En risiko kan være distanceblænding, som betyder, at vi ikke opdager vores egne signaler. Vi er på en måde fanget i lygternes lyskegle og kan ikke komme ud, fordi vi ikke er klar over, at vi er fanget.
Det var et af budskaberne, da knapt 20 PTR-reddere brugte en time i selskab med belastningspsykolog Lars Andersen, og det foregik mandag den 5. maj i Glostrup, hvor PTR-redderne fik flere gode og håndgribelige værktøjer med sig:
Simple værktøjer kan faktisk hjælpe med at holde os mentale stabile i et følelsesmæssigt og mentalt krævende job, som redder-jobbene er. ”Den mentale vedligeholdelse er en holdsport, som løbende kræver, at man som kollegaer er opmærksomme på hinanden,” var blandt andet et af budskaberne fra Lars Andersen.
Med sin redderbaggrund kom han med relevante eksempler på, hvordan forskellige situationer kan påvirke en i løbet af arbejdsdagen:
”Der kan være stor forskel på, hvem man kører med. Med nogle føles turen lang og man er helt flad bagefter, og med andre tænker man, vi kunne køre hele dagen, og man får bare mere energi.
Noget andet kan være små hændelser som påvirker os – og det er forskelligt, hvad der påvirker os hver især.
Vær opmærksomme på de pludselige skift
”Særligt pludselige skift i den daglige adfærd. Det er ikke problematisk, at man for eksempel træner meget, men hvis man pludselig begynder at træne rigtig meget, så er det måske et tegn på, at der er noget galt,” sagde Lars Andersen, Institut for Belastningspsykologi.
De pludselige skift kan være mange ting. Det kan være, at man er mere træt, men trætheden kommer snigende og bliver langsomt mere omfattende.
De deltagende PTR-reddere delte flittigt deres erfaringer og egne reaktioner. Og det er ret godt, for ofte får vi ikke set vores egne reaktioner. ”Man opdager ganske enkelt ikke sine egne signaler,” understregede psykologen og fortsætte: ”Vi kan blive bedre til at opdage signalerne hos hinanden. Desuden skal man huske, at man ikke skal ”føle med”, men som passageren har det.”
Der er lettelse i Nordjylland, hvor redderne hos PreMed frygtede at blive hjemtaget uden en udbudsrunde. Ambulanceudbuddet skal igen sendes ud, så private kan byde på opgaven. ”Det er kollegaerne glade for, og det er jeg også,” siger Fællestillidsrepræsentant Torkild Hedehus. Frygten var stor for at blive hjemtaget. En intern undersøgelse viste, at flere ville søge væk, ikke bare fra området, men også fra branchen for at undgå at ende under de forhold, der er i regionens ambulancer.
I stedet skal de nu igennem en ny udbudsrunde. Udbudsrunder er ikke sjove, men en hjemtagelse havde også været et skrækscenarie for de fleste reddere, næsten dem alle, når man ser på en undersøgelse foretaget af arbejdsmiljøorganisationen i PreMed.
Arbejdsmiljøet i regionen halter, og der har været problemer med nedetid. Sagt på en anden måde, man har ikke været i stand til at levere det, man havde beregnet sig frem til, da man hjemtog opgaven med virkning fra 2022. Hjemtagelsen skete ved en kontrolberegning og ikke ved et kontrolbud. Reddernes Udviklingssekretariat undersøgte udbudsprocessen og udbudsrunden, hvor man besluttede at hjemtage store dele af ambulancedriften i flere regioner. ”Vi advarede jo mod den model, man valgte – altså det de kalder en kontrolberegning, siger Flemming Bjørn Overgaard.
”Region Nordjylland forsikrede, at de kunne løse opgaven med ambulancedrift. De behøver ikke engang at komme med et kontrolbud på opgaven, en kontrolberegning var nok. Det var vi meget skeptiske over for dengang,” siger Flemming Bjørn Overgaard. Sidenhen har man af flere omgange tilført penge til ambulancedriften, bl.a. for at fastholde, tiltrække reddere og til at uddanne flere reddere.
Ambulancedriften har været plaget af en række problemer. I efteråret 2024 meldte man ud, at der skulle tilføres ni millioner kroner i 2025, bl.a. til at forbedre arbejdsmiljøet, som har været under hårdt pres. Desuden er der stadig ingen boder til regionens egen drift, når man ikke lever op til kravene, og det kommer der heller ikke, da regionen ikke kan give bod til sig selv.
Der var tre muligheder
Regionsrådet i Nordjylland havde tre muligheder at vælge imellem:
1) Et udbud af driften i Thy, Mors, Himmerland og Han Herred, det vil sige den del PreMed indtil nu har drevet, i øvrigt med meget stor medarbejdertilfredshed, og hvor man har været i stand til at hjælpe, når regionen selv havde meget nedetid. I Vendsyssel og Aalborg fortsætter man med regional drift
2) En udbud af ambulancedriften i hele regionen
3) Og endelig kunne man hjemtage den del som PreMed stod for
Måske lidt overraskende, så vælger man model 1. Overraskende fordi et udbud er dyrt at sætte i gang, men et udbud bliver ikke væsentligt dyrere at gennemføre af, at det er et større område.
”Man kunne måske godt forestille sig, at det på sigt havde givet en mere stabil ambulancedrift og en større medarbejdertilfredshed, hvis man havde sendt hele ambulancetjenesten i udbud, og så var kommet med et kontrolbud fra egne rækker,” siger Flemming Bjørn Overgaard og fortsætter:
”Nu har man besluttet, at man igen ikke foretager et kontrolbud, men benytter den selvopfundne kategori en kontrolberegning.”
Hvad er forskellen på et kontrolbud og en kontrolberegning?
Regionen kan, og nogle vil sige bør, foretage et kontrolbud, når der er udbud. Det betyder, at man byder på lige fod med andre leverandører. På den måde sikrer man, at det ikke bliver for dyrt, og kan man gøre det billigere selv, så tager man selvfølgelig også opgaven selv.
I sidste udbudsrunde dukkede begrebet kontrolberegning op. Egentlig findes der noget, der hedder en kontrolberegning, det er en funktion eller metode, hvor man foretager en udregning, så man ved, hvor meget buddet minimum vil være, og hvornår det vil være for dyrt. En række udgifter er nemlig allerede kendt på forhånd. På den måde kan man for eksempel afgøre om et bud reelt er for billigt, så der ikke vil være råd til at indfri den forventede standard.
”Flere regioner besluttede i sidste udbudsrunde at bruge deres egen lommeregner-metode. Og de fleste kender det måske nok fra sig selv. Man vil gerne købe en bil eller et sommerhus. Med hovedregning er det ret let at få det hele til at hænge sammen, men når man sidder i banken og alle mellemregninger og forventede udgifter kommer med, så bliver det ofte dyrere, end man havde beregnet sig frem til,” forklarer Fleming Bjørn Overgaard.
Et kontrolbud skal nemlig leve op til nøjagtig det samme, som et bud fra en hver anden leverandør. Det skal være et reelt bud, og helt reelt kan kontrolbuddet vinde, hvis det er bedre eller billigere end de andre bud.
”Det handler om at få en forståelse for, at vi som mennesker reagerer på det, der sker omkring os. At vi reagerer på det, vi bliver udsat for. Og at vi reagerer forskelligt,” forklarer Lars Andersen, der er psykolog og tidligere redder. Han kommer fra Institut for Belastningspsykologi, hvor man arbejder målrettet med det psykiske arbejdsmiljø for fagpersoner med psykisk krævende job. Eller sagt på en anden måde, man passer på dem, der passer på os alle.
Den 5. maj giver Lars Andersen et oplæg ved et gå-hjem-møde i Glostrup for PTR-redderne for at gøre dem lidt klogere på sig selv og egne reaktioner, når man kører patienter i krise til eller fra hospitalet.
PTR-redderne i den siddende sygetransport er nogle gange blandt de første til at møde mennesker i en svær situation, når de henter og bringer patienter, der skal til undersøgelse eller i behandling. De har måske lige fået en alvorlig diagnose, været igennem en hård behandling eller prognosen ser måske ikke ud, som patienten havde håber. Den nærmeste og måske eneste at tale med i situationen er nogle gange PTR-redderen. Og det kan være svære samtaler.
”Det er helt normalt, at vi reagerer på det, der sker omkring os. Vi kan også få mental slagside og det er okay! Det er okay, at vi som mennesker reagerer. Det, der kan drille lidt er, hvis man ikke opdager det, så kan det blive et problem professionelt – fordi man tager det med sig på næste opgave,” siger Lars Andersen.
Lars Andersen kørte ambulance i knapt ti år i Hillerød og Helsingør, inden han uddannede sig til psykolog, fordi han blev mere optaget af og nysgerrig på, hvorfor folk reagerer forskelligt: ”Det så jeg jo tit, når vi kom ud som redder til en alvorlig hændelse. Folk reagerer forskelligt, når der sker noget voldsomt,” uddyber Lars Andersen, der så rykkede de blå blink med over i psykologtjenesten, hvor han i dag arbejder med traumer, kriser og belastningspsykologi.
Hvad kan du forvente?
Indblik i belastningspsykologien og viden om, hvad der gør særligt indtryk og dermed potentielt belaster
Blik for både egne og kollegers faresignaler
Inspiration til forebyggelse
Og endelig og nærmest vigtigst: Et fælles sprog, der gør det lettere at være afstemt og i kontakt
Vi håber, at du med dette oplæg bliver lidt klogere på dig selv og dine egne reaktioner, når du skal køre patienter i krise til eller fra hospitalet.
Praktisk information
Tidspunkt: mandag den 5. maj 2025, kl. 18:00-19:00
Sted: Naverland 11, 2600 Glostrup
Pris: Gratis, og der vil være noget at spise samt lidt at drikke
Målgruppe: Medarbejderne i den siddende sygetransport
Tilmelding: Send en mail til TR Bente Baastrup på bente_strand@LIVE.DK , hvor du skriver dit navn og mail
Fordommene mellem generationerne kan der være mange af: De gamle er forstokkede, de unge er for følsomme for blot at nævne et par stykker. Vi går mod et mere og mere mangfoldigt arbejdsmarked – derfor skal vi finde nye måder at gøre tingene på.
Mangfoldighed, lighed og inklusion – på engelsk kaldes det DEI (Diversity, Equity, Inclusion) – men er det nu ikke bare noget krænkelsesparthed pakket ind i pæne ord?
Faktisk ikke! Det handler om fremtidens arbejdspladser, og der skal være plads til alle. Det handler om at bryde nogle forældede og gammeldags mønstre, i den måde vi omgås hinanden og samarbejder på. Simpelthen fordi det virker ekskluderende – og det er det sidste, vi har brug for. Vi har brug for at alle bidrager, og et af de steder, hvor man er foran og tilsyneladende har løst udfordringen, er på brandstationen i Esbjerg.
”Det er helt bevidst, den måde vi gør det på. Før januar 2025 havde vi ingen kvinder ansat, og vi havde få unge – nu har vi seks kvinder og samtidig en del flere unge fra Generation Z,” siger Benne Rodkjær, der er daglig leder for Falck i Esbjerg med overordnet ansvar for drift og personale. Han er ansvarlig for otte operative ledere og cirka 50 brandmænd på døgnvagt med et aldersspænd fra 21 til 60 år.
Diversitet i dagligdagen
Der er stor forskel på generationerne, i hvert fald set fra ledelsens side: De unge kræver noget andet, de skal undervises på en anden måde, de skal ledes på en anden måde: ”Helt grundlæggende så betyder fællesskabet alt for dem. De vil være med i beslutninger, de vil forstå, hvorfor de skal gøre, som vi beder dem om, og der er også forskel på den måde, man gerne vil lære på. Groft sagt, så vil de ældre have det stoppet ned i halsen, helst lidt hurtigt. De yngre vil gerne tale om det og være en del af processen. Så det er vigtigt, at vi tilpasser både undervisning og ledelse,” siger Benne Rodkjær.
De unge vil gerne inddrages og forstå, og når de først er med, så leverer de fuldt ud. ”Baselinen er, at alle kan det hele, og selvfølgelig er der noget, man er bedre til andet, så man må gerne sige – det er jeg ikke tryg ved, så kan man støtte sig til en kollega, der ved det,” forklarer Benne Rodkjær.
For redderne går det begge veje mellem generationerne, og det er de unge opmærksomme på: ”Lige som de gamle skal acceptere, at der kommer nye til, så skal de nye også acceptere, at de gamle har noget erfaring – sådan er det bare. Det går begge veje, alt går begge veje,” siger Bianca Putri. Hun er 25 år og en af de seks kvinder, der nu er en del af Esbjerg Brandstation. På 3frus.dk kan du finde en artikel, hvor Bianca Putri sammen med sine kvindelige kollegaer fortæller om at være brandmand.
”God ledelse er at lede forskelligt. Man kan ikke lede alle på samme måde – situationsbestemt og diversitet i vores ledelse. Det betyder også, at vi prøver nogle ting, og det er ikke altid, at det virker. Nogle ting virker, andre gør ikke,” forklarer Benne Rodkjær.
Generationsforskelle
For Generation Z er fællesskabsfølelsen altså vigtig. Sociologer og samfundsforskere deler ofte befolkningen op i generationsbetegnelser, der beskriver særlige kendetegn ved den pågældende generation. Sådanne beskrivelser gælder aldrig for 100% af en generation, det er mønstre og strømninger. På samme måde er alderen ikke altafgørende for om, man tilhøret den ene eller den anden generation.
”Fællesskabsfølelsen er det vigtigste for Z’erne,”siger Benne Rodkjær, der bl.a. fik inspiration og hjælp fra ambulancerøret, hvor man har erfaring med at inkludere de yngre generationer. Kønsfordelingen i ambulancerne er under tydelig forandring, hvor flere og flere kvinder kommer til. Det samme er ved at ske inden for brand.
”Da vi startede, skulle man skrive sig på, hvis man spiser med til aftensmaden. Nu er det sådan, at man skal skrive sig på, hvis man ikke vil spise med. Det siger næsten alt om fællesskabet,” slutter Benne Rodkjær.
Planen for det “nye” set-up er udarbejdet af arbejdsgrupper, hvor medarbejderne har haft stor indflydelse på, hvordan hverdagen skal fungere. Bl.a. andet har en dagligdagsgruppe været med til at beslutte fordelingen af opgaver.
Eksempelvis:
Mandskabet på anden sprøjten står for aftensmad
Mandskabet på tankvognen tømmer skraldespande, vasker håndklæder osv.
”Vi har prøvet af lave god ledelse ved at lede forskelligt uden af lave forskelsbehandling. Så har vi prøvet at have fokus på ordentlighed og ærlighed igennem hele processen,” siger Benne Rodkjær.
Der er gjort en ekstra indsats for, at alle – både nye og erfarne – kan besidde alle pladser. Dette gør det muligt at rotere fra vagt til vagt og komme omkring forskellige roller, såsom chauffør på drejestige, chauffør på sprøjten eller røgdykker. Når medarbejderne bytter pladser på brandbilerne, bytter de samtidig også dagligdagsopgaver. Dette sikrer en retfærdig fordeling og skaber en rigtig god synergi i hverdagen.
Man sørger også for, at medarbejderne i løbet af dagen kommer rundt om forskellige opgaver, så det ikke altid er de samme personer, der løser de samme opgaver. ”I hele forandringsprocessen har vi været åbne om, at vi er nødt til at prøve os frem. Nogle tiltag vil måske ikke fungere optimalt, men i så fald justerer vi og prøver noget andet,” siger Benne Rodkjær.
Brandmændene har skemalagt en times fysisk træning på hver vagt. I første omgang med stor fokus på social træning og aktiviteter, så holdene kunne rystes bedst muligt sammen. ”Derudover har vi brugt meget tid på at sammensætte holdene strategisk, ud fra erfaring, alder, personlighedstyper osv. Indtil videre har vi seks meget velfungerende hold, hvilket lover rigtig godt for fremtiden!” siger Benne Rodkjær.
Patientens behandlingsforløb starter allerede under transporten til hospitalet. Redderne i den siddende sygetransport kan også være den første person, patienterne taler med efter at have modtaget en diagnose eller måske en dårlig prognose.
I den siddende sygetransport kører man alene med patienterne og deres svære historier. Nogle gange opstår der vanskelige samtaler, og derfor skal en sygetransportredder have en god portion “lommepsykolog” med sig og være klar til at bruge meget af sig selv i arbejdet.
På dette gå-hjem-møde sætter vi fokus på, hvordan du bliver mentalt klar til en arbejdsdag, hvor du ikke ved, hvad der vil ske.
Hvad kan du forvente?
Indblik i belastningspsykologien og viden om, hvad der gør særligt indtryk og dermed potentielt belaster
Blik for både egne og kollegers faresignaler
Inspiration til forebyggelse
Og endelig og nærmest vigtigst: Et fælles sprog, der gør det lettere at være afstemt og i kontakt
Vi håber, at du med dette oplæg bliver lidt klogere på dig selv og dine egne reaktioner, når du skal køre patienter i krise til eller fra hospitalet.
Praktisk information
Tidspunkt: Mandag den 5. maj 2025, kl. 18:00-19:00
Sted: Naverland 11, 2600 Glostrup
Pris: Gratis, og der vil være noget at spise samt lidt at drikke
Målgruppe: Medarbejderne i den siddende sygetransport
Tilmelding: Send en mail til TR Bente Baastrup på bente_strand@LIVE.DK , hvor du skriver dit navn og mail
”Kollegerne er meget berørte. Det er en rigtig god arbejdsplads vi har fået skabt her,” siger Torkild Hedehus, der er Fællestillidsrepræsentant i PreMed, og medlem af referencegruppen for ambulance i Reddernes Udviklingssekretariat.
”Det har bare kørt godt, og selvfølgelig havde vi nogle småproblemer i starten, men dem fik vi løst, og kollegaerne er glade for at arbejde her. Det viser de interne undersøgelser også,” siger fællestillidsrepræsentanten.
Udbudsrunder er som bekendt hård kost for medarbejderne. ”Det giver usikkerhed, nu vi har to år, hvad skal der så ske?” spørger Torkild Hedehus.
PreMeds direktør Anders Vikke er også ærgerlig over, at det ikke går længere:
Vilkårene afspejler ikke den reelle driftsvirkelighed
”Vi har behov for at få ændret de vilkår, som vi drifter på, ellers kan vi ikke få en forretning ud af det. Jeg er utrolig stolt af den ambulancetjeneste, vi har opbygget de seneste tre år. Men vi må samtidig erkende, at vi under de nuværende vilkår ikke kan sikre en forretning, der er langtidsholdbar og levedygtig,” siger Anders Vikke, administrerende direktør hos PreMed, der forventer, at PreMed vil byde, hvis der kommer en ny udbudsrunde på ambulancedriften i Region Nordjylland.
Reelt kunne kontrakten køre i årtier, den kan forlænges hvert femte år.
”Vi er meget stolte af, at vi som en ny privat aktør i et udfordrende marked har opretholdt en høj medarbejdertrivsel og et lavt sygefravær. Det har sikret, at langt de fleste af vores ambulancer har været på gaden for at hjælpe borgerne, hvilket har bidraget direkte til at opretholde Region Nordjyllands servicemål. Dette vil fortsat være vores primære fokus i de kommende to år,” understreger Anders Vikke.
Dansk Erhverv bekymret siden 2023
Dansk Erhverv meldte ud i november 2023, at de ikke mente, der var lige konkurrence på ambulancemarkedet, og erhvervsorganisationen frygtede, at private virksomheder ville ende med at trække sig. Den gang sagde markedschef Morten Jung følgende: “Som det er i dag, er der ikke fair og lige konkurrence mellem regionen og de private leverandører.”
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Region Nordjylland, men til TV2 Nord siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V), at han er ærgerlig over, PreMed siger op: “Vi har haft et godt samarbejde, som vi har været meget tilfredse med. Når det er sagt, så er der sket rigtig meget i verden de seneste fire år, så der er fuld forståelse for, at PreMed vælger at sige op,” lyder det fra regionsrådsformanden.
Arbejdsgiver og arbejdstager står sammen for at få styrket sikkerheden på landets motorveje. Dansk Erhverv, Falck, SOS Dansk Autohjælp, Dækbranchen samt Reddernes Udviklingssekretariat i 3F er enige om, at der skal være et lovkrav om TMA – også ved planlagte opgaver i nødsporet.
Når der skal arbejdes i nødsporet på motorvejen, er det afgørende at sikre arbejdspladsen ved at opsætte en TMA. Uden denne beskyttelse risikerer vi, at lastbiler eller andre køretøjer pløjer igennem de arbejdende autoreddere. Desværre koster den slags ulykker indimellem liv eller førlighed.
Økonomiske udfordringer og politisk modstand
Hvad koster en trafikulykke?
Ifølge Rådet for Sikker Trafik, så koster trafikulykker samfundet mange penge hvert år. Det handler bl.a. om velfærdstab, tabte leveår, udgifter til sygehus, hjemmepleje og genoptræning, sygemeldinger osv.
En trafikdræbt koster ca. 46 mio. kr.
En alvorligt tilskadekommen koster ca. 7 mio. kr.
En lettere tilskadekommen koster ca. 900.000 kr.
(Kilder: Råddet for Sikker Trafik og Transportøkonomiske Enhedspriser, DTU 2025. Beløbene er i 2025-priser for personskader registreret af politiet)
Alle parter er egentlig enige om, at der skal en ændring til. Det samme er det meste af Folketingets Transportudvalg, kun økonomien er der ikke enighed om. Det anslås af de berørte brancher og Vejdirektoratet, at udgiften kan ende et sted mellem 70 og 100 millioner kroner om året. Men Transportminister Thomas Danielsen er tilsyneladende mere optaget af økonomi end sikkerhed og menneskeliv. I hvert fald skriver han i et svar til Folketingets Transportudvalg at: ”En finansiering via ansvarsforsikringen har i realiteten karakter af en skatteforhøjelse. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, er der et skattestop, hvorfor regeringen ikke kan støtte et sådant forslag.”
”Det er jo en afgift, vi taler om, det er man jo villig til, hvis det handler om vand og husejere, men ikke hvis det handler om biler og menneskeliv,” siger Henrik Rytter Christensen, der er assistancechef i Falck og en del af arbejdsgruppen, der arbejder med at få indført TMA’er som et fast krav, når der skal arbejdedes på motorvejene. I dag er det et krav ved akutte, trafikfarlige hændelser på motorvejen, men ikke ved fx bugseringer fra nødsporet – altså de planlagte hændelser.
Arbejdsgruppens kamp for bedre sikkerhed
Arbejdsgruppen består af SOS Dansk Autohjælp, Dansk Erhverv, Dækbranchen, Falck og Reddernes Udviklingssekretariat i 3F.
”Vi er jo en bred alliance – alle er med og det er kollegernes liv og førlighed der er på spil. Vi håber jo på, at der er politik opbakning til det her, inden det koster liv igen,” siger Tommy Johansen, konsulent i Reddernes Udviklingssekretariat og fællestillidsrepræsentant og AMR for bl.a. Falck Assistance i hovedstadsområdet.
”Jeg vil beskytte mine medarbejdere, men hvis jeg sender en TMA med hver gang, så bliver vores service dyrere end konkurrenternes, så det er helt grundlæggende konkurrenceforvridende, når vi forsøger at sikre liv og førlighed for vores medarbejdere, siger Henrik Rytter Christensen.
Forventet lovændring til juli
Til juli forventes det, at en ny bekendtgørelse træder i kraft – uden krav om TMA ved arbejde i nødsporene.
I januar havde arbejdsgruppen foretræde for Transportudvalget i Folketinget. Det kan du læse om her
Desuden har Transportudvalget i anden sammenhæng været på besøg på Falck stationen i Glostrup i februar, hvor udvalgsmedlemmerne mulighed for at se en TMA.
Mange lastbiler kører på rumlestriben eller med et hjulsæt i nødsporet
Hvad er en TMA?
TMA står for Truck Mounted Attenuator, på dansk en lastbilmonteret dæmper, det er en stødpude, der kan stoppe både en personbil og en lastbil. TMA’en er konstrueret, så der er stor sandsynlighed for, at den der kører ind i TMA’en overlever.
En undersøgelse fra Vejdirektoratet viser at temmelig mange lastbiler kører med hjulene på rumlestriben eller lige frem med det ene sæt hjul helt ude i nødsporet. Op i mod 6,5% af kører på eller overskrider rumlelinjen. Det er mere end hvert 20. køretøj – de fleste lastbiler.
Baseret på 44,5 timers optagelse, er der registreret 893 tilfælde hvor køretøjer kører med højre hjulsæt på rumlelinjen, mens yderligere 115 havde helt eller delvist overskredet linjen. I snit sker det altså oftere end hvert tredje minut.
Ofte ligger lastbilerne tæt og chaufføren sidder som bekendt i venstre side, dermed kan det være svært at se om der er en forhindring i nødsporet.
LUP Præhospital står for ”Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser” – LUP. Det er en spørgeskemaundersøgelse, der gennemføres hver måned hele året.
Undersøgelsen er bygget op omkring otte nøglespørgsmål:
Var den sundhedsfaglige person imødekommende, da du ringede 1-1-2?
Var du tryg ved den vejledning, som den sundhedsfaglige person gav dig?
Var ambulancepersonalet venligt og imødekommende?
Var du tilfreds med den information, du fik fra ambulancepersonalet om, hvad de foretog sig?
Var du tryg ved ambulancepersonalets håndtering af situationen?
Blev dine pårørende inddraget i det omfang, som du ønskede det?
Var du tilfreds med den overlevering ambulancepersonalet gav, da du blev afleveret på hospitalet?
Er du alt i alt tilfreds med forløbet fra der blev ringet 1-1-2, ambulancepersonalets indsats og deres overlevering til hospitalet?
Målgruppen er patienter, som ringer 1-1-2 og efterfølgende får sendt en ambulance eller bliver visiteret til præhospitalet, fx igennem egen læge, vagtlæge eller et hospital. Der er tale om A-, B-, C- eller D-kørsler.
Der er otte nøglespørgsmål. Højest scorer ambulancereddernes imødekommenhed, næsthøjest er patienternes oplevelse af at være tryg ved ambulancereddernes håndtering af situationen.
Hvis du vil se undersøgelsen for din region, så klik videre her:
”Lige som de gamle skal acceptere, at der kommer nye til, så skal de nye også acceptere, at de gamle har noget erfaring – sådan er det bare. Det går begge veje, alt går begge veje,” siger den ene af de fem omkring bordet.
Vi er på det, der nu er en af Danmarks største brandstationer. Den ligger i Esbjerg, hvor man har opgraderet kraftigt. 33 nye brandmænd havde første arbejdsdag den 2. januar 2025. Fem af de nyansatte brandmænd fortæller om deres arbejdsdag, og hvordan de organiserer sig på døgnvagterne. Når alarmen går, har de 60 sekunder til at komme afsted med fuld udrykning. Der er blandt andet en ishockeyspiller, en fodboldspiller, en skøjteløber, en klatre og en der har vundet DM i Skills i et helt andet fag. Alle har de været værnepligtige i Beredskabsstyrelsen.
De fem hedder Sofie, Bianca, Nadia, Laura og Simone, og en måned efter interviewet vil der være en Laura mere. De er aldersmæssigt mellem 22 og 26 år. Det er den nye generation af… ja, hvad skal de vi kalde dem?
Hvad vil I kaldes?
”Brandmand” runger det i kor – “vi har gjort os fortjent til det. Det hedder brandmand! For i dag kan en brandmand lige så godt være en kvinde som en mand. Det er jo bare et navn, ligesom sygeplejerske eller sekretær.” Hvem der siger, hvad er uklart indtil Bianca Putri opsummerer: “Jeg tror bare, at det er vigtigt at pointere, at det er 2025, så en brandmand behøver ikke at være en mand!”
Brand og redning er et af de fag, hvor kvinderne bliver flere og flere. Og rundt om bordet – i et af stationens undervisningslokaler, lyser engagementet ud af dem alle fem. Ivrigt deler de deres viden og fortællinger om faget og arbejdsdagen. Og om de rutiner som er med til at skabe, hvad der virker som et ret fedt miljø.
Hvad er det fedeste ved jobbet?
”Jeg kan godt li’ ikke at vide, hvad jeg møder til, når jeg møder på job,” siger Laura Krøjer. “Adrenalinkicket – lige så snart alarmerne går, så er det fedt,” tilføjer Nadia Dalgas, inden Bianca Putri tager over: “Jeg er mere til fællesskabet, fordi jeg ved, at når jeg kommer ud, så står jeg aldrig alene! Vi stoler på hinanden! Vi bliver nødt til at have hinandens ryg, for det er vores liv, der er på spil, og det kan koste os livet, når vi går ind i en brændende bygning.” Det er de enige om, alle fem.
Hvad er så det dårlige ved jobbet?
”At blive vækket om natten,” siger Sofie Faurbye og får alle til at grine, “men ellers er der ikke så meget at være ked af.” Glæden og stoltheden stråler ud af dem alle fem, især da vi går ud for at tage nogle billeder i fuldt udstyr. De er enormt professionelle i deres tilgang og udstråler en ro og sikkerhed, selvom det går hurtigt. De kan deres kram!
Hvordan er arbejdsdagen, så?
“Vi træner, øver, vedligeholder, når der ikke er udrykning, siger Sofie Faurbye. Hun er 26 og den mest erfarne blandt kvinderne. Sofie Faurbye begyndte som frivillig i 2014, værnepligtig i 2017, deltidsbrandmand siden 2018. Hun er uddannet holdleder og har fået en del uddannelse, underviser derudover blandt andet i brand og førstehjælp.
“Vi er seks hold fordelt på tre døgn, kan man sige. Og hvis man så kører første udrykning, så er man på værkstedet og står for alt muligt praktisk. Det kan være vask af branddragter, slanger og service – ordne alt det praktiske. Andet holdet står så for omskoling til de nye biler, øvelse, uddannelse, træning, aftensmad og så videre,” forklarer Sofie Faurbye.
Vagterne går fra 7:30 til 7:30. Der er to hold – en første udrykning og en anden udrykning. Indtil 15:30 er der arbejdsopgaver, hvorefter de går over i beredskabstid. Det vil sige, så skal de “bare” være klar til at rykke ud med 60 sekunders varsel.
“Vi har ingen faste positioner, det skifter løbende, så man hele tiden er skarp på de enkelte funktioner, det går ledelsen meget op i,” siger Simone Christensen. Det er en måde at undgå fastgroede mønstre, der udvikler sig uheldigt, eller man kunne sige udvikler sig til et toxic arbejdsmiljø. Man har ti vagter på en måned, så kollegaerne er nærmest en familie.
“Vi har pligter alt efter, hvor vi sidder på bilen, så dem der er på anden udrykning, de står for at lave aftensmad, første røgdykker på første udrykning skal vaske håndklæder, to’eren skal tømme skraldespande, rydde op i vaskehallen og sådan nogle ting,” forklarer Nadia Dalgas. “Chaufførerne skal teste nogle apparater, bl.a. gasdetektorer,” supplerer Bianca Putri.
“Det er også vigtigt at sige, at når vi kommer her 7:30 så står vi nede i garagen og har noget mønstring, hvor vi får at vide, hvis der er noget bestemt i dag, for eksempel at du kom i dag,” siger Simone Christensen. ”Praktisk info, hvis en port er i stykker, og hvad har de kørt på dagen i går. Bagefter tjekker vi lige alt vores udstyr,” tilføjer Laura Krøjer.
Hele stationen i sig selv er ret ny, så de skal lige lære hinanden at kende. Et mantra er: Kan du teorien, så kan vi nemmere lave om på praksis.
Fysisk træning
Hver dag fra 14 – 15 er der træning. En brandmand skal være i form, så træning er en obligatorisk del af arbejdsdagen. To gange om året bliver det testet. Enten skal de kunne løbe 2.400 m på 12 minutter eller ro 2000 meter på otte eller ni minutter. Tiden afhænger af vægten “hvor meget man har at trække med,” forklarer Bianca Putri, der helt tydeligt er den stærkeste i gruppen. “Ja, jeg har endnu ikke mødt en mand her på stationen, der kan bænke mere end mig,” griner hun. Bianca Putri er både røgdykkerinstruktør, brandforløb- og overtændingsinstruktør og SINE-instruktør.
Efter 15:30 (torsdag og fredag allerede fra kl 15:00) og hele weekenden er det udelukkende beredskabstid. Fri leg. Her skal man altså ”bare” være klar til at rykke ud på de 60 sekunder.
“Vi er altid det samme vagthold. 1 og 2 kører samtidig, 3 og 4 køre sammen, forklarer Nadia Dalgas. “Det passer med, at vi er seks hold og minimum en pige pr. hold. Så der altid er mindst to samtidig på vagt,” tilføjer Laura Krøjer.
Hvad rykker I ud til?
Alt hvad der hedder brand, redning, kemiuheld, færdselsuheld, redningsopgaver, der kan være redning af både mennesker og dyr. Højderedning og bjærgning – redning i vand, gyllespild, lænsning, væltet grisetransport, oversvømmelse, frigørelse…
“Frigørelse er blevet mindre nu, end det var for år siden, bare siden jeg startede i ’17 som deltidsbrandmand,” forklarer Sofie Faurbye og fortsætter: “Hvis du kan komme ud af bilen selv, så skal du gøre det selv, sådan var det ikke tidligere, hvor vi klippede dem fri.” Nadia Dalgas tager over: “Så er der rebredning – det betyder, at hvis du fx sidder fast i en mast eller et andet højt sted, så kan vi lave rebredning.” Generelt højderedning bliver mere udbredt, det skyldes bl.a. at der er flere høje bygninger og dermed også høje stilladser.
I snit er der udrykning halvanden gang pr. døgnvagt. “Vi havde en nat med tre udrykninger, andre gange er der ingen,” siger Simone Christensen.
Har i oplevet sexisme?
”Mener du, når en af drengene er ved at lave mad, og man så lige går forbi og spørger, er du sikker på, at der skal så meget af det der i, så bliver de helt insecure… det er så sjovt,” siger Laura Krøjer. De griner indtil Bianca Putri slår fast: “Det handler om at udnytte hinandens styrker, og det handler om at have hinandens ryg. Vi skal stole på hinanden for vores liv afhænger af det.”
“Måske er kædesaven nogle gange lidt tung at starte, så får jeg en af mændene til at gøre det”, siger Simone Christensen. “Men så er det kun en af os, der kan komme ned i en brønd, hvor en hund er faldet i, fordi der er smalt,” siger Laura Krøjer.
Ingen af kvinderne har oplevet noget på stationen, ”men jeg har oplevet noget en gang tidligere. Jeg hoppede ud af tankvognen, og en siger: Kan sådan en lille pige godt finde ud af håndtere sådan et stort vilddyr, så sagde jeg: kan sådan en gammel mand godt finde ud af at lukke røven. Klip til, at vi senere bliver kollegaer. Han undskyldte for det, og endte med at være en af dem, jeg kom bedst ud af det med, fortæller Nadja Dalgas.
“Vi er meget sammen, så vi kender hinanden godt. Det kan være anderledes, når man kommer ud til en redning. Folk er ikke vant til, at det er kvinder, så kan der godt komme en kommentar eller to, men jeg har ikke oplevet noget ubehageligt,” siger Sofie Faurbye.
