Nej FOA, vi skal ikke gamble med ambulancebehandleruddannelsen

FOA vil flytte en af de mest velfungerende erhvervsuddannelser i Danmark.

De vil have, at uddannelsen skal kategoriseres som en sundhedsfaglig uddannelse i stedet for at være et transportfag, som er placeret under Transporterhvervets Uddannelser (TUR). Sådan skriver organisationen i Altinget.

Det er vi helt uenige i.

For det første er uddannelsen unik og fungerer fantastisk godt. Vi anser det for at være en ambulanceuddannelse, som er placeret under TUR. Ambulancebehandleruddannelsen er nemlig udviklet i TUR-regi, og man skal have historikken med for at forstå, hvorfor uddannelsen er blevet en stor succes.

For det andet skriver FOA i indlægget, at vi kalder det et transportfag. Det gør vi ikke. Vi kalder det et redderfag. Der er tale om ambulancebehandlere, der har en ambulancebehandleruddannelse.

De uddannede har fået sundhedsfaglige kompetencer

Jeg er formand for Brancheudvalg for Ambulance og redning i Transporterhvervets Uddannelser (TUR), der som fagligt udvalg har ansvaret for ambulancebehandleruddannelsen. Det ved Thomas Brücker godt, for han sidder selv i udvalget.

Thomas og jeg er i øvrigt to ud af seks medlemmer i udvalget, der har kørt ambulance. For mit eget vedkommende igennem 19 år. Det er netop den erfaring, jeg trækker på, når vi udvikler uddannelsen, men det er ikke min erfaring alene.

I forbindelse med udvikling og etablering af den nuværende ambulancebehandleruddannelse i 2017 til 2018 nedsatte det faglige udvalg for uddannelsen – hvor FOA og Danske Regioner også var repræsenteret – en arbejdsgruppe, der skulle sikre, at alle relevante interessenter fik indflydelse på indholdet og strukturen i den fremtidige uddannelse.

Deltagerne i arbejdsgruppen bestod blandt andet af repræsentanter fra arbejdstagerside, FOA og 3F, arbejdsgiverside, Dansk Erhverv og Danske Regioner, og Sundhedsstyrelsen.

Kommissoriet for arbejdsgruppen var primært, at der skulle fokuseres på de sundhedsfaglige kompetencer. Det skulle sikre, at eleverne fik de nødvendige sundhedsfaglige kompetencer, og den nødvendige sundhedsfaglige identitet inden for rammerne af erhvervsuddannelsessystemet, og i forhold til kravene i bekendtgørelse om ambulancer og uddannelse af ambulancepersonale. Arbejdsgruppen var således med til at beskrive kompetencemålene for uddannelsen.

Det, vi har haft succes med, er at skabe en ambulancebehandleruddannelse, som uddanner ambulancereddere, der har nøjagtig de kvalifikationer, der skal til for at løse de livsvigtige ambulanceopgaver.

Folk bliver i jobbet efter uddannelse

Ambulancebehandlerne er dygtige, og når vi spørger aftagerne, ambulanceoperatørerne, så er der meget stor tillid til ambulancebehandlernes kompetencer og evner. Spørger vi de måske vigtigste, nemlig patienterne, så viser undersøgelser at 92 til 93 procent er i meget høj grad trygge ved ambulancepersonalets håndtering af situationen. Det viste Defactum-undersøgelsen fra 2020.

Succesen måler vi ud fra følgende parametre: Hvor tilfredse er aftagerne, og hvor tilfredse er de erfarne kollegaer, som de nyuddannede ambulancebehandlere ender med at sidde ved siden af i ambulancen under udrykning. Alle involverede parter udtrykker tilfredshed med ambulanceredderne, det gælder også på hospitalerne.

Kigger vi så på selve uddannelsen, så er der næsten intet frafald, hverken undervejs i uddannelsen, eller når ambulanceredderne er fuldbefarne. Vi ser ikke det praksischok, som i andre uddannelser, blandt andet visse sundhedsuddannelser, hvor op i mod 25 procent af en årgang er væk inden, de får deres første årslønning.

Det vil være en stor glæde, hvis vi kan virke som inspiration for eksempelvis sundhedsuddannelserne. Vi kunne måske endda ligefrem tilbyde at lave en workshop, så vi kan videregive vores erfaringer.

Vi risikerer at tabe uddannelsen på gulvet

Med andre ord: Løsningen er altså ikke at trække en velfungerende erhvervsuddannelse ud af den ramme, som den fungerer godt i. Tværtimod vil en unødvendig handling give en betragtelig risiko for, at vi ødelægger en god erhvervsuddannelse.

Vi har skabt en af de bedste erhvervsuddannelser i Danmark. Det er vigtigt at forstå, hvordan det lykkedes: Oprindelig var ambulanceopgaven en transportopgave, men da man indså at flere liv kunne reddes, hvis man satte ind med behandling på ulykkesstedet og fortsatte behandlingen under transporten til hospitalet, så var vi nødt til at udvikle uddannelsen fra en kort AMU-uddannelse til en fireårig erhvervsuddannelse. Vi har løbende udviklet uddannelsen, og det har vi ikke gjort i blinde.

At flytte uddannelsen til et andet sekretariat vil ikke gøre noget godt. Tværtimod risikerer vi, at uddannelsen bliver tabt på gulvet.

Ny analyse peger på behov for kompetenceløft i den liggende sygetransport

Analysen, der er udarbejdet af Moos Bjerre A/S for Transporterhvervets Uddannelser (TUR), afdækker det nuværende kompetenceniveau for det personale, der udfører ikke-behandlingskrævende liggende sygetransport, og i hvilket omfang der er opstået nye kompetencebehov.

Analysen peger bl.a. på, at den manglende lovgivning og de manglende nationale standarder på området har skabt forskelle mellem regioner med hensyn til ST-opgaver og forventninger til ST-reddere. Det har medført, at der er uensartede praksisser og kvalitetsniveauer regionerne i mellem.

Analysen viser, at der er behov for at få løftet følgende kompetencer hos ST-redderne:

  • Basal sygdomslære
  • Indsigt i typiske patientgrupper
  • Grænser for egne kompetencer
  • Kommunikation
  • Journalføring
  • Forflytning og hygiejne
  • Overvågning og måling
  • Mindre behandlende aktiviteter
  • Udrykning og nødbehandling

Analysen konkluderer derudover, at det nuværende AMU-kursus er utilstrækkeligt, og at der er behov for en omfattende revision af kurset med fokus på standardisering, styrkelse af praktisk erfaring og tilpasning af uddannelsens indhold og varighed.

Analysens fokus er på, hvilke kompetencebehov der er, og ikke hvordan man bedst tilpasser eller indretter et uddannelsestilbud til at dække det eksisterende kompetencebehov. Der tages således ikke stilling til, hvordan en ny eller revideret uddannelse skal se ud.

”Jeg mener, at analyse viser, at der er behov for et markant uddannelsesløft i den liggende sygetransport. I Reddernes Udviklingssekretariat arbejder vi for, at det nuværende 20-dages AMU-kursus ændres til en kort erhvervsuddannelse,” siger Flemming Bjørn Overgaard, formand for Reddernes Udviklingssekretariat.

Baggrund for analysen

Baggrunden for analysen er, at den liggende sygetransport oplever en stigning i antal kørsler, særligt de mere komplicerede kørsler, som kræver mere viden om sygdomme, konflikthåndtering og pårørende. Det skyldes dels at presset på ambulancetjenesten stiger pga. en stigning i antallet af 112-opkald og derfor markant stigning i antallet af særligt A og B kørsler, men også C og D kørsler.

ST-reddere har over tid ændret profil. Førhen var hovedparten af redderne i ST-tjenesten tidligere ambulancefolk, som derved kunne løfte flere opgaver end kursusbeskrivelsen for ST-reddere angiver. I dag er langt størstedelen af ST-reddere personer, som har taget et 20-dages AMU-kursus og som ellers har en anden erhvervs- og/eller uddannelsesmæssig baggrund.

Du kan læse en pixi-udgave af undersøgelsen her

Du kan læse hele undersøgelsen her

2023 i Reddernes Udviklingssekretariat

2023’s to store begivenheder for Reddernes Udviklingssekretariat var Folkemødet i Allinge på Bornholm i juni, og akutkonferencen DEMC10, der blev afholdt i København i begyndelsen af november ’23. DEMC10 DEMC10 – Danish Emergency Medicine Conference – den tiende i rækken af akutkonferencer i Danmark, som i øvrigt er Nordeuropas største akutkonference. Reddernes Udviklingssekretariat har været medarrangør af i mere end 10 år.

I 2023-udgaven kunne man blandt andet møde Jonas Egebart, direktør for Sundhedsstyrelsen, der fortalte om akutområdets muligheder og potentialer i det samlede sundhedsvæsen. Fra Kolding og Sygehus Lillebælt om forsøgene med fremskudte visitationsenheder. Rasmus Lyngby fortalte om det præhospitale forskningsfelt, mens Stefan Fyhn, der er en del af RUS, var med i panelet om Min bedste fejl i akutafdelingen.

De eneste på Folkemødet

Reddernes Udviklingssekretariat er de eneste, der sætter sygetransport på dagsordenen! Ingen andre steder i det samlede program for Folkemødet optrådte ordet sygetransport end hos Reddernes Udviklingssekretariat. Igen i år var vi en del af Det Fælles Sundhedstelt og havde fået lov til at have åbningsdebatten. Derudover havde vi en stand i teltet og en time med Fortællinger fra forsædet af et udrykningskøretøj. Fortællingerne kan du genopleve her og debatten kan du gense her.

I programmet for Folkemødet var der ti arrangementer, hvor ordet ambulance indgik i beskrivelsen. De ni var Reddernes Udviklingssekretariat enten arrangør af eller deltager i.

Den politiske dagsorden

Politiske møder, det vil sige face-to-face møder med de respektive ordførere i Folketinget er en løbende aktivitet i sekretariatet. Her præsenterer vi de forskellige dagsordner og konkrete tiltag, som vi gerne vil have politikerne til at arbejde med. I løbet af 2023 mødte formanden for Reddernes Udviklingssekretariat, Flemming Bjørn Overgaard, blandt andre: Jens Henrik Thulesen Dahl, der er sundhedsfører for Danmarksdemokraterne; Louise Brown, som er sundhedsordfører for Liberal Alliance og Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokratiet. Derudover deltog bl.a. Peder Hvelplund fra Enhedslisten i vores debat på Folkemødet, i øvrigt sammen med Jonas Egebart, der lidt efter Folkemødet blev udnævnt til Søren Brostrøms afløser som direktør i Sundhedsstyrelsen.

Referencegrupperne

Referencegrupperne fortsatte med hver deres målsætninger, som er:

Arbejdet i referencegrupperne blev opsummeret på en fælleskonference for alle referencegruppemedlemmer. Reddernes Udviklingssekretariat har som bekendt fem referencegrupper, der arbejder inden for ambulance, brand, assistance (autohjælp), liggende og siddende sygetransport.

Politisk kommentator Hans Engell indledte fælleskonferencen med et oplag om den aktuelle situation i dansk politik og hvilke muligheder referencegrupperne og Reddernes Udviklingssekretariat har for at påvirke den politiske debat.

Podcast og workshops

I foråret 2023 rundede antallet af downloads af podcastserien Redderne 3.000. Serien handler om vendepunkter i reddernes arbejdsliv (Lyt med her).

Reddernes Udviklingssekretariat udgiver også en anden podcast – Sygetransport (Lyt med her). I ’23 publicerede vi fire nye afsnit, der handlede om KOL, forflytning, hjertestop uden for hospitalet og bariatriske patienter, det vil sige patienter med en BMI over 35.

På vej i 2024

I 2024 vil Reddernes Udviklingssekretariat igen være at finde på Folkemødet – vi opruster for at skabe mere indflydelse på den politiske proces.

Arbejdet med branchevejledningerne for både sygetransport og ambulance fortsætter – de første udkast er på trapperne i begyndelsen af året. Podcastserien Sygetransport vender også tilbage i løbet af 2024. Desuden flere workshops rundt om i landet. Således var der ergonomiske workshops i Dalum på Fyn og i Fredericia. Følg med her på vores hjemmeside og i nyhedsbrevet, som du kan tilmelde dig herunder artiklen.

På den politiske scene, skal Folketinget i februar behandle et beslutningsforslag fra Louise Brown og Liberal Alliance om, at ambulanceredderne skal have adgang til Det Fælles Medicinkort (FMK) og CAVE (register over lægemidler, som en patient ikke bør få, typisk på grund af allergi).

Sekretariatet fortsætter de politiske møder i 2024.

Godt nytår!

UTH’er – utilsigtede hændelser – en guide for reddere

”Utilsigtede hændelser er ikke noget man skal være bange for, det er sanktionsfrit at rapportere. Formålet er læring, så vi som sundhedspersoner ikke gentager de samme fejl,” indleder Rikke Mørch Jørgensen, der er afdelingslæge i Styrelsen for Patientsikkerheds afdeling for Læring og Kommunikation. Hun arbejder til daglig med de utilsigtede hændelser.

”Ingen af de oplysninger du skriver i en UTH kan bruges imod dig! Det er i kontrast til klagesystemet, og derfor er vi placeret i hver sin styrelse på hver sin adresse,” siger Rikke Mørch Jørgensen.

I 2022 blev der rapporteret 368 utilsigtede hændelser fra det præhospitale område, herunder ambulancer og visitation.

§ 201. Den rapporterende person og de sundhedspersoner, der indgår i en rapportering, kan ikke som følge af rapporteringen underkastes disciplinære undersøgelser og foranstaltninger af arbejdsgiveren, tilsynsmæssige reaktioner af Styrelsen for Patientsikkerhed eller strafferetlige sanktioner af domstolene.

Bekendtgørelsen af sundhedsloven
Kapitel 61 – Patientsikkerhed og læring  

”Når noget går galt i forbindelse med sundhedsfaglige opgaver, kalder man det en utilsigtet hændelse. Det er en hændelse, som har eller kunne have haft konsekvenser for patienten i forskellig grad. Man kalder det utilsigtet, fordi det ikke var hensigten, at det skulle ske,” forklarer Rikke Mørch Jørgensen.

En utilsigtet hændelse kan være mange forskellige ting!

Det omfatter fx ambulancekørsel til forkert adresse, mangelfuld overlevering af patientoplysninger, men også tekniske svigt af devices, der er løbet tør strøm og derfor ikke kan anvendes i situationen. Herunder gennemgår vi nogle af de grundlæggende spørgsmål, som utilsigtede hændelser rejser for ambulancereddere.

Derfor og sådan gør du

Hvorfor skal jeg rapportere utilsigtede hændelser?

Når du rapporterer UTH, er du med til at forbedre patientsikkerheden.
Formålet med at rapportere UTH er nemlig at forebygge, at en lignende hændelse sker igen. Når I rapporterer UTH på din arbejdsplads, bliver det synligt, hvor der er risiko for patientsikkerheden, og hvor I kan arbejde med at lære af og forbedre det, der ikke gik, som det skulle.
Utilsigtede hændelser kan derfor være et værktøj til fx at se, hvor man skal sætte ind og ændre arbejdsgange og bestemte måder at gøre noget på.

Hvem skal rapportere?

Alle, der udfører sundhedsfaglige opgaver i deres arbejde, har pligt til at rapportere UTH.

Du har pligt til at rapportere UTH, hvis du:

  • Er autoriseret sundhedsperson. Det er ambulancereddere (senest medio 2024)
  • Ikke er autoriseret sundhedsperson, men udfører sundhedsfaglige opgaver som fx ST-reddere i nogle tilfælde gør.

Du må også gerne rapportere UTH, selvom du ikke hører ind under en af de grupper, som har pligt til at rapportere.

Pligten til at rapportere gælder i situationer, hvor:

  • Du selv er involveret i en UTH.
  • Du bliver opmærksom på eller oplever en UTH, som andre er involveret i.
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

Hvilke hændelser skal jeg rapportere?

Du har pligt til at rapportere utilsigtede hændelser, som:

  • Har bidraget til eller medført alvorlige eller dødelige konsekvenser for patienten/borgeren.
  • Kunne have bidraget til eller medført alvorlige eller dødelige konsekvenser for patienten/borgeren.
  • Efter en konkret vurdering kan bidrage til læring og forbedring af patientsikkerheden, selvom konsekvenserne af de enkelte utilsigtede hændelser ikke er eller kunne have været alvorlige eller dødelige for patienten.
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

Hvad sker der, når jeg har rapporteret?

Når du rapporterer en UTH, bliver den i første omgang bearbejdet lokalt – altså der, hvor den er sket. Her vil den UTH-ansvarlige gennemgå hændelsen for at finde ud af:

  • Hvad der er sket
  • Hvordan det kunne ske
  • Hvordan en lignende hændelse kan forebygges.

Hvis du har skrevet dine kontaktinformationer, da du rapporterede hændelsen, har den medarbejder, som har ansvar for at analysere hændelsen, mulighed for at kontakte dig, hvis der er brug for uddybende informationer.

Det er ikke sikkert, at du bliver kontaktet, og du får ikke besked om, hvad der er sket af ændringer ud fra netop din beskrivelse.

Når hændelsen er blevet bearbejdet lokalt, bliver den i anonymiseret form sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Alle de rapporterede UTH’er kan fortælle Styrelsen for Patientsikkerhed, om der er mønstre og tendenser på tværs af landet, der kræver særlig opmærksomhed og kan sættes fokus på med fx nationale tiltag og kampagner.

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

3 minutter om utilsigtede hændelser?

Styrelsen for Patientsikkerhed har publiceret videoen herunder, hvor du får forklaret UTH-ordningen på tre minutter. Videoen henvender sig til alle, der har pligt til at rapportere utilsigtede hændelse:

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed
https://stps.dk/sundhedsfaglig/viola-viden-og-laering/utilsigtede-haendelse

Ambulancebehandlere skal have adgang til flere sundhedsdata

Louise Brown – sundhedsordfører fra Liberal Alliance har fremsat et beslutningsforslag, der vil give autoriserede ambulancebehandlere og ambulancebehandlere med særlig kompetence adgang til Det Fælles Medicinkort og CAVE.

“Jeg har løbende modtaget flere henvendelser fra forskellige reddere om den manglende adgang til vigtige oplysninger i de akutte situationer, hvilket har fået mig til at stille forslaget om adgang til både Det Fælles Medicinkort og CAVE,” siger Louise Brown.

”Jeg har tillid til, at når redderne beder om det her, så er det, fordi det vil gavne i deres job,” siger Louise Brown og fortsætter: “Det er tåbeligt, at vi stiller forhindringer i vejen for en hurtig og effektiv indsats i den akutte indsats. Hvis redderne fx kommer ud til en akutpatient, som ikke selv er i stand til at tale, så er det unødvendigt bureakrati, hvis man skal vente på besked fra en læge i stedet for selv at slå op, hvad den pågældende patient kan tåle,” forklarer Louise Brown.

Reddernes Udviklingssekretariat arbejder målrettet med at udvikle ambulancereddernes arbejdsforhold. Ambulancepersonalet har ikke adgang til elektroniske patientjournaler så som Det Fælles Medicinkort. Når ambulancepersonalet rykker ud til kritisk syge eller tilskadekomne personer, har de ikke altid mulighed for at spørge ind til patientens sygdomshistorik eller medicin. Derfor arbejder Reddernes Udviklingssekretariat for, at ambulancebehandlere og paramedicinere får adgang til relevant sundhedsdata. Forslaget fra Louise Brown og Liberal Alliance er et vigtigt skridt i den retning.

Beslutningsforslaget bliver ifølge planen 1. behandlet i februar 2024. Du kan læse beslutningsforslaget i sin helhed her.

Louise Brown deltog i Reddernes Udviklingssekretariats paneldebat med titlen Akuthjælp til ambulancetjenesten. Se debatten her.

”Ambulancefolk lever af at kunne handle hurtigt”

”Fordelen ved at være den første er jo, at konkurrencen om stillingerne ikke er særlig stor. Til gengæld er der tæt på ”nul stillinger”, der kræver en paramediciner med en ph.d. – så jeg skal opfinde og byde ind. Det giver et stort pres og ansvar og en meget stor frihed,” indleder Rasmus Lyngby, da Reddernes Udviklingssekretariat spørger Danmarks først og hidtil eneste ph.d.-paramediciner, hvad sådan en egentlig laver?

På samme måde som Rasmus Lyngby selv fandt vejen igennem uddannelsessystemet til en ph.d., finder han nu selv vejen igennem til stillingerne for en paramediciner med en ph.d. ”for de er der ikke, stillingerne – de er ikke defineret, og det kommer også til at gælde de bachelorer, vi får hjem fra Future Paramedic programmet. Deltagerne er blandt andet valgt efter en pionerånd og skal selv være med til at skabe deres og fagets muligheder bagefter,” forklarer Rasmus Lyngby. Dermed bevæger vi os for alvor ind på den bane, der handler om, hvad en ph.d.-paramediciner foretager sig til dagligt.

”Den akademisk tilgang handler om processen, bearbejdning af data, analysen og diskussionen af det, man undersøger.”

I øjeblikket er han projektleder – ansat i Region Hovedstaden – for Future Paramedics, der er støttet af Trygfonden i samarbejde mellem de fem regioner, Falck, Norsk Luftambulance og PreMed. 17 danske paramedicinere får en irsk bachelorgrad i Paramedic Studies fra Limerick University.

Baseret på egne erfaringer

”Ambulancefolk lever af at kunne handle hurtigt! Vi skal hurtigt kunne beslutte og vælge ved fx et færdselsuheld, hvem skal vi først behandle, hvem kan vente lidt. Det er en sort-hvid verden, succes eller fiasko. Det harmonerer dårligt med den akademiske metode. Den akademiske verden er næsten det modsatte: Meget mere nuanceret, eftertænksom og reflekterer over problemstillinger. Omvendt minder uddannelsen til Ph.d. på sin vis meget om uddannelsen til at blive ambulancebehandler: Det er meget ”sidemandsoplæring” afbrudt af perioder med undervisning,” forklarer Rasmus Lyngby.

”Konkret gav det mig en formel evne til at reflektere og forholde mig til egen praksis. Man skal også kunne foretage litteratursøgning, afgrænse et problemfelt etc. Tilegne mig den akademiske approach og kunne begynde at forholde mig til problemstillinger – reflektorisk – blev i stand til at grave dybere ned i en problemstilling ved at følge de akademiske spilleregler. Den akademiske metode… holde tungen lige i munden,” uddyber Rasmus Lyngby og fortsætter:

”Ud over refleksionen, så er det også en personlig udvikling, man vokser i det, ser sammenhænge og afledte konsekvenser – det gør noget ved ens måde at tænke på.”

4 x 4 x 4

Et projekt afledt af Rasmus Lyngsbys ph.d.-afhandling mundede ud i Pit Crew modellen, som blev introduceret i 2022.

Formålet med hans afhandling var at undersøge kvaliteten af hjerte-lunge-redning leveret af professionelle ambulancereddere, og om denne kvalitet kan forbedres ved at implementere real-time feedback under genoplivningsforsøget og en mundtlig post-event debriefing procedure udført af teamlederen baseret på de faktiske begivenhedsydelsesdata. Du kan læse om Pit Crew her.

”Som ambulanceredder tænker man ofte meget kategorisk – det ligger jo i opgaven. Vi træffer nogle svære valg i afgørende og tidspressede situationer. Der ikke altid tid til et for eller i mod når en patient er kritisk syg eller tilskadekommen.”

Hvad er en ph.d. egentlig?

En ph.d. er en grundlæggende forskeruddannelse, som sætter den studerende i stand til selvstændigt at drive forskning. ”Så egentlig er jeg bare en paramediciner, der er i stand til – formelt set – selvstændigt at drive forskning,” siger Rasmus Lyngby.

”Ph.d.-uddannelsen er verdens bedste projektlederuddannelse, synes jeg. Man får lov til at planlægge projekter, gennemfører undersøgelser, analysere, evaluere og alt hvad der ellers er en del af et projekt,” forklarer Rasmus Lyngby, der kan deltage i eller selv definere forskningsprojekter. ”Med min ambulancebaggrund som paramediciner, kan jeg nu innovere præhospitalt,” siger ph.d.en.

Rasmus Lyngbys vej til en ph.d.

Dimitterede som ph.d. i december 2022 fra Kingston University i London.

Vejen til en forskeruddannelse som paramediciner, det vi kalder en ph.d. i daglig tale, gik over to britiske universiteter. Først en bachelorgrad på universitetet i Coventry, tæt på Birmingham, og senere et par års studier ved det skotsk universitet i Stirling, lidt nord for Edinburgh. Herefter fire år på Kingston University i London.

Fra 2008 – 2017 var Rasmus Lyngby ambulancebehandler og paramediciner hos Falck i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Hvad er Future Paramedics?

Future Paramedics er et 2-årigt nationalt pilotprojekt i et offentligt-privat samarbejde. Projektet har deltagelse af de fem regioner og de private ambulanceselskaber – Falck, Norsk Luftambulance og PreMed – der driver offentlig ambulancetjeneste. Projektet er støttet af TrygFonden.

De 17 deltagere i projektet er indskrevet på det 2-årige forløb Bachelor of Paramedic Studies på det irske Limerick University.

Uddannelsen består af fire semestre fordelt på otte moduler. Undervisningen er online-baseret med ét fremmødemodul af ca. en uges varighed hvert semester. Derudover vil der blive afholdt et antal seminarer i Danmark.

”Future Paramedics projektet blev skabt da jeg ønskede at flere kolleger fik muligheden for at bygge videre på deres ambulanceuddannelse med en bacheloruddannelse, præcis som jeg gjorde det tilbage i 2016,” siger Rasmus Lyngby.

Forflytning – sådan gør du

”Tal om det, planlæg forflytningen, spørg patienten og sørg for at have plads til at arbejde på,” så er du godt i gang med en god forflytning,” forklarer Camilla Rihn Ellegaard Eilertsen, der er ST-instruktør for Falck i Region Hovedstaden og uddannet forflytningsvejleder.

For ST-reddere er forflytning af patienter fra fx seng til båre, en daglig udfordring med en indbygget risiko: Gør man det forkert, så risikerer man at det går ud over patienten og en selv. Men gør man det rigtigt, så ”jeg har ikke haft en eneste skade i mine 11 år i den liggende sygetransport,” siger Camilla Rihn Ellegaard Eilertsen og fortsætter: ”Jeg er aldrig blevet skadet af en forflytning, det handler om at planlægge sin opgave, og det er det, vi har tid til i ST. Det har man fx ikke altid, hvis det er akut i ambulancen.”

De grundlæggende regler

”Helt grundlæggende regler, så skal fødderne, knæene og næsen vende samme vej. Så man altid har en lige kropsstilling. Det er en af de små ting, man kan gøre i sin hverdag, også ved nogle af de forflytninger, der ikke er efter bogen, for dem har vi også hver dag,” forklarer forflytningsvejlederen. ”Vi arbejder ude i folks hjem, og det er sjældent at tingene er optimale. For at få det bedste ud af det, så kan man hjælpe sig selv til at undgå at blive slidt.”

Lyt til podcasten Ligggende sygetransport

Du kan lytte til podcasten Liggende sygetransport, der hvor du plejer at høre podcast eller ved at trykke på dette link.

Udnyt patientens ressourcer og udnyt omgivelserne, du befinder dig i

”Hvis de kan noget som helst selv, så udnytte det. Spørg fx om Fru Jensen selv kan sætte sig op, i stedet for at tage fat i hende. Få afdækket, hvad patienten selv kan. Og kan patienten fx ikke selv sætte sig op, så kan hun nok heller ikke selv stå på benene. Så det er en god måde at afdække, om det er relevant, det patienten siger. For hvis de ikke gør tegn til, at de kan sætte sig op – det kan godt være, de skal have en hånd, men gør de ikke selv tegn til at sætte sig op, så kan de nok heller ikke stå. Så er de nok ikke relevante omkring det. Og det er der, hvor redderne risikerer at få et knæk i ryggen. Fordi man så tager fat i fru Olsen, når hun skal op at stå, som hun har sagt, hun kan, men så kan hun ikke.”

Det kan også være patienten skal flyttes til kanten af sengen: ”Hvis der er behov for hjælp til det, så læg et glidestykke ind under trykpunktet, det vil typisk være under numsen, køre hovedgærdet ned af og eventuelt benenden lidt op. Guide dem til, hvad du gerne vil have dem til.”

”Brug de hjælpemidler der er – dem vi har med selv. Glidestykke og glidebræt – de er altid ved hånden. Det er vores ven, når de skal fra båre til stol og stol til båre og længere op eller ned i sengen, eller hvad de nu end skal. Det mindsker sliddet på vores skulder, men det er faktisk også mere rart for patienten, for det der med, at vi bare tager fat i armen eller under armen uden videre, det er faktisk ikke særligt rart.”

Det er helt lavpraktisk – enkel planlægning

”Planlægning er helt lavpraktisk. Når man kommer ind i rummet, kig rundt, hvad har vi af plads, kan vi gøre noget for at skabe bedre plads, kan vi få båren helt op til sengen, skal vi eventuelt flytte noget, måske flytte sengen, hvis det er en seng med hjul. Så gør klar, så du får de helt optimale arbejdsforhold.”

Helt lavpraktisk: ”Hvis du kan få båren med ind, så kør den til, lås hjulene og kør sengen helt op til, hvis det er en plejeseng. I stedet for at køre båren helt tæt på, for så kommer du til at løfte i båren for at få den helt tæt på. Parkerer du den, låser hjulene og kører plejesengen helt op til, så har du ikke brugt nogle kræfter på det. Det er en af de mange små ting, man kan gøre for at gøre det nemmere, så igen… sæt båren så benenden af båren er længere nede end sengen, fordi patienterne altid vil glide længere ned, når de kommer over på båren.”

”Helt generelt så tal om forflytning i dagligdagen med din kollega, tænk højt og inddrag patienten. Der er en del kultur i det her – sådan plejer vi at gøre – men taler vi om det, så kan vi ændre vores kultur omkring forflytning, og det vil både være til patientens og vores egene fordel,” slutter Camilla Rihn Ellegaard Eilertsen.


De fem forflytningsprincipper?

  1. Det naturlige bevægemønster. Det er minimere gnidningsmodstanden ved at bruge patientens ressourcer, måske kan patienten hjælpe en lille smule til ved at løfte sig op.
  2. Trykpunkterne er hoved, numse, hælene – der hvor kroppen hviler tungest. Nedsæt gnidningsmodstanden – her bruger vi et glidestykke koncentrer vægt og træk direkte på glidestykket.
  3. Bådprincippet er en gammel teknik, som går ud på at samarbejde med de fysiske love. Bådprincippet bygger på viden om både det naturlige bevægemønster og trykpunkter.
  4. Vægtstangsprincippet: jo længere væk fra omdrejningspunktet, du arbejder med tunge ting, jo mindre kraft skal du bruge. I en forflytning skal du bruge mindre kraft og fysisk anstrengelse, hvis du fx bruger patientens lårben som vægtstang, når du skal vende patienten.
  5. Brug patientens ressourcer som tidligere beskrevet, og brug patientens ressourcer under forflytningen.

De syv gyldne regler

  • Udnyt borgerens egne ressourcer.
  • Brug de hjælpemidler, du selv har med.
  • Rulle, trække og skubbe patienten – undgå løft.
  • Vær enige om, hvad der skal ske – både reddere imellem, men patienten skal også være med på, hvad der skal ske.
  • Pas på pludselige hændelser.
  • Bed om hjælp hos personalet på sygehuset eller plejehjemmet.
  • Tænk kreativt.
  • Husk du må ikke bruge hjælpemidler, du ikke selv har haft med. Plejehjemmets eller sygehusets hjælpemidler skal betjenes af deres personale.

Pas på de fem benspænd

Fem typiske benspænd kan forvandle en forflytning til noget uheldigt. De fem benspænd er vaner, travlhed og stress, dilemmaer, usikkerhed og patientens tilstand.

Vaner: Uheldige vaner kan gøre, at du ikke forholder dig til den konkrete situation. Tal om forflytning i dagligdagen, så ændres kulturen og vanerne omkring det at forflytte patienter.

Travlhed og stress: Har du for travlt eller er for stresset i situationen, så går det let galt. Brug den tid, det kræver at forberede og gennemføre forflytningen. Der vil blive meget mere travlt, hvis det ikke går godt.

Dilemmaer: Opstår når redderen oplever, at hensynet til patienten vejer tungere end hensynet til eget arbejdsmiljø. Husk, at du ikke kan hjælpe nogen, hvis du selv er skadet.

Usikkerhed: Der er ofte flere ting, som spiller ind, når man står i en patients hjem. Forholdene er sjældent optimale.

Patientens tilstand: Måske er patienten ikke helt relevant, det kan skyldes demens eller andre forhold, der gør, at patienten har modstand på at blive forflyttet. Derfor tal med patienten og vurder, hvor relevant patienter er. Er du stadig usikker, så tal med personalet på det pågældende sted, de kender sandsynligvis patienten bedre og kan afklare patientens reelle tilstand.

___


Hvis du vil vide mere, så se læs videre her:

Branchearbejdsmiljørådet for Social og Sundhed har lavet denne forflytningsguide.

Gode forflytningsmetoder giver mindre belastning på kroppen på denne hjemmeside

Specifikt om de grundlæggende principper

Forflytningsguiden på GODTARBEJDSMILJØ.DK

 

Jeg er tørstig på mere

Efter to og et halvt år i den siddende sygetransport, skiftede Alexander Steen Lund Hansen til den liggende sygetransport for halvandet år siden. Det krævede, at han tog AMU-kurset Ikke-behandlingskrævende liggende patientbefordring. Reddernes Udviklingssekretariat har mødt Alexander til en refleksion over den personlige udvikling, som blev mulig igennem Reddernes Uddannelses- og Kompetencefond. For måske er der noget at lære af hans erfaringer:

”Jeg møder jo mange fra den siddende sygetransport i løbet af arbejdsdagen i frokoststuerne, på vejen og på sygehusene. De spørger tit: er du glad for det? Jeg svarer altid ja og siger, at jeg synes, de også skal tage det, ikke nødvendigvis fordi de skal skifte job, men fordi det er meget nyttigt, når man arbejder med syge mennesker.”

”Min motivation var helt klart, at jeg ville udfordre mig selv. Særligt i forhold til patienterne,” indleder Alexander Steen Lund Hansen. ”Forskellen på patienterne i den siddende og den liggende sygetransport kan være ret store. Patienterne har brug for en del mere hjælp end i den siddende sygetransport.”

Løn fyldte ikke ret meget i Alexanders overvejelser – det giver lidt mere, og der en lille smule bedre muligheder for at tage ekstravagter, men det var ikke det, slet ikke” siger Alexander og tilføjer: ”Men arbejdet kræver også mere. Man bruger sig selv meget mere i den liggende end i den siddende. Kroppen bruges mere, fordi patienterne er mere syge eller kræver mere støtte i forbindelse med transporten. Man bruger faktisk sin krop en del mere, og mentalt kan udfordringerne være større, når man sidder ved siden af patienten under transporten,” siger Alexander.

Tag kurset selv om du ikke vil skifte

Det at køre SS eller ST er meget learning by doing, man skal lære det på vejen, plejer jeg at sige. 20-dages kurset er en grundsten, man kan træde på, og det ville være meget nyttigt også i den siddende del af sygetransporterne,” siger Alexander. I december 2021 tog Alexander 20-dages kurset – Ikke-behandlingskrævende liggende patientbefordring, der kræves for at køre ST. Derefter gik der ca. et halvt år inden det passede med, at han skiftede til ST-tjenesten på stationen i Tårnby. Kurset er finansieret igennem Udviklings- og Kompetencefonden, som er en overenskomstgode. Det betyder, at man får fuld løn under uddannelsen. ”Det havde jo ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke jeg fik min løn undervejs, så det er virkelig godt, at vi har Kompetencefonden.”

Det at køre SS eller ST er meget learning by doing, man skal lære det på vejen, plejer jeg at sige. 20-dages kurset er en grundsten, man kan træde på, og det ville være meget nyttigt også i den siddende del af sygetransporterne,” siger Alexander.

Som et eksempel på brugbare ting i den siddende, nævner Alexander sygdomslære – ”det har man overhovedet ikke noget af, når man kører siddende sygetransporter, men det burde der være. Så kurset til ST har givet meget, også i dagligdagen som PTR-redder.”

”Mange, der ikke vil eller ikke har lyst til at køre ST – kunne bruge kurset i den siddende sygetransport. Det hjælper med at forstå de forskellige typer af patienter, sygdomslæren, og hvordan man omgås patienter, alt efter hvad de fejler, hvis det fx er en person med demens, så skal man gøre det på en måde. Faktiske er der meget af det, som jeg godt kunne have brugt, da jeg selv kørte i den siddende sygetransport. Jeg nåede jo at bruge det i et halvt års tid, inden jeg skiftede til ST,” siger Alexander Steen Lund Hansen.

Spring ud i det, det er ikke så svært – her er opskriften

”Jeg søgte større udfordringer, jeg havde haft mange gode udfordringer i den siddende, men var ved at være igennem, så derfor fandt jeg nye udfordringer i den liggende sygetransport. Nu må vi se om et stykke tid, måske skal jeg søge ind i ambulancetjenesten – motivationen er flere kompetencer, flere udforinger i hverdagen.”

Dermed er Alexander på vej op ad en trappestige, som Reddernes Udviklingssekretariat gerne ser formaliseret: Vi hæver uddannelsesniveauet i både den siddende og den liggende sygetransport. I den liggende ønsker vi en erhvervsuddannelse, som kan give merit på ambulancebehandler uddannelsen.

”Jeg overvejer det, jeg er tørstig på mere eller flere udfordringer. Det at kunne gøre mere. Sådan tror jeg faktisk mange af de unge i ST har det,” siger Alexander.

”Det tog lang tid for mig at finde ud af, hvad jeg ville bruge mit liv på.”

”Vi har jo to ugers selvvalgt uddannelse om året. Man kan spare op i tre år, så har man seks uger uddannelse. Kurset til ST tager kun fire uger. Jeg er selv i en situation igen, hvor jeg har sparret seks uger op, og de skal bruges for ellers forsvinder de igen, da ugerne til selvvalgt uddannelse kun kan gemmes i tre år,” forklarer Alexander Steen Lund Hansen.

”Jeg møder jo mange fra den siddende sygetransport i løbet af arbejdsdagen i frokoststuerne, på vejen og på sygehusene. De spørger tit: er du glad for det? Jeg svarer altid ja og siger, at jeg synes, de også skal tage det, ikke nødvendigvis fordi de skal skifte job, men fordi det er meget nyttigt, når man arbejder med syge mennesker. Mange ved bare ikke, hvor man skal søge.

Det er faktisk ikke så svært. Du skal gå ind på denne hjemmeside og udfylde ansøgningen. Vil I læse mere om, hvad kompetencefonden er og kan så klik her.

Portræt: 50 år på sprøjten

”Om 14 dage er det tid til den næste test for at forblive brandmand. Det er nok den sidste jeg tager,” siger den 68-årige brandmand. ”Nu kører jeg lige vinterhalvåret igennem, så må vi se. Man kan jo sige, at havde jeg været utilfreds med jobbet, så havde jeg jo nok fundet noget andet at lave,” siger brandmanden, der startede som 18-årige i Stenløse.

Brandfolkene i Stenløse, oktober 1973

Det gælder om at holde sig i form for at kunne blive ved i så mange år: ”Jeg spillede fodbold i mange år – det blev for hårdt for knæene. Vi træner jo som en del af jobbet med øvelserne, men jeg spiller også noget badminton, og her de senere år styrketræning – det er rigtig godt, når man kommer lidt op i årene, så er man nødt til at holde ens form mere ved lige. Jeg kan også godt li’ at cykle og tager gerne et par spinningtimer i løbet af ugen,” forklarer Jan Michael Olsen og fortsætter: ”Når man bliver 68, så kan man da godt mærke, at man ikke er 28 længere, bliver lidt hurtigere træt og har brug for lidt mere tid til at restituere.” Men lad os hoppe 50 år tilbage i tiden:

Fra begyndelsen i 1973

”Da jeg blev 18 kom jeg til at køre brand i Stenløse, men så var der jo værnepligten, hvor jeg kom i søværnet, det gav mulighed for at være brandmand i de perioder, hvor vi ikke sejlede,” indleder Jan Michael Olsen.

I 70’erne blev Jan uddannet på Søværnets Brandskole på Margretheholm i den nordlige ende af Amager. Han tilbragte nogle år i søværnet, hvor han samtidig var brandmand i de måneder, hvor der var landorlov. ”Vi kunne jo være hjemme to til tre måneder ad gange,” siger Jan Michael Olsen, der også var brandmand ombord i Søværnet. Da han gik i land, fortsatte han som falckredder.

16 udrykninger på et døgn

I 1980 blev Jan ansat som redder på brandstationen i Greve og kom med i det daværende SiD, som mange år senere blev til 3F. ”I 80’erne kørte vi 800 brandrykninger om året. Mange flere end i dag. Der var mange gårdbrande og markbrande, på det tidspunkt måtte de jo brande markerne af. Rekorden kom i 1983 eller 84 – der havde vi 16 udrykninger på et døgn,” husker Jan Michael Olsen.

Senere – i 90’erne – trængte det faglige arbejde sig på: ”Vores forhold var ikke ret gode dengang, så jeg blev TR for at gøre noget ved det. Vi havde en dårlig løn og vi havde mange vagter, men det fik vi gjort noget ved, så vi i det mindste fik en ordentlig løn, når de misbrugte os.”

Senere blev Jan Michael Olsen Arbejdsmiljørepræsentant for at forbedre arbejdsforholdene, men denne stafet blev givet videre i 2022. ”Nu har vi jo dygtige folk, der kan afløse, så det skal nok gå,” slår den tidligere arbejdsmiljørepræsentanten fast.

Til lands og til vands og næsten i luften 

Fortiden i søværnet blev relevant i 2010, da Jan blev brandmand i brandslukningsberedskabet til søs: ”Vi skulle flyve ud i helikopter fra Tune ved Roskilde, men jeg nåede jeg at være i beredskab, kom aldrig ud at flyve. En af brandene vi var i beredskab på, var i november 2010, hvor der var brand på Oslo-færgen Pearl of Scandinavia. Det var en bilbrand og sprinkleranlægget havde slukket ilden inden vi nåede at lette,” husker Jan Michael Olsen.

En af de andre gode historier kommer fra ambulancen, hvor han nåede niveau 2 behandler, inden han valgte at fokusere på branddelen: ”Vi blev kaldt ud til en tvillingefødsel engang i begyndelsen af det nye årtusinde. Det skulle gå stærkt og vi fik at vide, at vandet var gået. Da vi nåede frem, var den første født og den anden på vej. Det var jo ikke som i dag, hvor ambulancebehandlere og paramedicinere har lært noget konkret, der kan bruges i situationen. Vores opgave var at få borgerne frem til et sygehus, hurtigst muligt, men det blev lidt svært, når fødslen allerede var i gang. Men vi fik bragt både mor og tvillinger til sygehuset. Den nybagte far sejlede i søværnet, så jeg trak på min erfaring og vi fik kaldt op igennem Lyngby Radio og kunne lykønskede ham samt fortælle, at alt var gået godt,” siger Jan Michael Olsen. Der bliver et øjebliks pause i talestrømmen, så siger han: ”Den gang havde vi jo almindelige radioer, der var hverken mobiltelefonener eller noget af alt det vi har i dag.”

Specialisering af reddernes opgaver

I 2010 stoppede han med at køre ambulance og flyttede til stationen i Lellinge. I 2010’erne kom Jan Michael Olsen også med i Reddernes Udviklingssekretariat i referencegruppen for brand. ”Det var jo for at påvirke den politiske udvikling. Der er sket rigtig meget de sidste 12 – 13 år, en enorm specialisering inden for alle redder-områderne. Da jeg startede, skulle man dårligt nok have et førstehjælpskursus, hvis man fik en tur i ambulancen, men i dag har man forskellige uddannelser alt efter om man kører ambulance, autohjælp eller brand. Førhen kørte vi det hele alt efter hvad der lige var behov for på dagen,” slutter Jan Michael Olsen. Han håber, at det bliver muligt at få nogle timer, når han på et tidspunkt hopper af sprøjten. ”Måske er der noget, jeg kan hjælpe med, bare det ikke er så mange timer og lange vagter, hvor man er væk hjemmefra.”

Jan Michael Olsen var med til at lave denne film om brandfolkenes arbejde, hvor brandmanden hedder Jan:

Fit for fire for første gang i Skandinavien

Martin Rasmussen er fuldtidsbrandmand i Lellinge og samtidig deltidsbrandmand i Lolland-Falsters beredskab, der også drives af Falck. Onsdag og torsdag, det vil sige den 30. og 31. august 2023, deltog han i FireFit-konkurrencen.

”Jeg har fulgt de her konkurrencer på Instagram, og da jeg opdagede, at de kommer til Danmark, tænkte jeg, det skal jeg være med til,” fortalte Martin Rasmussen. Sammen med en kammerat fra deltidsberedskabet i Nykøbing Falster, meldte Martin Rasmussen sig til dysten, hvor deltagerne skal igennem fem forhindringer på tid.

En bane, fem forhindringer – på tid

Deltagerne skal igennem en bane med fem stationer, hvor de udfordres fysisk i typiske situationer, en brandmand kan komme ud for.

Station 1: Brandslange skal bæres til toppen af et 12 meter højt HAIX Tower.

Station 2: I toppen af HAIX Tower skal slangen hives op over en forhindring.

Station 3: Ned igen og slå med en mukkert, så en kasse flytter sig mindst 25 centimer, og så skal der løbes

Station 4: Deltageren skal løbe igennem en 42 meter lang slalombane, tage en brandslange og ’skyde’ til måls med strålen.

Station 5: Til sidst skal deltagerne evakuere en dukke på 75 kg over 30 meter til målstregen.

Det hele gennemføres selvfølgelig i fuld mundering.

To gange igennem

Første omgang klarede Martin Rasmussen i 2 minutter og 42 sekunder. Det er under de tre minutter, som var hans personlige mål. ”Det var fedt at prøve, men jeg var lidt nervøs, min makker og jeg skulle løbe som nummer et og to. Det vidste vi ikke, før vi klædte om. Vi havde haft en lille forventning om at kigge på, inden vi selv skulle i aktion. Men pludselig var vi de første, der skulle løbe. I morgen skal vi prøve igen, så er der måske lidt mere ro på,” sagde Martin Rasmussen efter første dagen.

På anden-dagen gik det lidt bedre. Danske Beredskaber havde udnyttet muligheden, nu hvor FireFit havde sat banen op, så 19 beredskaber konkurrerede med hinanden. Martin Rasmussen var tilmeldt i den individuelle konkurrence og klarede anden omgang i tiden 2.29.

”Det er sjovt at deltage, mange beredskaber fra hele landet – sjovt at se, hvor man selv ligger henne i forhold til de andre. Det er en personlig udfordring, for vi skal jo sørge for at holde os i god form, når vi nu kører som brandmand,” siger Martin Rasmussen, der også nåede at se messen, som foregår i forbindelse med årsmødet i Danske Beredskaber.

”Fagligt er det lidt at se på, på messen. Fx nye branddragter, ny teknologi. Det er meget spændende at følge med,” siger Martin Rasmussen.

Hurtigste mand klarede i øvrigt banen mere end et minut hurtigere end Martin.

Martin Rasmussen gennemførte anden omgang 13 sekunder hurtigere end første omgang, men der er stadig mere end et minut ned til de hurtigste.