lykkedes, og jeg startede i Tåstrup i sommeren 2020 på min første praktikperiode. Flyttede til Tårnby med det nye udbud februar 2023. Blev udlært i november 2023 og helt færdigudlært her i februar 2024 – ja, for tre dage siden og har fået fast plads på Tårnby sammen med min bedste ven fra klassen. Vi starter første vagt i morgen. Det bliver superspændende.

Føler du dig klar?

Ja, det synes jeg. Jeg føler ikke, at der er noget, jeg mangler. Jeg synes, at den måde, vi er lært op på, og de ting vi har prøvet undervejs, har gjort, at man er ret godt klædt på med de rigtige redskaber. Jeg tror altid, der vil være lidt nervøsitet, nu er det jo ligesom mit ansvar. Men det jeg skal lave i morgen, er jo det samme, jeg har lavet de sidste tre måneder. Nu er der jo bare en anden titel på mig! Det er jo ikke, fordi der er noget nyt i det, jeg skal, så jeg føler mig egentlig klar. Det synes jeg, at jeg gør. Praktikperioderne er jo ret lange under uddannelsen.

Hvilken funktion har det?

Det har jo den funktion, at man bliver klædt på, til det du står i efter de her tre et halvt-fire år, så du ikke ender i en ny og ukendt situation. Min uddannelse er slut, og lige pludselig har jeg ansvaret, men der er jo ikke noget, der kommer som en overraskelse, når jeg kører ud i morgen.

Du har jo ligesom fået lov til at se og prøve det meste, ikke alt, men du får lov til at se og prøve rigtig, rigtig meget. Og du får ligesom sådan en gradvis opbygning og ansvar, som gør, at du ikke lige pludselig står efter fire år, og så får du bare, ”her, du er den”. Værsgo at prøve lykken, ikke?

Man bliver gradvist bygget op til at køre ambulance. Du har jo retten til at sige, det her er jeg ikke klar til, den her situation kan jeg trække mig fra.

Er det vigtigt?

Ja, det synes jeg. Det er vigtigt, at man stadig har lov til at have den lange periode som anden-mand efterfølgende. Fordi du bliver klædt på til at komme ud og være kun to personer i ambulancen. Når du er tre, så er det noget helt andet. Så kan man sige, ”okay, der er to, der er mere erfarne end jeg er”. Og de to vil altid kunne løse opgaven uden tredjemanden. Så kan man trække sig og være ekstra hænder, eller være mere engageret, eller mindre engageret, alt efter hvordan man ligesom har aftalt at gøre det på bilen.

Hvad kunne få dig til at trække dig, da du var tredjemand?

Det har jeg ikke oplevet. Jeg har ikke følt, at jeg har haft behov for det, men jeg er bevidst om, at jeg havde muligheden. Jeg kunne da forestille mig, at hvis man kommer ud og er splinterny ambulanceelev på sin anden praktikperiode, og så sker Fields, eller… én, der springer ud fra en høj bygning eller sådan noget. Hvis det er et eller andet ekstremt eller voldsomt, noget man ikke lige har gjort sig mentalt parat på, så kunne det være, at man har måske haft et behov for at sige, okay, det er ikke lige mig, der står i front på den her.

Noget med børn, eksempelvis. Så har vi perioden som tredjemand til at vænne sig til det. Man oplever nogle ting og ser verden for, hvad den i virkeligheden er inden for ambulancen. Nogle gange er tingene lidt hårde, og det skal man også kunne lære at kapere i et eller andet omfang.

Man skal jo lære at distancere sig på en eller anden måde, og så stadig samtidig føle empati. Men man kan jo ikke undgå, at der vil være ting, der påvirker en i højere eller mindre grad følelsesmæssigt. Og det er måske meget sundt at opleve det og finde ud af, hvor ens grænser er, imens man ikke officielt har noget ansvar.

I morgen – på din første vagt som fuldbefaren – kan du jo risikere, at der er et barn, der kommer frygteligt til skade. Du er sammen med dine makker, som også er helt nyuddannet. Hvad så?

Så hænger den på os. Men der kan vi jo så sige, at vi har den erfaring. Vi har jo kun været i gang i fire år, så erfaring er erfaring. Men vi har begge to oplevet at stå med et hammerdårligt barn. Eller et barn, der er gået bort.

Det kunne også være en, der har mistet sine forældre, eller hvad det nu skulle være. Så man har stået i det følelsesmæssigt. Jeg ved, at jeg reagerer sådan her. Og jeg ved også, at jeg godt kan pakke det væk. For så at tale om det bagefter. Første gang, så kommer det ligesom et chok, man skal lige finde ud af, hvem man selv er i den situation.

Det er i hvert fald vigtigt for ens eget mentale helbred, men også for patientens behandling. Det nytter jo ikke noget, at jeg eller min makker står og går fuldstændig i stå i vores behandling. Den følelsesmæssige påvirkning, den må vi tage bagefter i en eller anden grad. Så det er jo vigtigt at have mærket sig selv, før man står med hele ansvaret.

Vi kan undersøge om de folk, vi kommer ud til, har en blodprop i hjernen eller noget andet, også ved vi, at nu gør vi sådan her. Reelt skal de teoretiske ting ind under huden, så man har kapacitet til at udføre behandlingen. Og det kommer kun ind under huden ved, at man øver det igen og igen. Det er netop derfor vi øver hjertestop så meget. Fordi man så ved instinktivt, når man kommer ind i situationen, så skal vi gøre sådan og sådan, i en specifik rækkefølge. Fordi man har øvet det til hudløshed, så det er blevet en standard, når man først står i situationen.

Det var det samme med militæret. Så har man jo øvet til hudløshed, at det er den her måde vi går ind i en bygning på. Vi renser et rum, som det hedder, på den her måde. Og så har man jo øvet det milliard gange. Så når man står i det, så er det sådan man gør. Det er den standard man får øvet så mange gange, at det kører på rygraden.

Det er jo svært at hænge teori op på praksis, hvis man ikke øver det, og det er man bare nødt til i et fag som vores.  Vores fag er jo et håndværk. Der er jo ikke så meget at rafle om. Man skal være teoretisk stærk. Man skal vide en hel del om anatomi og fysiologi. Og farmakologi og så videre. Men i sidste ende, så er det jo vores hænder, vi bruger, i et eller andet omfang. Selvfølgelig skal man have hovedet med. Man skal vide, hvad det er man laver. Men i bund og grund er det jo et håndværk.

Jeg går personligt rigtig meget op i at være stærk teoretisk og fagligt, men hvis man ikke kan finde ud af at føre det ud i praksis, så fungerer det jo ikke rigtigt.

Jeg synes uddannelsen har været sindssygt fed. Og jeg valgte den jo fordi, den er bygget op, på den måde den er! Ellers havde jeg jo læst medicin.

Så jeg valgte uddannelsen fordi den er bygget op af teori og praksis, som hånd i hanke, og at praksis faktisk vægtede højere i den forstand, at praktikperioderne er så lange, som de er. Når vi var på skolen, så havde vi intensive teoretiske dage om, hvordan hjertet fungerer, eller hvordan sygdomme præsenterer sig. Bagefter går vi ud og øver det, til vi ved, hvordan vi skal reagere.

Hvad så med fremtiden? Jeg går ud fra, at du har en idé om at køre ambulance i nogle år?

Jeg har en klar forventning om, at ambulance, er det jeg gerne vil. Jeg har jo taget en uddannelse tidligere i Forsvaret. Men måske vil jeg gerne videreuddanne mig om nogle år. Og det er der jo heldigvis også rigtig mange muligheder for. Det synes jeg er rigtig fedt! Faktisk kommer der flere og flere muligheder – man kan uddanne sig til paramediciner. På Sjælland kan man blive advanced paramediciner. Men der er også mulighed for at køre Babylancen eller lægebil. Man kan flyve helikopter. Der er garanteret også mulighed for at komme mere til udlandet og køre der.

Hvis man er opsøgende og ønsker det, så der er jo virkelig mange muligheder for at videreuddanne sig inden for vores fag.

Det jo også et fag i udvikling. Der kommer jo hele tiden nye kompetencer. Der kommer ny medicin eller et nyt indgreb. Det står jo aldrig rigtig stille. Det præhospitale område udvikler sig rigtig hurtigt i disse år. Både i Danmark og i resten af verden. Det er et fag i kraftig vækst. Man gik fra bare at losse folk ind bag i en bil og hurtigt køre til en akutmodtagelse. Nu behandler vi jo hele vejen. Det er sket inden for ca. 20 år.

Kører I meget med udrykning?

Det er meget lidt. Det allerførste jeg fik at vide, da jeg startede, det var: Hvis du tror, at det her, det er blå blink, bål og brand hele tiden, så bliver du overrasket. For det er det jo ikke. Det er måske fem procent, af det vi kører.

Vi kører en del udrykning ud til patienterne. Men ind til hospitalet, altså patienter som er i livsfare, er et fåtal.

Der er færre, der kommer rigtig til skade i et færdsudhæld, end der var engang. Det er en del af udviklingen, men vi får flere og flere livsstilssygdomme. Man har jo haft en generation, der ikke troede man tog skade af cigaretter. Så fik vi junkfood. Og det er jo det der rammer nu. Så vi har jo alle livsstilssygdomme. De kommer jo i kæmpe stimer nu. Og det bliver også akut. Det gør det. Det kan meget hurtigt blive meget akut.

Før når man kørte galt i en bil, så kom man jo meget til skade fordi bilen var lavet til ikke at gå i stykker. I dag kommer personerne, der kører galt, sjældent alvorligt til skade. Fordi bilerne er blevet så sikre.

Vi kommer også ud til borgere, som føler, at de står i en situation, de ikke selv kan løse, og har derfor ringet 112 eller 1813. Alarmcentralen har vurderet, at der skulle komme en ambulance ud. Vores opgave er i højere og højere grad at komme ud og vurdere, i hvilket omfang de skal have hjælp på stedet. Måske er det noget, der skal løses hos egen læge, måske skal de selv tage på hospitalet, for det behøves ikke nødvendigvis at være med os.

Der må også der være en del sygetransporter?

Ja, der er jo sindssygt mange. Der er rigtig, rigtig mange sygetransportopgaver. De (ST, red.) løfter jo en koloenorm opgave.

Der er et skridt over mod en højere grad af visitering. Det er klart noget, jeg kan mærke, der er sket en udvikling i, på de her fire år min uddannelse har taget. Det bliver mere og mere en ting, at folk skal kunne behandles på plejehjemmet, eller at de skal kunne behandles i eget hjem. Alternativt, at folk godt selv køre på hospitalet, hvis det ikke er noget, der er ambulancekrævende. Vi kan også om-visitere patienten til en siddende sygetransport. Nogle gange ender det med, at vi anbefaler, at du søger din egen læge i morgen. Så på den måde er vi jo også blevet en udekørende, vurderingsenhed, som jo så først og fremmest er PHV’ens opgave.

Hvad er en PHV?

Det er en præhospital visitationsenhed. Det plejer at være en paramediciner, der kører i en akutbil. De har også heddet PHV-biler. Deres primære opgave er at køre ud og vurdere de patienter, som alarmcentralen ikke helt ved, om de er indlæggelseskrævende, eller om der skal findes en anden løsning.

Der var en paramediciner, der forklarede mig, at en del af opgaven også byggede på mønstergenkendelse. Altså det der med at komme ud og se en, og så vide, at det der er et hjertestop, eller det der er ikke et hjertestop, der er noget andet galt her.

Ja, det er det, jeg har kaldt det ”kliniske blik”. Det er det man lærer sindssygt meget i sin praktik. Du ser så mange patienter hele tiden, og du møder folk, der var lige ved at stille træskoene. Så man lærer rigtig hurtigt at kunne se, helt over fra hoveddøren af, at den her patient er faktisk virkelig, virkelig dårlig.

Det kan også være omvendt: Patienten er panisk i en eller anden grad nervøs, eller noget helt tredje. Vi skal måske finde en anden løsning. Jeg vil ikke sige, at der er nogen, der spiller syge, men der er der jo bare nogen, der måske føler sig mere syge, end de er. Det lærer man at kunne spotte ret hurtigt. Og det er jo det, der er så vigtigt ved, at man ser så mange patienter, som man gør i sin elevtid, så er du klædt på, når du kommer ud og kan se helt over fra døren af – okay, den her patient er faktisk akut. Der skal ske noget nu.

Det er jo også vores fornemmeste opgave at komme ind i en situation, hvor folk er i panik, og så prøve at bevare roen. Ens kliniske blik udvikler sig helt enormt de fire år, og det bliver jo kun bedre og bedre. Det er jo en af de ting, der er ved den erfaring, man får, når man har kørt ambulance i rigtig lang tid, ikke? Man har fire år til at begynde at udvikle sit kliniske blik .

Hvis du skal beskrive uddannelsen som ambulancebehandler, hvordan vil du beskrive den?

Det er en uddannelse, hvor man kombinerer rigtig meget teori og prøver det i praksis på skolen, hvor man øver det til ukendelighed. Derefter kommer i praktik, på sin station. I praktikken får man lov til at se, hvordan tingene egentlig hænger sammen i virkeligheden. Teori og praksis.

Det er jo primært en praktisk uddannelse, funderet på en masse teoretiske grundviden og et teoretisk grundlag, som man er nødt til at gøre sig så dygtig i, som man overhovedet kan. Når man så kommer ud i en akutsituation, så skal man ikke først holde rådslagning. Man er nødt til at handle på det, man oplever. Derfor er man nødt til at være ekstremt dygtig, teoretisk, for at man kan tage de praktiske valg. Og så skal man have øvet det mange gange. De to ting – teori og praksis – skal arbejde sammen, for at man kan tage de hurtige valg, som man er nødt til. De to ting sammen – teori og praksis – gør, at man kan handle hurtigt og selvsikkert.

Den praktiske erfaring er også vigtig, fordi man lige pludselig står med en patient, mens der står folk og råber og skriger, om det ene og det andet. Så på den måde skal man jo også have opbygget en eller anden… selvtillid, så man kan være i situationen som ambulancebehandler, mens der står en hund og gør og en pårørende, der råber samtidig med, at din makker beder dig om at gøre sådan og sådan. Så der skal man jo også lære at finde sin egen personlighed og finde noget ro i alt det der kaos, der kan være en gang imellem.

Nej FOA, vi skal ikke gamble med ambulancebehandleruddannelsen

FOA vil flytte en af de mest velfungerende erhvervsuddannelser i Danmark.

De vil have, at uddannelsen skal kategoriseres som en sundhedsfaglig uddannelse i stedet for at være et transportfag, som er placeret under Transporterhvervets Uddannelser (TUR). Sådan skriver organisationen i Altinget.

Det er vi helt uenige i.

For det første er uddannelsen unik og fungerer fantastisk godt. Vi anser det for at være en ambulanceuddannelse, som er placeret under TUR. Ambulancebehandleruddannelsen er nemlig udviklet i TUR-regi, og man skal have historikken med for at forstå, hvorfor uddannelsen er blevet en stor succes.

For det andet skriver FOA i indlægget, at vi kalder det et transportfag. Det gør vi ikke. Vi kalder det et redderfag. Der er tale om ambulancebehandlere, der har en ambulancebehandleruddannelse.

De uddannede har fået sundhedsfaglige kompetencer

Jeg er formand for Brancheudvalg for Ambulance og redning i Transporterhvervets Uddannelser (TUR), der som fagligt udvalg har ansvaret for ambulancebehandleruddannelsen. Det ved Thomas Brücker godt, for han sidder selv i udvalget.

Thomas og jeg er i øvrigt to ud af seks medlemmer i udvalget, der har kørt ambulance. For mit eget vedkommende igennem 19 år. Det er netop den erfaring, jeg trækker på, når vi udvikler uddannelsen, men det er ikke min erfaring alene.

I forbindelse med udvikling og etablering af den nuværende ambulancebehandleruddannelse i 2017 til 2018 nedsatte det faglige udvalg for uddannelsen – hvor FOA og Danske Regioner også var repræsenteret – en arbejdsgruppe, der skulle sikre, at alle relevante interessenter fik indflydelse på indholdet og strukturen i den fremtidige uddannelse.

Deltagerne i arbejdsgruppen bestod blandt andet af repræsentanter fra arbejdstagerside, FOA og 3F, arbejdsgiverside, Dansk Erhverv og Danske Regioner, og Sundhedsstyrelsen.

Kommissoriet for arbejdsgruppen var primært, at der skulle fokuseres på de sundhedsfaglige kompetencer. Det skulle sikre, at eleverne fik de nødvendige sundhedsfaglige kompetencer, og den nødvendige sundhedsfaglige identitet inden for rammerne af erhvervsuddannelsessystemet, og i forhold til kravene i bekendtgørelse om ambulancer og uddannelse af ambulancepersonale. Arbejdsgruppen var således med til at beskrive kompetencemålene for uddannelsen.

Det, vi har haft succes med, er at skabe en ambulancebehandleruddannelse, som uddanner ambulancereddere, der har nøjagtig de kvalifikationer, der skal til for at løse de livsvigtige ambulanceopgaver.

Folk bliver i jobbet efter uddannelse

Ambulancebehandlerne er dygtige, og når vi spørger aftagerne, ambulanceoperatørerne, så er der meget stor tillid til ambulancebehandlernes kompetencer og evner. Spørger vi de måske vigtigste, nemlig patienterne, så viser undersøgelser at 92 til 93 procent er i meget høj grad trygge ved ambulancepersonalets håndtering af situationen. Det viste Defactum-undersøgelsen fra 2020.

Succesen måler vi ud fra følgende parametre: Hvor tilfredse er aftagerne, og hvor tilfredse er de erfarne kollegaer, som de nyuddannede ambulancebehandlere ender med at sidde ved siden af i ambulancen under udrykning. Alle involverede parter udtrykker tilfredshed med ambulanceredderne, det gælder også på hospitalerne.

Kigger vi så på selve uddannelsen, så er der næsten intet frafald, hverken undervejs i uddannelsen, eller når ambulanceredderne er fuldbefarne. Vi ser ikke det praksischok, som i andre uddannelser, blandt andet visse sundhedsuddannelser, hvor op i mod 25 procent af en årgang er væk inden, de får deres første årslønning.

Det vil være en stor glæde, hvis vi kan virke som inspiration for eksempelvis sundhedsuddannelserne. Vi kunne måske endda ligefrem tilbyde at lave en workshop, så vi kan videregive vores erfaringer.

Vi risikerer at tabe uddannelsen på gulvet

Med andre ord: Løsningen er altså ikke at trække en velfungerende erhvervsuddannelse ud af den ramme, som den fungerer godt i. Tværtimod vil en unødvendig handling give en betragtelig risiko for, at vi ødelægger en god erhvervsuddannelse.

Vi har skabt en af de bedste erhvervsuddannelser i Danmark. Det er vigtigt at forstå, hvordan det lykkedes: Oprindelig var ambulanceopgaven en transportopgave, men da man indså at flere liv kunne reddes, hvis man satte ind med behandling på ulykkesstedet og fortsatte behandlingen under transporten til hospitalet, så var vi nødt til at udvikle uddannelsen fra en kort AMU-uddannelse til en fireårig erhvervsuddannelse. Vi har løbende udviklet uddannelsen, og det har vi ikke gjort i blinde.

At flytte uddannelsen til et andet sekretariat vil ikke gøre noget godt. Tværtimod risikerer vi, at uddannelsen bliver tabt på gulvet.

Ny analyse peger på behov for kompetenceløft i den liggende sygetransport

Analysen, der er udarbejdet af Moos Bjerre A/S for Transporterhvervets Uddannelser (TUR), afdækker det nuværende kompetenceniveau for det personale, der udfører ikke-behandlingskrævende liggende sygetransport, og i hvilket omfang der er opstået nye kompetencebehov.

Analysen peger bl.a. på, at den manglende lovgivning og de manglende nationale standarder på området har skabt forskelle mellem regioner med hensyn til ST-opgaver og forventninger til ST-reddere. Det har medført, at der er uensartede praksisser og kvalitetsniveauer regionerne i mellem.

Analysen viser, at der er behov for at få løftet følgende kompetencer hos ST-redderne:

  • Basal sygdomslære
  • Indsigt i typiske patientgrupper
  • Grænser for egne kompetencer
  • Kommunikation
  • Journalføring
  • Forflytning og hygiejne
  • Overvågning og måling
  • Mindre behandlende aktiviteter
  • Udrykning og nødbehandling

Analysen konkluderer derudover, at det nuværende AMU-kursus er utilstrækkeligt, og at der er behov for en omfattende revision af kurset med fokus på standardisering, styrkelse af praktisk erfaring og tilpasning af uddannelsens indhold og varighed.

Analysens fokus er på, hvilke kompetencebehov der er, og ikke hvordan man bedst tilpasser eller indretter et uddannelsestilbud til at dække det eksisterende kompetencebehov. Der tages således ikke stilling til, hvordan en ny eller revideret uddannelse skal se ud.

”Jeg mener, at analyse viser, at der er behov for et markant uddannelsesløft i den liggende sygetransport. I Reddernes Udviklingssekretariat arbejder vi for, at det nuværende 20-dages AMU-kursus ændres til en kort erhvervsuddannelse,” siger Flemming Bjørn Overgaard, formand for Reddernes Udviklingssekretariat.

Baggrund for analysen

Baggrunden for analysen er, at den liggende sygetransport oplever en stigning i antal kørsler, særligt de mere komplicerede kørsler, som kræver mere viden om sygdomme, konflikthåndtering og pårørende. Det skyldes dels at presset på ambulancetjenesten stiger pga. en stigning i antallet af 112-opkald og derfor markant stigning i antallet af særligt A og B kørsler, men også C og D kørsler.

ST-reddere har over tid ændret profil. Førhen var hovedparten af redderne i ST-tjenesten tidligere ambulancefolk, som derved kunne løfte flere opgaver end kursusbeskrivelsen for ST-reddere angiver. I dag er langt størstedelen af ST-reddere personer, som har taget et 20-dages AMU-kursus og som ellers har en anden erhvervs- og/eller uddannelsesmæssig baggrund.

Du kan læse en pixi-udgave af undersøgelsen her

Du kan læse hele undersøgelsen her

2023 i Reddernes Udviklingssekretariat

2023’s to store begivenheder for Reddernes Udviklingssekretariat var Folkemødet i Allinge på Bornholm i juni, og akutkonferencen DEMC10, der blev afholdt i København i begyndelsen af november ’23. DEMC10 DEMC10 – Danish Emergency Medicine Conference – den tiende i rækken af akutkonferencer i Danmark, som i øvrigt er Nordeuropas største akutkonference. Reddernes Udviklingssekretariat har været medarrangør af i mere end 10 år.

I 2023-udgaven kunne man blandt andet møde Jonas Egebart, direktør for Sundhedsstyrelsen, der fortalte om akutområdets muligheder og potentialer i det samlede sundhedsvæsen. Fra Kolding og Sygehus Lillebælt om forsøgene med fremskudte visitationsenheder. Rasmus Lyngby fortalte om det præhospitale forskningsfelt, mens Stefan Fyhn, der er en del af RUS, var med i panelet om Min bedste fejl i akutafdelingen.

De eneste på Folkemødet

Reddernes Udviklingssekretariat er de eneste, der sætter sygetransport på dagsordenen! Ingen andre steder i det samlede program for Folkemødet optrådte ordet sygetransport end hos Reddernes Udviklingssekretariat. Igen i år var vi en del af Det Fælles Sundhedstelt og havde fået lov til at have åbningsdebatten. Derudover havde vi en stand i teltet og en time med Fortællinger fra forsædet af et udrykningskøretøj. Fortællingerne kan du genopleve her og debatten kan du gense her.

I programmet for Folkemødet var der ti arrangementer, hvor ordet ambulance indgik i beskrivelsen. De ni var Reddernes Udviklingssekretariat enten arrangør af eller deltager i.

Den politiske dagsorden

Politiske møder, det vil sige face-to-face møder med de respektive ordførere i Folketinget er en løbende aktivitet i sekretariatet. Her præsenterer vi de forskellige dagsordner og konkrete tiltag, som vi gerne vil have politikerne til at arbejde med. I løbet af 2023 mødte formanden for Reddernes Udviklingssekretariat, Flemming Bjørn Overgaard, blandt andre: Jens Henrik Thulesen Dahl, der er sundhedsfører for Danmarksdemokraterne; Louise Brown, som er sundhedsordfører for Liberal Alliance og Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokratiet. Derudover deltog bl.a. Peder Hvelplund fra Enhedslisten i vores debat på Folkemødet, i øvrigt sammen med Jonas Egebart, der lidt efter Folkemødet blev udnævnt til Søren Brostrøms afløser som direktør i Sundhedsstyrelsen.

Referencegrupperne

Referencegrupperne fortsatte med hver deres målsætninger, som er:

Arbejdet i referencegrupperne blev opsummeret på en fælleskonference for alle referencegruppemedlemmer. Reddernes Udviklingssekretariat har som bekendt fem referencegrupper, der arbejder inden for ambulance, brand, assistance (autohjælp), liggende og siddende sygetransport.

Politisk kommentator Hans Engell indledte fælleskonferencen med et oplag om den aktuelle situation i dansk politik og hvilke muligheder referencegrupperne og Reddernes Udviklingssekretariat har for at påvirke den politiske debat.

Podcast og workshops

I foråret 2023 rundede antallet af downloads af podcastserien Redderne 3.000. Serien handler om vendepunkter i reddernes arbejdsliv (Lyt med her).

Reddernes Udviklingssekretariat udgiver også en anden podcast – Sygetransport (Lyt med her). I ’23 publicerede vi fire nye afsnit, der handlede om KOL, forflytning, hjertestop uden for hospitalet og bariatriske patienter, det vil sige patienter med en BMI over 35.

På vej i 2024

I 2024 vil Reddernes Udviklingssekretariat igen være at finde på Folkemødet – vi opruster for at skabe mere indflydelse på den politiske proces.

Arbejdet med branchevejledningerne for både sygetransport og ambulance fortsætter – de første udkast er på trapperne i begyndelsen af året. Podcastserien Sygetransport vender også tilbage i løbet af 2024. Desuden flere workshops rundt om i landet. Således var der ergonomiske workshops i Dalum på Fyn og i Fredericia. Følg med her på vores hjemmeside og i nyhedsbrevet, som du kan tilmelde dig herunder artiklen.

På den politiske scene, skal Folketinget i februar behandle et beslutningsforslag fra Louise Brown og Liberal Alliance om, at ambulanceredderne skal have adgang til Det Fælles Medicinkort (FMK) og CAVE (register over lægemidler, som en patient ikke bør få, typisk på grund af allergi).

Sekretariatet fortsætter de politiske møder i 2024.

Godt nytår!

UTH’er – utilsigtede hændelser – en guide for reddere

”Utilsigtede hændelser er ikke noget man skal være bange for, det er sanktionsfrit at rapportere. Formålet er læring, så vi som sundhedspersoner ikke gentager de samme fejl,” indleder Rikke Mørch Jørgensen, der er afdelingslæge i Styrelsen for Patientsikkerheds afdeling for Læring og Kommunikation. Hun arbejder til daglig med de utilsigtede hændelser.

”Ingen af de oplysninger du skriver i en UTH kan bruges imod dig! Det er i kontrast til klagesystemet, og derfor er vi placeret i hver sin styrelse på hver sin adresse,” siger Rikke Mørch Jørgensen.

I 2022 blev der rapporteret 368 utilsigtede hændelser fra det præhospitale område, herunder ambulancer og visitation.

§ 201. Den rapporterende person og de sundhedspersoner, der indgår i en rapportering, kan ikke som følge af rapporteringen underkastes disciplinære undersøgelser og foranstaltninger af arbejdsgiveren, tilsynsmæssige reaktioner af Styrelsen for Patientsikkerhed eller strafferetlige sanktioner af domstolene.

Bekendtgørelsen af sundhedsloven
Kapitel 61 – Patientsikkerhed og læring  

”Når noget går galt i forbindelse med sundhedsfaglige opgaver, kalder man det en utilsigtet hændelse. Det er en hændelse, som har eller kunne have haft konsekvenser for patienten i forskellig grad. Man kalder det utilsigtet, fordi det ikke var hensigten, at det skulle ske,” forklarer Rikke Mørch Jørgensen.

En utilsigtet hændelse kan være mange forskellige ting!

Det omfatter fx ambulancekørsel til forkert adresse, mangelfuld overlevering af patientoplysninger, men også tekniske svigt af devices, der er løbet tør strøm og derfor ikke kan anvendes i situationen. Herunder gennemgår vi nogle af de grundlæggende spørgsmål, som utilsigtede hændelser rejser for ambulancereddere.

Derfor og sådan gør du

Hvorfor skal jeg rapportere utilsigtede hændelser?

Når du rapporterer UTH, er du med til at forbedre patientsikkerheden.
Formålet med at rapportere UTH er nemlig at forebygge, at en lignende hændelse sker igen. Når I rapporterer UTH på din arbejdsplads, bliver det synligt, hvor der er risiko for patientsikkerheden, og hvor I kan arbejde med at lære af og forbedre det, der ikke gik, som det skulle.
Utilsigtede hændelser kan derfor være et værktøj til fx at se, hvor man skal sætte ind og ændre arbejdsgange og bestemte måder at gøre noget på.

Hvem skal rapportere?

Alle, der udfører sundhedsfaglige opgaver i deres arbejde, har pligt til at rapportere UTH.

Du har pligt til at rapportere UTH, hvis du:

  • Er autoriseret sundhedsperson. Det er ambulancereddere (senest medio 2024)
  • Ikke er autoriseret sundhedsperson, men udfører sundhedsfaglige opgaver som fx ST-reddere i nogle tilfælde gør.

Du må også gerne rapportere UTH, selvom du ikke hører ind under en af de grupper, som har pligt til at rapportere.

Pligten til at rapportere gælder i situationer, hvor:

  • Du selv er involveret i en UTH.
  • Du bliver opmærksom på eller oplever en UTH, som andre er involveret i.
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

Hvilke hændelser skal jeg rapportere?

Du har pligt til at rapportere utilsigtede hændelser, som:

  • Har bidraget til eller medført alvorlige eller dødelige konsekvenser for patienten/borgeren.
  • Kunne have bidraget til eller medført alvorlige eller dødelige konsekvenser for patienten/borgeren.
  • Efter en konkret vurdering kan bidrage til læring og forbedring af patientsikkerheden, selvom konsekvenserne af de enkelte utilsigtede hændelser ikke er eller kunne have været alvorlige eller dødelige for patienten.
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

Hvad sker der, når jeg har rapporteret?

Når du rapporterer en UTH, bliver den i første omgang bearbejdet lokalt – altså der, hvor den er sket. Her vil den UTH-ansvarlige gennemgå hændelsen for at finde ud af:

  • Hvad der er sket
  • Hvordan det kunne ske
  • Hvordan en lignende hændelse kan forebygges.

Hvis du har skrevet dine kontaktinformationer, da du rapporterede hændelsen, har den medarbejder, som har ansvar for at analysere hændelsen, mulighed for at kontakte dig, hvis der er brug for uddybende informationer.

Det er ikke sikkert, at du bliver kontaktet, og du får ikke besked om, hvad der er sket af ændringer ud fra netop din beskrivelse.

Når hændelsen er blevet bearbejdet lokalt, bliver den i anonymiseret form sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Alle de rapporterede UTH’er kan fortælle Styrelsen for Patientsikkerhed, om der er mønstre og tendenser på tværs af landet, der kræver særlig opmærksomhed og kan sættes fokus på med fx nationale tiltag og kampagner.

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

3 minutter om utilsigtede hændelser?

Styrelsen for Patientsikkerhed har publiceret videoen herunder, hvor du får forklaret UTH-ordningen på tre minutter. Videoen henvender sig til alle, der har pligt til at rapportere utilsigtede hændelse:

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed
https://stps.dk/sundhedsfaglig/viola-viden-og-laering/utilsigtede-haendelse

Ambulancebehandlere skal have adgang til flere sundhedsdata

Louise Brown – sundhedsordfører fra Liberal Alliance har fremsat et beslutningsforslag, der vil give autoriserede ambulancebehandlere og ambulancebehandlere med særlig kompetence adgang til Det Fælles Medicinkort og CAVE.

“Jeg har løbende modtaget flere henvendelser fra forskellige reddere om den manglende adgang til vigtige oplysninger i de akutte situationer, hvilket har fået mig til at stille forslaget om adgang til både Det Fælles Medicinkort og CAVE,” siger Louise Brown.

”Jeg har tillid til, at når redderne beder om det her, så er det, fordi det vil gavne i deres job,” siger Louise Brown og fortsætter: “Det er tåbeligt, at vi stiller forhindringer i vejen for en hurtig og effektiv indsats i den akutte indsats. Hvis redderne fx kommer ud til en akutpatient, som ikke selv er i stand til at tale, så er det unødvendigt bureakrati, hvis man skal vente på besked fra en læge i stedet for selv at slå op, hvad den pågældende patient kan tåle,” forklarer Louise Brown.

Reddernes Udviklingssekretariat arbejder målrettet med at udvikle ambulancereddernes arbejdsforhold. Ambulancepersonalet har ikke adgang til elektroniske patientjournaler så som Det Fælles Medicinkort. Når ambulancepersonalet rykker ud til kritisk syge eller tilskadekomne personer, har de ikke altid mulighed for at spørge ind til patientens sygdomshistorik eller medicin. Derfor arbejder Reddernes Udviklingssekretariat for, at ambulancebehandlere og paramedicinere får adgang til relevant sundhedsdata. Forslaget fra Louise Brown og Liberal Alliance er et vigtigt skridt i den retning.

Beslutningsforslaget bliver ifølge planen 1. behandlet i februar 2024. Du kan læse beslutningsforslaget i sin helhed her.

Louise Brown deltog i Reddernes Udviklingssekretariats paneldebat med titlen Akuthjælp til ambulancetjenesten. Se debatten her.

”Ambulancefolk lever af at kunne handle hurtigt”

”Fordelen ved at være den første er jo, at konkurrencen om stillingerne ikke er særlig stor. Til gengæld er der tæt på ”nul stillinger”, der kræver en paramediciner med en ph.d. – så jeg skal opfinde og byde ind. Det giver et stort pres og ansvar og en meget stor frihed,” indleder Rasmus Lyngby, da Reddernes Udviklingssekretariat spørger Danmarks først og hidtil eneste ph.d.-paramediciner, hvad sådan en egentlig laver?

På samme måde som Rasmus Lyngby selv fandt vejen igennem uddannelsessystemet til en ph.d., finder han nu selv vejen igennem til stillingerne for en paramediciner med en ph.d. ”for de er der ikke, stillingerne – de er ikke defineret, og det kommer også til at gælde de bachelorer, vi får hjem fra Future Paramedic programmet. Deltagerne er blandt andet valgt efter en pionerånd og skal selv være med til at skabe deres og fagets muligheder bagefter,” forklarer Rasmus Lyngby. Dermed bevæger vi os for alvor ind på den bane, der handler om, hvad en ph.d.-paramediciner foretager sig til dagligt.

”Den akademisk tilgang handler om processen, bearbejdning af data, analysen og diskussionen af det, man undersøger.”

I øjeblikket er han projektleder – ansat i Region Hovedstaden – for Future Paramedics, der er støttet af Trygfonden i samarbejde mellem de fem regioner, Falck, Norsk Luftambulance og PreMed. 17 danske paramedicinere får en irsk bachelorgrad i Paramedic Studies fra Limerick University.

Baseret på egne erfaringer

”Ambulancefolk lever af at kunne handle hurtigt! Vi skal hurtigt kunne beslutte og vælge ved fx et færdselsuheld, hvem skal vi først behandle, hvem kan vente lidt. Det er en sort-hvid verden, succes eller fiasko. Det harmonerer dårligt med den akademiske metode. Den akademiske verden er næsten det modsatte: Meget mere nuanceret, eftertænksom og reflekterer over problemstillinger. Omvendt minder uddannelsen til Ph.d. på sin vis meget om uddannelsen til at blive ambulancebehandler: Det er meget ”sidemandsoplæring” afbrudt af perioder med undervisning,” forklarer Rasmus Lyngby.

”Konkret gav det mig en formel evne til at reflektere og forholde mig til egen praksis. Man skal også kunne foretage litteratursøgning, afgrænse et problemfelt etc. Tilegne mig den akademiske approach og kunne begynde at forholde mig til problemstillinger – reflektorisk – blev i stand til at grave dybere ned i en problemstilling ved at følge de akademiske spilleregler. Den akademiske metode… holde tungen lige i munden,” uddyber Rasmus Lyngby og fortsætter:

”Ud over refleksionen, så er det også en personlig udvikling, man vokser i det, ser sammenhænge og afledte konsekvenser – det gør noget ved ens måde at tænke på.”

4 x 4 x 4

Et projekt afledt af Rasmus Lyngsbys ph.d.-afhandling mundede ud i Pit Crew modellen, som blev introduceret i 2022.

Formålet med hans afhandling var at undersøge kvaliteten af hjerte-lunge-redning leveret af professionelle ambulancereddere, og om denne kvalitet kan forbedres ved at implementere real-time feedback under genoplivningsforsøget og en mundtlig post-event debriefing procedure udført af teamlederen baseret på de faktiske begivenhedsydelsesdata. Du kan læse om Pit Crew her.

”Som ambulanceredder tænker man ofte meget kategorisk – det ligger jo i opgaven. Vi træffer nogle svære valg i afgørende og tidspressede situationer. Der ikke altid tid til et for eller i mod når en patient er kritisk syg eller tilskadekommen.”

Hvad er en ph.d. egentlig?

En ph.d. er en grundlæggende forskeruddannelse, som sætter den studerende i stand til selvstændigt at drive forskning. ”Så egentlig er jeg bare en paramediciner, der er i stand til – formelt set – selvstændigt at drive forskning,” siger Rasmus Lyngby.

”Ph.d.-uddannelsen er verdens bedste projektlederuddannelse, synes jeg. Man får lov til at planlægge projekter, gennemfører undersøgelser, analysere, evaluere og alt hvad der ellers er en del af et projekt,” forklarer Rasmus Lyngby, der kan deltage i eller selv definere forskningsprojekter. ”Med min ambulancebaggrund som paramediciner, kan jeg nu innovere præhospitalt,” siger ph.d.en.

Rasmus Lyngbys vej til en ph.d.

Dimitterede som ph.d. i december 2022 fra Kingston University i London.

Vejen til en forskeruddannelse som paramediciner, det vi kalder en ph.d. i daglig tale, gik over to britiske universiteter. Først en bachelorgrad på universitetet i Coventry, tæt på Birmingham, og senere et par års studier ved det skotsk universitet i Stirling, lidt nord for Edinburgh. Herefter fire år på Kingston University i London.

Fra 2008 – 2017 var Rasmus Lyngby ambulancebehandler og paramediciner hos Falck i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Hvad er Future Paramedics?

Future Paramedics er et 2-årigt nationalt pilotprojekt i et offentligt-privat samarbejde. Projektet har deltagelse af de fem regioner og de private ambulanceselskaber – Falck, Norsk Luftambulance og PreMed – der driver offentlig ambulancetjeneste. Projektet er støttet af TrygFonden.

De 17 deltagere i projektet er indskrevet på det 2-årige forløb Bachelor of Paramedic Studies på det irske Limerick University.

Uddannelsen består af fire semestre fordelt på otte moduler. Undervisningen er online-baseret med ét fremmødemodul af ca. en uges varighed hvert semester. Derudover vil der blive afholdt et antal seminarer i Danmark.

”Future Paramedics projektet blev skabt da jeg ønskede at flere kolleger fik muligheden for at bygge videre på deres ambulanceuddannelse med en bacheloruddannelse, præcis som jeg gjorde det tilbage i 2016,” siger Rasmus Lyngby.

Forflytning – sådan gør du

”Tal om det, planlæg forflytningen, spørg patienten og sørg for at have plads til at arbejde på,” så er du godt i gang med en god forflytning,” forklarer Camilla Rihn Ellegaard Eilertsen, der er ST-instruktør for Falck i Region Hovedstaden og uddannet forflytningsvejleder.

For ST-reddere er forflytning af patienter fra fx seng til båre, en daglig udfordring med en indbygget risiko: Gør man det forkert, så risikerer man at det går ud over patienten og en selv. Men gør man det rigtigt, så ”jeg har ikke haft en eneste skade i mine 11 år i den liggende sygetransport,” siger Camilla Rihn Ellegaard Eilertsen og fortsætter: ”Jeg er aldrig blevet skadet af en forflytning, det handler om at planlægge sin opgave, og det er det, vi har tid til i ST. Det har man fx ikke altid, hvis det er akut i ambulancen.”

De grundlæggende regler

”Helt grundlæggende regler, så skal fødderne, knæene og næsen vende samme vej. Så man altid har en lige kropsstilling. Det er en af de små ting, man kan gøre i sin hverdag, også ved nogle af de forflytninger, der ikke er efter bogen, for dem har vi også hver dag,” forklarer forflytningsvejlederen. ”Vi arbejder ude i folks hjem, og det er sjældent at tingene er optimale. For at få det bedste ud af det, så kan man hjælpe sig selv til at undgå at blive slidt.”

Lyt til podcasten Ligggende sygetransport

Du kan lytte til podcasten Liggende sygetransport, der hvor du plejer at høre podcast eller ved at trykke på dette link.

Udnyt patientens ressourcer og udnyt omgivelserne, du befinder dig i

”Hvis de kan noget som helst selv, så udnytte det. Spørg fx om Fru Jensen selv kan sætte sig op, i stedet for at tage fat i hende. Få afdækket, hvad patienten selv kan. Og kan patienten fx ikke selv sætte sig op, så kan hun nok heller ikke selv stå på benene. Så det er en god måde at afdække, om det er relevant, det patienten siger. For hvis de ikke gør tegn til, at de kan sætte sig op – det kan godt være, de skal have en hånd, men gør de ikke selv tegn til at sætte sig op, så kan de nok heller ikke stå. Så er de nok ikke relevante omkring det. Og det er der, hvor redderne risikerer at få et knæk i ryggen. Fordi man så tager fat i fru Olsen, når hun skal op at stå, som hun har sagt, hun kan, men så kan hun ikke.”

Det kan også være patienten skal flyttes til kanten af sengen: ”Hvis der er behov for hjælp til det, så læg et glidestykke ind under trykpunktet, det vil typisk være under numsen, køre hovedgærdet ned af og eventuelt benenden lidt op. Guide dem til, hvad du gerne vil have dem til.”

”Brug de hjælpemidler der er – dem vi har med selv. Glidestykke og glidebræt – de er altid ved hånden. Det er vores ven, når de skal fra båre til stol og stol til båre og længere op eller ned i sengen, eller hvad de nu end skal. Det mindsker sliddet på vores skulder, men det er faktisk også mere rart for patienten, for det der med, at vi bare tager fat i armen eller under armen uden videre, det er faktisk ikke særligt rart.”

Det er helt lavpraktisk – enkel planlægning

”Planlægning er helt lavpraktisk. Når man kommer ind i rummet, kig rundt, hvad har vi af plads, kan vi gøre noget for at skabe bedre plads, kan vi få båren helt op til sengen, skal vi eventuelt flytte noget, måske flytte sengen, hvis det er en seng med hjul. Så gør klar, så du får de helt optimale arbejdsforhold.”

Helt lavpraktisk: ”Hvis du kan få båren med ind, så kør den til, lås hjulene og kør sengen helt op til, hvis det er en plejeseng. I stedet for at køre båren helt tæt på, for så kommer du til at løfte i båren for at få den helt tæt på. Parkerer du den, låser hjulene og kører plejesengen helt op til, så har du ikke brugt nogle kræfter på det. Det er en af de mange små ting, man kan gøre for at gøre det nemmere, så igen… sæt båren så benenden af båren er længere nede end sengen, fordi patienterne altid vil glide længere ned, når de kommer over på båren.”

”Helt generelt så tal om forflytning i dagligdagen med din kollega, tænk højt og inddrag patienten. Der er en del kultur i det her – sådan plejer vi at gøre – men taler vi om det, så kan vi ændre vores kultur omkring forflytning, og det vil både være til patientens og vores egene fordel,” slutter Camilla Rihn Ellegaard Eilertsen.


De fem forflytningsprincipper?

  1. Det naturlige bevægemønster. Det er minimere gnidningsmodstanden ved at bruge patientens ressourcer, måske kan patienten hjælpe en lille smule til ved at løfte sig op.
  2. Trykpunkterne er hoved, numse, hælene – der hvor kroppen hviler tungest. Nedsæt gnidningsmodstanden – her bruger vi et glidestykke koncentrer vægt og træk direkte på glidestykket.
  3. Bådprincippet er en gammel teknik, som går ud på at samarbejde med de fysiske love. Bådprincippet bygger på viden om både det naturlige bevægemønster og trykpunkter.
  4. Vægtstangsprincippet: jo længere væk fra omdrejningspunktet, du arbejder med tunge ting, jo mindre kraft skal du bruge. I en forflytning skal du bruge mindre kraft og fysisk anstrengelse, hvis du fx bruger patientens lårben som vægtstang, når du skal vende patienten.
  5. Brug patientens ressourcer som tidligere beskrevet, og brug patientens ressourcer under forflytningen.

De syv gyldne regler

  • Udnyt borgerens egne ressourcer.
  • Brug de hjælpemidler, du selv har med.
  • Rulle, trække og skubbe patienten – undgå løft.
  • Vær enige om, hvad der skal ske – både reddere imellem, men patienten skal også være med på, hvad der skal ske.
  • Pas på pludselige hændelser.
  • Bed om hjælp hos personalet på sygehuset eller plejehjemmet.
  • Tænk kreativt.
  • Husk du må ikke bruge hjælpemidler, du ikke selv har haft med. Plejehjemmets eller sygehusets hjælpemidler skal betjenes af deres personale.

Pas på de fem benspænd

Fem typiske benspænd kan forvandle en forflytning til noget uheldigt. De fem benspænd er vaner, travlhed og stress, dilemmaer, usikkerhed og patientens tilstand.

Vaner: Uheldige vaner kan gøre, at du ikke forholder dig til den konkrete situation. Tal om forflytning i dagligdagen, så ændres kulturen og vanerne omkring det at forflytte patienter.

Travlhed og stress: Har du for travlt eller er for stresset i situationen, så går det let galt. Brug den tid, det kræver at forberede og gennemføre forflytningen. Der vil blive meget mere travlt, hvis det ikke går godt.

Dilemmaer: Opstår når redderen oplever, at hensynet til patienten vejer tungere end hensynet til eget arbejdsmiljø. Husk, at du ikke kan hjælpe nogen, hvis du selv er skadet.

Usikkerhed: Der er ofte flere ting, som spiller ind, når man står i en patients hjem. Forholdene er sjældent optimale.

Patientens tilstand: Måske er patienten ikke helt relevant, det kan skyldes demens eller andre forhold, der gør, at patienten har modstand på at blive forflyttet. Derfor tal med patienten og vurder, hvor relevant patienter er. Er du stadig usikker, så tal med personalet på det pågældende sted, de kender sandsynligvis patienten bedre og kan afklare patientens reelle tilstand.

___


Hvis du vil vide mere, så se læs videre her:

Branchearbejdsmiljørådet for Social og Sundhed har lavet denne forflytningsguide.

Gode forflytningsmetoder giver mindre belastning på kroppen på denne hjemmeside

Specifikt om de grundlæggende principper

Forflytningsguiden på GODTARBEJDSMILJØ.DK