Redder på valg: Peter Højberg Gudmundsen (F) i Holstebro Kommune

”Når man bliver aktiv i politik og stiller op som kandidat, så får man også en mulighed for at kunne påvirke andre politikere, som man møder igennem arbejdet. For eksempel regionspolitikere. På den måde kan man komme til at påvirke politikere i forhold til arbejdsforhold for reddere,” forklarer Peter Højberg Gudmundsen. Han er paramediciner og tidligere tillidsrepræsentant på stationen i Holstebro, men ”i dag arbejder jeg på stationen i Struer.”

Fakta om Peter Højberg Gudmundsen

  • Paramediciner på Station Struer
  • Tidligere tillidsrepræsentant på stationen i Holstebro
  • Stiller op til byrådet i Holstebro for SF
  • Står nr. fem på liste F
  • Bor i Mejdal i udkanten af Holstebro

TRE MÆRKESAGER

Kædeansvar i kommunen

Når det gælder de kommunale udbud, så arbejder Peter Højberg Gudmundsen for at kædeansvar bliver en del af pakken. ”Men også for at kommunen bliver bedre til at følge op på, om det rent faktisk overholdes, herunder om der ansættes lærlinge, så kommunen kan understøtte et ordentligt arbejdsmarked,” siger Peter Højberg Gudmundsen.

Cykelstier som understøtter grøn omstilling og beskytter de bløde trafikanter

”Fra mit arbejde kender jeg alt for godt, hvad der sker med de bløde trafikanter, når det går galt. Med flere og sikre cykelstier kan vi både understøtte den grønne omstilling og beskytte de bløde trafikanter. Det er win win,” siger Peter Højberg Gudmundsen.

Generel modstander af mammutinstitutioner

Jeg vil gerne have, at vi arbejder henimod mindre institutioner og skoler. De der mammutinstitutioner er ikke godt for nogen. Samtidig en fremrykning af minimumsnomineringer på børnehave- og dagplejeområdet. Og for de ældre skal der sikres ro på. Det kan skal ske ved at etablere faste teams omkring borgerne,” forklarer Peter Højberg Gudmundsen.

Derudover har Peter Højberg Gudmundsen en række lokale dagsordner: ”Jeg foreslår, at der bygges en ny skole og en ny institution imellem Mejdal-Halgård og Mejrup. Det skal ske for at imødegå det øgede antal børn, der kommer i forbindelse med den planlagte udstykning i den østlige del af Holstebro. Der er i forvejen hårdt pres på skolerne. Jeg ser hellere denne løsning frem for udvidelser af de eksisterende skoler, så vi undgår storskoler med op mod 1200 -1500 elever,” siger Peter Højberg Gudmundsen, der også arbejder for en cykelsti på hver side af Prins Buris Vej. ”Der er meget højt trafiktal på den vej, og der er mange nye små cyklister på den,” slutter han.

STILLER DU OP?

Er du redder og stiller du op til valget, så kontakt journalist i Reddernes Udviklingssekretariat – Morten Hansen – hvis du ikke allerede er blevet kontaktet.

E-mail: morten.hansen@3f.dk eller mobil: 2448 0023

Redder på valg: Martin Michel Hansen (A) i Vejen Kommune

”Jeg vil gerne have, at Vejen Kommune trækker sig ud af Trekantbrand og styre sit eget brandberedskab. Jeg tror det er bedre,” indleder assistanceredderen, der også er deltidsbrandmand i Brørup, Martin Michel Hansen.

Trekantbrand er ejet af- og dækker de seks kommuner Vejen, Vejle, Kolding, Billund, Fredericia og Middelfart. Men ifølge kandidaten, så ”taber borgerne på at være en del af det store fællesskab. Vi er seks kommuner i samarbejdet, og vi er den eneste kommune, der mister mandskab og køretøjer,” siger Martin Michel Hansen. Det er en af hans tre mærkesager:

Fakta om Martin Michel Hansen

  • Assistanceredder i Århus
  • Stiller op i Vejen kommune
  • Har tidligere kørt ST i 2½ år i Responce-regi
  • Har også kørt Covid19-test for Falck i Midtjylland i et års tid
  • Deltidsbrandmand i sin fritid

”Jeg vil gerne have et stærkt og lokalt beredskab, hvor man når borgerne hurtigt. Lige nu er vi en del af et fællesskab, hvor man glemmer at prioritere landkommunerne. Jeg er simpelthen ikke fan af sammenlægningerne,” siger deltidsbrandmanden.

TO ANDRE MÆRKESAGER

Stærkt socialt ansvar fra kommunen

En anden af assistanceredderens mærkesager er et stærkt socialt kommunalt ansvar: ”Det er vigtigt, at en kommune sørger for alle sine borgere, hjælper de svageste i arbejde – de skal ikke være overladt til sig selv. Man skal se mennesket i stedet for ’bare’ at finde et fleksjob eller skåne job,” forklarer Martin Michel Hansen. Dermed ønsker han, at det enkelte menneske er i fokus for den kommunale sagsbehandling.

En del af det kommunale ansvar er også, at skolebygningerne, og andre kommunale bygninger, ikke falder fra hinanden. Et tredje ben i det kommunale ansvar er en værdig ældrepleje.

En kommune hvor by og land hører sammen

Der skal ifølge kandidaten være balance mellem land og by: ”Land og by hører sammen! Det er ikke modsætninger, tværtimod. Det er ikke kun de store byer, der tæller, men også de små landsbyer. Det er vigtigt, at man har for øje at også folkeskolerne i landsbyerne har det godt, lokale indkøbsmuligheder og busser så børn kan komme til fritidsaktiviteter i andre landsbyer i kommunen. Det vil også gøre det attraktivt for tilflyttere i forhold til de små landsbyer ikke kun de store,” siger Martin Michel Hansen.

Stiller du op?

Er du redder og stiller du op til valget, så kontakt journalist i Reddernes Udviklingssekretariat – Morten Hansen – hvis du ikke allerede er blevet kontaktet.

E-mail: morten.hansen@3f.dk eller mobil: 2448 0023

Præhospitalt udbud: RUS søger deltagere til fokusgrupper

Udbud er en tilbagevendende begivenhed, der påvirker mange redere, fordi deres job med års mellemrum bliver sendt i udbud. Hver gang risikerer man at skulle søge sit job igen hos en ny leverandør eller i regionen. 

Meld dig til!

Send en mail til enten  

morten.hansen@3f.dk  

Mobil 2448 0023

eller

nina.ludvigsen@3f.dk 

Telefon 8892 0322 

 

 

RUS forsøger at afdække og undersøge konsekvenserne af de præhospitale udbud. Formålet er at blive i stand til at påvirke processen, så følgevirkningerne for den enkelte redder bliver mindre. Derfor har vi brug for reddere, der vil bruge et halvanden time på at deltage i et fokusgruppeinterview. For ulejligheden giver vi frokost, du får kørepenge til at dække transporten, hvis du er medlem af 3F, og et gavekort på 200 kr.  

 

Tre fysiske møder for ambulancereddere: 

Det er muligt at deltage i en af de tre fysiske fokusgrupper i enten Aalborg, Kolding eller Næstved:   

Mandag den 31. maj 2021 fra 11 – 13 hos 3F Kolding

Adressen er Galgebjergvej 4, 6000 Kolding 

Onsdag den 2. juni fra 11 – 13 hos 3F Aalborg

Adressen er Hadsundvej 184, 9000 Aalborg  

Torsdag den 3. juni 2021 fra 10 – 12 hos 3F Sydsjælland

Adressen er Holsted Park 29, 4700 Næstved 

Det er en forudsætning for at deltage i de fysiske møder, at man enten har en negativ corona-test, der ikke er mere 72-timer gammel, eller at man har bevis på vaccination (coronapas).

Onlinemøde for ST-reddere: 

Udover de tre fysiske møder, afholder vi også en fokusgruppe med fokus på ST via Teams – online. Det bliver onsdag den 26. maj 2021 kl. 19 – 21. (kan evt. flyttes til om formiddagen). Deltagerne i onlinemødet får et gavekort på 200 kr. tilsendt. 

Hvad skal fokusgrupperne bruges til?

RUS er i gang med at undersøge tendenserne i de præhospitale udbud. Fokusgrupperne er en del af dette arbejde. Målet er at skabe en indsigt i processerne omkring udbuddene, så det bliver muligt at påvirke, hvilken retning udbuddene går, og dermed opnå indflydelse på udbuddenes konsekvenser for reddernes arbejdsliv. 

Undersøgelsen munder ud i en rapport, som er klar i løbet af august måned 2021. Dermed vil der være mulighed for at bruge resultaterne i det forestående kommunal- og regionsvalg. På den lidt længere bane er rapporten tænkt som en vidensbase, der med konkrete anvisninger til hvordan man kan påvirke processen frem mod kommende udbudsrunder, skal danne grundlag for arbejdet med at sikre redderne bedst mulige arbejdsvilkår fremover.   

Rapportens fokus er ambulancedriften og den liggende sygetransport. A-, B-, C- og D-kørslerne, som forandrer karakter i de kommende år.