LUP Præhospital står for ”Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser” – LUP. Det er en spørgeskemaundersøgelse, der gennemføres hver måned hele året.
Undersøgelsen er bygget op omkring otte nøglespørgsmål:
Var den sundhedsfaglige person imødekommende, da du ringede 1-1-2?
Var du tryg ved den vejledning, som den sundhedsfaglige person gav dig?
Var ambulancepersonalet venligt og imødekommende?
Var du tilfreds med den information, du fik fra ambulancepersonalet om, hvad de foretog sig?
Var du tryg ved ambulancepersonalets håndtering af situationen?
Blev dine pårørende inddraget i det omfang, som du ønskede det?
Var du tilfreds med den overlevering ambulancepersonalet gav, da du blev afleveret på hospitalet?
Er du alt i alt tilfreds med forløbet fra der blev ringet 1-1-2, ambulancepersonalets indsats og deres overlevering til hospitalet?
Målgruppen er patienter, som ringer 1-1-2 og efterfølgende får sendt en ambulance eller bliver visiteret til præhospitalet, fx igennem egen læge, vagtlæge eller et hospital. Der er tale om A-, B-, C- eller D-kørsler.
Der er otte nøglespørgsmål. Højest scorer ambulancereddernes imødekommenhed, næsthøjest er patienternes oplevelse af at være tryg ved ambulancereddernes håndtering af situationen.
Hvis du vil se undersøgelsen for din region, så klik videre her:
Hvert år bruger samfundet i omegnen af 2,3 milliarder kroner på ambulancedriften inklusive den liggende patienttransport (ST). Konklusionerne i beretningen er, at man har holdt prisen i to af de tre regioner, der er undersøgt. I de tre undersøgte regioner er hverken drift-tid eller mobiliseringstid overholdt. Dog er de private leverandører bedre til at overholde begge dele, end regionerne er, og kvaliteten er mere eller mindre den samme som før udbuddene i alle fem regioner. Kvaliteten måler man på responstiderne for de mest akutte hændelser, det vil sige a- og b-kørsler.
Statsrevisorerne bemærker blandt andet, at de private leverandører generelt har været bedre til at overholde kravene end regionerne selv. Desuden hæfter statsrevisorerne sig ved, at der ingen fælles standarder er for kvalitet eller effekt, dette gælder specifikt for ambulancedriften i de fem regioner.
konkurrenceforvridende uden fælles standarder
”Vi ser jo gerne, at der kommer fælles standarder, både for ambulancedriften og for den liggende sygetransport,” siger Flemming Bjørn Overgaard, formand for Reddernes Udviklingssekretariat og fortsætter: ”Man skal være opmærksom på, at de private udbydere får en bod, hvis de ikke lever op til driftsmålene, men det gør regionernes egen drift ikke. Det er konkurrenceforvridende, fordi det ikke er småbeløb i bod, der er tale om.”
Specifikt handler det om, at der er forskel på overenskomsterne alt efter om man er offentligt ansat på en FOA-overenskomst eller privatansat på en 3F-overenskomst. De privatansatte har døgnvagter med en begrænsning på, hvor meget tid de må kører på en døgnvagt. Denne beskyttelse træder i kraft, når der er udført effektiv beskæftigelse i 13 timer.
”Er der ikke regionale beredskaber nok på gaden, så stiger forbruget af beredskabstimer hos de private leverandører. Vi har en døgnvagtsordning, hvor ambulanceredderne stempler ud efter 13 timer på en døgnvagt, hvorefter ambulancen er ude af drift, fordi den har dækket ind for det regionale beredskab. Dette kan betyde, at den private leverandør ikke har nok biler på gaden, og derfor får en bod. En bod der ikke udløses til de regionale beredskaber,” siger Flemming Bjørn Overgaard.
Regionernes begrundelse for at hjemtage var, ifølge beretningen, at øgekonkurrencen og få en bedre økonomi for regionerne i ambulancedriften. For fire af regionerne – alle undtagen Region Hovedstaden, var begrundelsen endvidere en øget robusthed i ambulancedriften og en bedre mulighed for udvikling og innovation. Det er stadig uklart, hvorvidt robustheden og mulighederne for både innovation og udvikling er opfyldt. Det angiver beretningen ikke noget om.
En region skiller sig ud, og to regioner er kun delvist undersøgt
Region Midtjylland får en del kritik, fordi regionen ikke har haft en tilfredsstillende opfølgning på udgifterne til ambulancedriften.
Region Syddanmark og Region Sjælland er kun delvist med i Rigsrevisionens undersøgelse. Begrundelsen er, at de nye kontrakter har været gældende i for kort tid til at indgå i undersøgelsen.
Hvad er en beretning fra Rigsrevisionen?
Rigsrevisionens opgave er at føre kontrol med regeringen på vegne af Folketinget. Derfor har Rigsrevisionen uindskrænket adgang til alle offentlige informationer og data, når den undersøger konkrete forhold.
De seks statsrevisorer er pt:
Serdal Benli (SF), formand
Leif Lahn Jensen (S), næstformand
Mikkel Irminger Sarbo (B)
Lars Christian Lilleholt (V)
Monika Rubin (M)
Mai Mercado (C)
Statsrevisorerne er udpeget af Folketinget og deres opgave er at holde øje med, at skatteborgernes penge bruges til det, som Folketinget har besluttet.
Statsrevisorerne er altså politisk udpeget, mens rigsrevisoren er en embedsmand ansat til at føre kontrol med regeringen på vegne af Folketinget. Rigsrevisionen har ca. 300 medarbejdere, der er optaget af at sikre, at den danske stat forvaltes effektivt og så økonomisk hensigtsmæssigt som muligt.
Både Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er uafhængige institutioner under Folketinget. Det betyder, at de ikke kan modtage instrukser fra regeringen eller Folketinget om, hvordan de skal udføre deres arbejde.
Det følgende gælder kun i forbindelse med hjertestop og er målrettet ambulancereddere og ST-reddere. Fravalget af genoplivning gælder på tværs af alle sektorer. I skrivende stund afventer vi, at de enkelte regioner kommer med hver deres konkrete instruks.
Seks undtagelser – hvor redderne ikke skal forsøge genoplivning:
Når døden er helt åbenbar eller var forventet af lægen
Når en læge i situationen fravælger genoplivningsforsøg
Når en læge på forhånd har fravalgt genoplivningsforsøg
Når patienten selv har fravalgt genoplivningsforsøg i den aktuelle sygdomssituation
Når det er besluttet i et behandlings- eller livstestamente, og patienten er vurderet varigt inhabil
Når patienten har registreret et fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop
Hvornår er der tale om hjertestop? En klinisk vurdering på baggrund af:
Bevidstløshed
Vejrtrækningen er unormal eller ophørt
Du kan ikke se nogen anden årsag til tilstanden
Ved hjertestop i ambulancen er patienten (normalt) fuldt monitoreret, og derfor ved man, hvornår der er hjertestop.
Identifikation af patienten kan sikres ved, at:
Sundhedspersonen selv kender patienten
Plejepersonale eller patientens nære pårørende kan identificere patienten
Patienten har et gyldigt pas, kørekort eller legitimationskort eller både et sundhedskort og et billed-id på sig, der stemmer overens
Er du i tvivl, så genopliv!
Hvis du er i tvivl, så skal du forsøge genoplivning. Og kommer du til at genoplive en person, der har fravalgt genoplivningsforsøg, vil du ikke blive udsat for sanktioner, lyder det fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Muligheden for at fravælge genoplivning ved hjertestop gælder alle habile borgere, der er fyldt 60 år. Fravalget SKAL registreres enten ved log-in på sundhed.dk eller ved at sende en blanket til Sundhedsdatastyrelsen. Når fravalget er gyldigt, kan det ses i PPJ og i disponeringssystemerne.
Man er habil, når man har evne til at forstå konsekvenserne af sine beslutninger og er i stand til at varetage sine helbredsforhold. Det er alene en læge, der kan vurdere om, man er habil.
To muligheder: Patienten kan logge ind på sundhed.dk og trække sig fravalg tilbage permanent.
I en aktuel sygdomssituation kan patienten sige til sundhedspersonen, at man gerne vil forsøges genoplivet, selv om patienten har registreret et fravalg.
Når patienten trækker sit fravalg tilbage, så skal du:
Give den behandlingsansvarlige læge besked
Sige det videre til dem, der overtager patienten
Fortælle patienten, at det kun gælder i den konkrete situation, hvis patienten ikke ændrer registreringen på sundhed.dk
Dokumentere det i PPJ
Hjerteløbere skal altid forsøge genoplivning, men hvis AMK modtager et opkald om en borger, hvor AMK-lægen vurderer, at der er tale om hjertestop, og borgeren har registreret et fravalg af genoplivning, skal der ikke sendes hjerteløbere afsted.
Et par dilemmaer redderne kan komme ud for
For ambulanceredderne kan der opstå en række dilemmaer og grænseoverskridende situationer. Man kan komme ud til en hændelse, hvor familien er i gang med at genoplive. De ved ikke, at den pårørende har fravalgt genoplivning. Styrelse for Patientsikkerhed giver følgende eksempel:
I bliver kaldt ud til Sara på 72, der er faldet om i sit hjem. På vejen får I bekræftet hendes identitet af hendes to voksne børn, der er hos hende. I PPJ kan I se, at hun har registreret fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop. Da I kommer ud til hende, er hun bevidstløs og trækker ikke vejret. I konstaterer, at hun har hjertestop og ikke skal genoplives, fordi hun har fravalgt det. Hendes børn kan ikke forstå, at I ikke forsøger genoplivning og protesterer over det, da de ikke kender til hendes fravalg og ikke er enige i hendes beslutning.
Hvad gør man så?
I fortæller Saras børn, at deres mor selv har registreret fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop, og at det er hendes eget ønske ikke at blive genoplivet i situationen. Muligheden for fravalg af genoplivningsforsøg er der for at understøtte patientens selvbestemmelse, livssyn og personlige ønsker. Fravalget gælder, selvom de pårørende er uenige, protesterer eller ikke kender til fravalget.
Et andet dilemma kan være, hvis man bliver kaldt ud til et selvmordsforsøg.
Selvmordsforsøg, hvor patienten har fravalgt genoplivning
Ved et selvmordsforsøg skal man hjælpe og redde den pågældende, medmindre hjertestoppet er indtrådt. Fravalget gælder altid, når hjertestop er indtrådt, men ikke før det er indtrådt!
Et tredje eksempel kan være en hændelse, hvor familien mener, at der ikke skal genoplivning til, at personen skal have lov til at dø. Men i PPJ er der ikke registreret et fravalg, derfor skal genoplivning forsøges.
Vanskelige dilemmaer, der kan være grænseoverskridende i situationen, men står det ikke i PPJ, at den pågældende har fravalgt genoplivning, så skal man forsøge genoplivning. Her gælder hverken pårørendes meninger eller tatoveringer, hvor personen frabeder sig genoplivning.
Det kan ikke være rigtigt, at nyuddannet dansk sundhedspersonale skal lide under, at skiftende regeringer har forsøgt at rekruttere sundhedspersonale i andre lande.
Indlæggets forfattere:
Indlægget er underskrevet af:
Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd
Mona Striib, forbundsformand for FOA
Lis Munk, forkvinde for Jordemoderforeningen
Cille Holse, formand for Danske Fodterapeuter
Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter
Elisabeth Gregersen, forperson for Danske Tandplejere
Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen
Christian Gøttsch Hansen, formand for Radiograf Rådet
Flemming Overgaard, formand for Reddernes Udviklingssekretariat, 3F
Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere
Ghita Parry, formand for Kost og Ernæringsforbundet
Mette Theil, formand for Fagligt selskab af Kliniske Diætister (FaKD)
Danmark står over for en akut mangel på sundhedspersonale på tværs af faggrupper, og vi hører konstant, hvordan vores hospitaler og plejehjem er pressede til det yderste.
Alligevel har politikerne valgt at øge gebyret for autorisation af nyuddannede sundhedspersoner med mere end 300 procent – fra 313 kr. til hele 1.295 kr.
Det kan virke helt paradoksalt, at man over det meste af landet skriger efter mere sundhedspersonale, mens man samtidig hæver gebyret for at blive autoriseret.
Forklaringen skal man fra politisk hold finde i, at Styrelsen for Patientsikkerhed tilsyneladende ikke længere kan dække udgifterne til autorisationerne, da der over de senere år er kommet et øget antal ansøgninger fra udenlandske sundhedspersoner, som gerne vil autoriseres i Danmark.
Men det kan ikke være rigtigt, at nyuddannet dansk sundhedspersonale skal lide under, at skiftende regeringer har forsøgt at rekruttere sundhedspersonale i andre lande.
Det skaber en unødvendig økonomisk barriere og sender et uheldigt signal til de nyuddannede, som gerne vil bidrage i sundhedsvæsnet.
En formssag
Vi har forståelse for, at det kan være en både dyr og kompliceret proces at behandle autorisationer til udenlandsk sundhedspersonale, hvor systemer og uddannelseskvalifikationer ikke nødvendigvis stemmer overens med den måde, vi gør det på i Danmark.
Men for danskuddannet sundhedspersonale er processen en formssag. Styrelsen for Patientsikkerhed modtager således dokumentation for det nyuddannede sundhedspersonale direkte fra uddannelsesstederne og udsteder på denne baggrund autorisationen.
Siden den danske regering aktivt har valgt at rekruttere udenlandsk arbejdskraft til sundhedsvæsenet, er det kun rimeligt, at staten også bærer de økonomiske omkostninger ved strategien – ikke vores nyuddannede.
Hvis regeringen og Folketinget faktisk ønsker at skabe et stærkere og mere robust sundhedsvæsen, bør de starte med at gøre det lettere – ikke sværere – for nyuddannede at træde ind på arbejdsmarkedet.
Lad os afskaffe autorisationsgebyret en gang for alle og sikre, at økonomi ikke bliver endnu en barriere i en i forvejen udfordrende overgang fra studerende til professionel sundhedsmedarbejder.
Vi opfordrer derfor til, at der i forbindelse med forhandlingerne til finansloven afsættes midler til helt at afskaffe autorisationsgebyret.
Det er ganske enkelt et spørgsmål om prioritering og anerkendelse af den vigtige rolle, som vores sundhedspersonale spiller i samfundet.
At pålægge de nyuddannede yderligere økonomiske byrder i en tid, hvor manglen på kollegaer er udtalt, er ulogisk og kortsigtet.
Den 1. juli 2024 steg autorisationsgebyret for de sundhedspersoner, som er omfattet af § 1 og 4 i Bekendtgørelse om gebyr for autorisation m.v. af sundhedspersoner fra 313 kr. til 1.295 kr.
Ambulancebehandlere har været omfattet af en overgangsordning, hvor man har betalt omkring 1.000 kr. for at blive autoriseret. Ambulancepersonalet er også omfattet af det nye gebyr.
Gebyret blev hævet som en del af en ændring til loven om autorisation for udenlandsk sundhedspersonale. Stigningen rammer også sundhedspersoner med dansk uddannelse – ikke kun udenlandske ansøgere.
Styrelsen for Patientsikkerhed har peget på, at de ikke kan dække udgifterne til behandling af ansøgninger om autorisation med det tidligere gebyr, fordi de modtager flere ansøgninger fra sundhedspersonale med udenlandsk uddannelse.
Fjern økonomiske barrierer for nyuddannede sundhedspersoner
Det er en dyr og kompliceret proces at behandle autorisationer til udenlandsk sundhedspersonale, men for danskuddannet sundhedspersonale er processen en formssag. Styrelsen for Patientsikkerhed modtager dokumentation for nyuddannet sundhedspersonale direkte fra uddannelsesstederne og udsteder på denne baggrund autorisationen.
Nyuddannet sundhedspersonale skal ikke betale for at dække Styrelsen for Patientsikkerheds udgifter til, at mere udenlandsk sundhedspersonale søger dansk autorisation. Det skaber en unødvendig økonomisk barriere og sender et uheldigt signal til de nyuddannede, som gerne vil bidrage i sundhedsvæsnet.
Derfor foreslår Reddernes Udviklingssekretariat sammen med Dansk Sygeplejeråd, Ergoterapeutforeningen, FOA, Radiografrådet, Jordemoderforeningen, Dansk Fodterapeuter, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, Kost- og Ernæringsforbundet, Danske Tandplejere og Fagligt selskab af Kliniske Diætister, at der afsættes midler på finansloven til at afskaffe gebyret for at få autorisation for sundhedspersoner omfattet af § 1 og 4 i Bekendtgørelse om gebyr for autorisation m.v. af sundhedspersoner.
Den europæiske akutmedicinkongres EUSEM 2024 forventes at samle op mod 7.000 deltagere i Bella Centeret i København fra den 12. til den 16. oktober 2024.
Til dette års EUSEM kommer der både til at være et tværfagligt nordisk spor, og der afholdes konkurrencen Paramedics Cup.
Skal der et dansk hold med til Paramedics Cup?
Paramedics Cup er en konkurrence, hvor paramedicinere dyster i bl.a. håndtering af store ulykker (mass casualty events). Der kan være mellem to og fire deltagere på et hold, og det vindende hold får den prestigefyldte Paramedics Cup med hjem.
Op til seks hold får mulighed for at demonstrere deres ekspertise inden for præhospital og katastrofemedicin til Paramedics Cup. Hvert hold skal over to dage igennem en række forskellige scenarier, som vil foregå på afgrænset område i udstillingshallen i Bella Centret. Dit hold vil blive evalueret af 2-3 dommere, som selv er paramedicinere og præhospitale akutlæger.
Du kan stadig nå at samle et hold og melde dig til.
Forestil dig følgende situation: En ambulance kommer ud til en 75-årig kvinde, der ikke er ved bevidsthed. Hun bor sammen med sin demente mand. Han kan kun fortælle hendes personnummer, intet andet.
Kvinden er i behandling med blodfortyndende medicin, hvilket kan være en bekræftende indikator på, at hun har fået en hjerneblødning.
Som det er i dag, så er ambulancepersonalet nødt til at få den slags informationer gennem patienterne eller de pårørende. Alternativet er at kontakte læge eller sygeplejerske. Det giver selvsagt problemer, hvis situationen er akut.
Styrk patienternes sikkerhed
Sundhedspersoners adgang til relevant tidstro data er afgørende for patientsikkerheden, når behandling sættes i gang.
I dag har ambulancebehandlere og paramedicinere ikke adgang til en række relevante og kritiske patientoplysninger. Det vil sige, når ambulancen kommer ud til akut syge patienter, så har de ikke den nødvendige viden om medicin eller om kroniske sygdomme, alvorlige psykiske lidelser, når de skal påbegynde behandlingen.
Det skal ikke være den tilskadekomne eller akut syge patient eller deres pårørende, som skal huske, hvilken medicin de tager, eller hvad de er allergiske over for. Derfor er der brug for at se på lovgivningen, så den bedre understøtter patientsikkerheden præhospitalt.
Ambulancebehandlere og paramedicinere er i dag autoriserede sundhedspersoner, der arbejder efter bestemmelser i sundhedsloven, autorisationsloven samt klage- og erstatningsloven.
De bør således have den samme adgang til relevante og kritiske patientoplysninger, som andre autoriserede sundhedspersoner har. Det gælder for eksempel for sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.
Sund fornuft i et presset sundhedsvæsen
Set med vores øjne, så står argumenterne i kø for at give ambulancebehandlere og paramedicinere adgang til Det Fælles Medicinkort.
Det handler både om bedre patientsikkerhed præhospitalt, om en mere effektiv behandling, om at skabe bedre sammenhæng og om at få mindre bureaukratiske arbejdsgange.
Information om, hvilken medicin patienter tager, vil hjælpe ambulancepersonalet med at igangsætte den rigtige behandling på stedet. Ambulancepersonalet kan spare vigtig tid, hvis oplysninger om patienterne kan hentes via Det Fælles Medicinkort allerede, når ambulancepersonalet er på vej ud til patienten, og de kan komme hurtigere i gang med at give den rette behandling.
Dermed sikrer man både patienterne et bedre resultat, og man sparer sundhedsvæsenet for penge. I et presset sundhedsvæsen giver det god mening at spare arbejdsgange, samt at aflaste læger og sygeplejersker.
Folketinget behandlede i februar et beslutningsforslag fra Liberal Alliance om at give ambulancebehandlere og paramedicinere adgang til sundhedsdata.
Alle partiernes sundhedsordførere bakkede op om, at det var en god ide at give autoriseret ambulancepersonale adgang til Det Fælles Medicinkort, men sagen ligger stadig stille.
Så kære sundhedsordfører, data redder liv, så hvornår gør I forslaget til virkelighed?
Reddernes Udviklingssekretariat har arbejdet for, at paramedicineruddannelsen skal styrkes.
“Vi har anbefalet, at paramedicineruddannelsen fortsat skal være en overbygning på ambulancebehandleruddannelsen. Derfor er jeg også meget bekymret over, at der nu etableres en paramedicineruddannelse, som ikke kræver, at man først har en ambulancebehandleruddannelse,” siger Flemming Bjørn Overgaard, formand for Reddernes Udviklingssekretariat.
Ændret ansøgerprofil kan føre til praksischok
Det præhospitale område adskiller sig fra det øvrige sundhedsvæsen. Idet indsatsen foregår på skadesstedet, i hjemmet hos den akut syge patient eller på vej i ambulancen. Man er med andre ord alene om den livredende behandling. Ambulancepersonalet får i dag en uddannelse, der ruster dem godt til mødet med virkeligheden, og dermed forbygges praksischok.
Paramedicinerens rolle er både at lede arbejdet på ulykkesstedet og forestå den første behandling i ambulancen. Når uddannelsen i dag er en overbygning på ambulancebehandleruddannelsen, sikres det, at paramedicinere kan løfte begge opgaver.
“Når uddannelsen ændres til en professionsbachelor med mulighed for direkte optag fra gymnasiet. Så er der risiko for, at vi kaster unge mennesker ud i en lang række situationer, som de ikke er parate til. Vi skal passe på ambulancepersonalet ved at ruste dem bedst muligt til de opgaver, som de skal løse. Og det jeg er bange for, at vi ikke gør med en professionsbacheloruddannelse i paramedicin,” siger Flemming Bjørn Overgaard.
I den nye paramedicineruddannelse er der dog lagt op til, at alle ansøgere skal optages via kvote 2, og at der skal være fysiske tests, da det er fysisk krævende at være paramediciner.
Ambulancebehandleruddannelsen må ikke blive en uddannelsesmæssig blindgyde
“I dag har op til 80-90 procent af ambulancebehandlereleverne en studentereksamen. Så hvorfor vælge en ambulancebehandleruddannelse, der tager næsten fire år. Når man kan tage en professionsbachelor i paramedicin på tre år. Og som samtidig placerer paramedicineren over ambulancebehandleren i beslutnings- og kompetencehierarkiet,” siger Flemming Bjørn Overgaard.
“Der er derfor en risiko for, at ambulancebehandleruddannelsen bliver svækket. Men hvad værre er, at den bliver en uddannelsesmæssig blindgyde,” fortsætter Flemming Overgaard.
For Reddernes Udviklingssekretariat er det helt afgørende, at der etableres en meritvej for de nuværende ambulancebehandlere og paramedicinere, hvis der etableres en professionsbacheloruddannelse. Det er der også er lagt op til i den netop godkendte ansøgning om prækvalifikation fra UCN.
“Erfaringerne fra Norge skræmmer mig. Her er man aldrig kommet i gang med meritvejen ind til paramedicineruddannelsen, da der er stor søgning og konkurrence om studiepladserne. Dermed bliver det gymnasieelever og ikke ambulancebehandlere, der uddanner sig til paramedicinere,” siger Flemming Bjørn Overgaard.
“Jeg vil derfor gøre alt, hvad jeg kan for, at der kommer en meritvej til den nye paramedicineruddannelse,” forsætter Flemming Bjørn Overgaard. “Det vil nemlig kun i meget begrænset omfang være muligt for uddannede ambulancebehandlere at tage en treårig uddannelse på SU,” siger Flemming Bjørn Overgaard.
Hvis du vil vide mere
Du kan læse hele ansøgningen om prækvalifikation af professionsbachelor i paramedicin og præhospitalt arbejde, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har godkendt her.
Du kan læse Flemming Bjørn Overgaards debatindlæg om ambulancebehandleruddannelsen i Altinget fra januar 2024 her.
Du kan læse artiklen “Teori og praksis er ikke modsætninger” fra Redderen i april 2024 her.
Interview med Emil Raun, nyuddannet ambulancebehandler: Jeg er født og opvokset i Nordsjælland, langt ude på landet, og har taget en gymnasial uddannelse i Hillerød med biologi i fokus. Har altid været sådan dybt fascineret af det, og tænkte, at jeg skulle læse medicin og kom også ind, men jeg ville aftjene min værnepligt først.
Jeg brugte 2-3 år i militæret som befalingsmand, men fandt ud af, at jeg skulle en anden vej. Igennem nogle af de kurser vi havde i militæret med taktisk førstehjælp og sanitet og sådan noget, så blev jeg bare bidt af den måde at arbejde på, og jeg kunne ikke rigtig se mig selv læse på universitetet mere, fordi min arbejdsgang var blevet en anden, og min måde at lære på var forandret. Så søgte jeg ind og havde egentlig ikke helt regnet med at komme ind i første hug, men det gjorde jeg, og 4 måneder senere sad jeg på skolebækken.
Jeg brugte lang tid på at undersøge, hvordan man søger ind og bliver ambulancebehandler. Det var jo ikke ligesom at søge kvote 1 på universitet, der var noget med nogle grunduddannelser og sådan noget, det fandt jeg jo så ud af.
Jeg begyndte på grundforløbet i Hillerød, det kolliderede med covid, som gjorde det lidt besværligt, men det lykkedes, og jeg startede i Tåstrup i sommeren 2020 på min første praktikperiode. Flyttede til Tårnby med det nye udbud februar 2023. Blev udlært i november 2023 og helt færdigudlært her i februar 2024 – ja, for tre dage siden og har fået fast plads på Tårnby sammen med min bedste ven fra klassen. Vi starter første vagt i morgen. Det bliver superspændende.
Føler du dig klar?
Ja, det synes jeg. Jeg føler ikke, at der er noget, jeg mangler. Jeg synes, at den måde, vi er lært op på, og de ting vi har prøvet undervejs, har gjort, at man er ret godt klædt på med de rigtige redskaber. Jeg tror altid, der vil være lidt nervøsitet, nu er det jo ligesom mit ansvar. Men det jeg skal lave i morgen, er jo det samme, jeg har lavet de sidste tre måneder. Nu er der jo bare en anden titel på mig! Det er jo ikke, fordi der er noget nyt i det, jeg skal, så jeg føler mig egentlig klar. Det synes jeg, at jeg gør. Praktikperioderne er jo ret lange under uddannelsen.
Hvilken funktion har det?
Det har jo den funktion, at man bliver klædt på, til det du står i efter de her tre et halvt-fire år, så du ikke ender i en ny og ukendt situation. Min uddannelse er slut, og lige pludselig har jeg ansvaret, men der er jo ikke noget, der kommer som en overraskelse, når jeg kører ud i morgen.
Du har jo ligesom fået lov til at se og prøve det meste, ikke alt, men du får lov til at se og prøve rigtig, rigtig meget. Og du får ligesom sådan en gradvis opbygning og ansvar, som gør, at du ikke lige pludselig står efter fire år, og så får du bare, ”her, du er den”. Værsgo at prøve lykken, ikke?
Man bliver gradvist bygget op til at køre ambulance. Du har jo retten til at sige, det her er jeg ikke klar til, den her situation kan jeg trække mig fra.
Er det vigtigt?
Ja, det synes jeg. Det er vigtigt, at man stadig har lov til at have den lange periode som anden-mand efterfølgende. Fordi du bliver klædt på til at komme ud og være kun to personer i ambulancen. Når du er tre, så er det noget helt andet. Så kan man sige, ”okay, der er to, der er mere erfarne end jeg er”. Og de to vil altid kunne løse opgaven uden tredjemanden. Så kan man trække sig og være ekstra hænder, eller være mere engageret, eller mindre engageret, alt efter hvordan man ligesom har aftalt at gøre det på bilen.
Hvad kunne få dig til at trække dig, da du var tredjemand?
Det har jeg ikke oplevet. Jeg har ikke følt, at jeg har haft behov for det, men jeg er bevidst om, at jeg havde muligheden. Jeg kunne da forestille mig, at hvis man kommer ud og er splinterny ambulanceelev på sin anden praktikperiode, og så sker Fields, eller… én, der springer ud fra en høj bygning eller sådan noget. Hvis det er et eller andet ekstremt eller voldsomt, noget man ikke lige har gjort sig mentalt parat på, så kunne det være, at man har måske haft et behov for at sige, okay, det er ikke lige mig, der står i front på den her.
Noget med børn, eksempelvis. Så har vi perioden som tredjemand til at vænne sig til det. Man oplever nogle ting og ser verden for, hvad den i virkeligheden er inden for ambulancen. Nogle gange er tingene lidt hårde, og det skal man også kunne lære at kapere i et eller andet omfang.
Man skal jo lære at distancere sig på en eller anden måde, og så stadig samtidig føle empati. Men man kan jo ikke undgå, at der vil være ting, der påvirker en i højere eller mindre grad følelsesmæssigt. Og det er måske meget sundt at opleve det og finde ud af, hvor ens grænser er, imens man ikke officielt har noget ansvar.
I morgen – på din første vagt som fuldbefaren – kan du jo risikere, at der er et barn, der kommer frygteligt til skade. Du er sammen med dine makker, som også er helt nyuddannet. Hvad så?
Så hænger den på os. Men der kan vi jo så sige, at vi har den erfaring. Vi har jo kun været i gang i fire år, så erfaring er erfaring. Men vi har begge to oplevet at stå med et hammerdårligt barn. Eller et barn, der er gået bort.
Det kunne også være en, der har mistet sine forældre, eller hvad det nu skulle være. Så man har stået i det følelsesmæssigt. Jeg ved, at jeg reagerer sådan her. Og jeg ved også, at jeg godt kan pakke det væk. For så at tale om det bagefter. Første gang, så kommer det ligesom et chok, man skal lige finde ud af, hvem man selv er i den situation.
Det er i hvert fald vigtigt for ens eget mentale helbred, men også for patientens behandling. Det nytter jo ikke noget, at jeg eller min makker står og går fuldstændig i stå i vores behandling. Den følelsesmæssige påvirkning, den må vi tage bagefter i en eller anden grad. Så det er jo vigtigt at have mærket sig selv, før man står med hele ansvaret.
Vi kan undersøge om de folk, vi kommer ud til, har en blodprop i hjernen eller noget andet, også ved vi, at nu gør vi sådan her. Reelt skal de teoretiske ting ind under huden, så man har kapacitet til at udføre behandlingen. Og det kommer kun ind under huden ved, at man øver det igen og igen. Det er netop derfor vi øver hjertestop så meget. Fordi man så ved instinktivt, når man kommer ind i situationen, så skal vi gøre sådan og sådan, i en specifik rækkefølge. Fordi man har øvet det til hudløshed, så det er blevet en standard, når man først står i situationen.
Det var det samme med militæret. Så har man jo øvet til hudløshed, at det er den her måde vi går ind i en bygning på. Vi renser et rum, som det hedder, på den her måde. Og så har man jo øvet det milliard gange. Så når man står i det, så er det sådan man gør. Det er den standard man får øvet så mange gange, at det kører på rygraden.
Det er jo svært at hænge teori op på praksis, hvis man ikke øver det, og det er man bare nødt til i et fag som vores. Vores fag er jo et håndværk. Der er jo ikke så meget at rafle om. Man skal være teoretisk stærk. Man skal vide en hel del om anatomi og fysiologi. Og farmakologi og så videre. Men i sidste ende, så er det jo vores hænder, vi bruger, i et eller andet omfang. Selvfølgelig skal man have hovedet med. Man skal vide, hvad det er man laver. Men i bund og grund er det jo et håndværk.
Jeg går personligt rigtig meget op i at være stærk teoretisk og fagligt, men hvis man ikke kan finde ud af at føre det ud i praksis, så fungerer det jo ikke rigtigt.
Jeg synes uddannelsen har været sindssygt fed. Og jeg valgte den jo fordi, den er bygget op, på den måde den er! Ellers havde jeg jo læst medicin.
Så jeg valgte uddannelsen fordi den er bygget op af teori og praksis, som hånd i hanke, og at praksis faktisk vægtede højere i den forstand, at praktikperioderne er så lange, som de er. Når vi var på skolen, så havde vi intensive teoretiske dage om, hvordan hjertet fungerer, eller hvordan sygdomme præsenterer sig. Bagefter går vi ud og øver det, til vi ved, hvordan vi skal reagere.
Hvad så med fremtiden? Jeg går ud fra, at du har en idé om at køre ambulance i nogle år?
Jeg har en klar forventning om, at ambulance, er det jeg gerne vil. Jeg har jo taget en uddannelse tidligere i Forsvaret. Men måske vil jeg gerne videreuddanne mig om nogle år. Og det er der jo heldigvis også rigtig mange muligheder for. Det synes jeg er rigtig fedt! Faktisk kommer der flere og flere muligheder – man kan uddanne sig til paramediciner. På Sjælland kan man blive advanced paramediciner. Men der er også mulighed for at køre Babylancen eller lægebil. Man kan flyve helikopter. Der er garanteret også mulighed for at komme mere til udlandet og køre der.
Hvis man er opsøgende og ønsker det, så der er jo virkelig mange muligheder for at videreuddanne sig inden for vores fag.
Det jo også et fag i udvikling. Der kommer jo hele tiden nye kompetencer. Der kommer ny medicin eller et nyt indgreb. Det står jo aldrig rigtig stille. Det præhospitale område udvikler sig rigtig hurtigt i disse år. Både i Danmark og i resten af verden. Det er et fag i kraftig vækst. Man gik fra bare at losse folk ind bag i en bil og hurtigt køre til en akutmodtagelse. Nu behandler vi jo hele vejen. Det er sket inden for ca. 20 år.
Kører I meget med udrykning?
Det er meget lidt. Det allerførste jeg fik at vide, da jeg startede, det var: Hvis du tror, at det her, det er blå blink, bål og brand hele tiden, så bliver du overrasket. For det er det jo ikke. Det er måske fem procent, af det vi kører.
Vi kører en del udrykning ud til patienterne. Men ind til hospitalet, altså patienter som er i livsfare, er et fåtal.
Der er færre, der kommer rigtig til skade i et færdsudhæld, end der var engang. Det er en del af udviklingen, men vi får flere og flere livsstilssygdomme. Man har jo haft en generation, der ikke troede man tog skade af cigaretter. Så fik vi junkfood. Og det er jo det der rammer nu. Så vi har jo alle livsstilssygdomme. De kommer jo i kæmpe stimer nu. Og det bliver også akut. Det gør det. Det kan meget hurtigt blive meget akut.
Før når man kørte galt i en bil, så kom man jo meget til skade fordi bilen var lavet til ikke at gå i stykker. I dag kommer personerne, der kører galt, sjældent alvorligt til skade. Fordi bilerne er blevet så sikre.
Vi kommer også ud til borgere, som føler, at de står i en situation, de ikke selv kan løse, og har derfor ringet 112 eller 1813. Alarmcentralen har vurderet, at der skulle komme en ambulance ud. Vores opgave er i højere og højere grad at komme ud og vurdere, i hvilket omfang de skal have hjælp på stedet. Måske er det noget, der skal løses hos egen læge, måske skal de selv tage på hospitalet, for det behøves ikke nødvendigvis at være med os.
Der må også der være en del sygetransporter?
Ja, der er jo sindssygt mange. Der er rigtig, rigtig mange sygetransportopgaver. De (ST, red.) løfter jo en koloenorm opgave.
Der er et skridt over mod en højere grad af visitering. Det er klart noget, jeg kan mærke, der er sket en udvikling i, på de her fire år min uddannelse har taget. Det bliver mere og mere en ting, at folk skal kunne behandles på plejehjemmet, eller at de skal kunne behandles i eget hjem. Alternativt, at folk godt selv køre på hospitalet, hvis det ikke er noget, der er ambulancekrævende. Vi kan også om-visitere patienten til en siddende sygetransport. Nogle gange ender det med, at vi anbefaler, at du søger din egen læge i morgen. Så på den måde er vi jo også blevet en udekørende, vurderingsenhed, som jo så først og fremmest er PHV’ens opgave.
Hvad er en PHV?
Det er en præhospital visitationsenhed. Det plejer at være en paramediciner, der kører i en akutbil. De har også heddet PHV-biler. Deres primære opgave er at køre ud og vurdere de patienter, som alarmcentralen ikke helt ved, om de er indlæggelseskrævende, eller om der skal findes en anden løsning.
Der var en paramediciner, der forklarede mig, at en del af opgaven også byggede på mønstergenkendelse. Altså det der med at komme ud og se en, og så vide, at det der er et hjertestop, eller det der er ikke et hjertestop, der er noget andet galt her.
Ja, det er det, jeg har kaldt det ”kliniske blik”. Det er det man lærer sindssygt meget i sin praktik. Du ser så mange patienter hele tiden, og du møder folk, der var lige ved at stille træskoene. Så man lærer rigtig hurtigt at kunne se, helt over fra hoveddøren af, at den her patient er faktisk virkelig, virkelig dårlig.
Det kan også være omvendt: Patienten er panisk i en eller anden grad nervøs, eller noget helt tredje. Vi skal måske finde en anden løsning. Jeg vil ikke sige, at der er nogen, der spiller syge, men der er der jo bare nogen, der måske føler sig mere syge, end de er. Det lærer man at kunne spotte ret hurtigt. Og det er jo det, der er så vigtigt ved, at man ser så mange patienter, som man gør i sin elevtid, så er du klædt på, når du kommer ud og kan se helt over fra døren af – okay, den her patient er faktisk akut. Der skal ske noget nu.
Det er jo også vores fornemmeste opgave at komme ind i en situation, hvor folk er i panik, og så prøve at bevare roen. Ens kliniske blik udvikler sig helt enormt de fire år, og det bliver jo kun bedre og bedre. Det er jo en af de ting, der er ved den erfaring, man får, når man har kørt ambulance i rigtig lang tid, ikke? Man har fire år til at begynde at udvikle sit kliniske blik .
Hvis du skal beskrive uddannelsen som ambulancebehandler, hvordan vil du beskrive den?
Det er en uddannelse, hvor man kombinerer rigtig meget teori og prøver det i praksis på skolen, hvor man øver det til ukendelighed. Derefter kommer i praktik, på sin station. I praktikken får man lov til at se, hvordan tingene egentlig hænger sammen i virkeligheden. Teori og praksis.
Det er jo primært en praktisk uddannelse, funderet på en masse teoretiske grundviden og et teoretisk grundlag, som man er nødt til at gøre sig så dygtig i, som man overhovedet kan. Når man så kommer ud i en akutsituation, så skal man ikke først holde rådslagning. Man er nødt til at handle på det, man oplever. Derfor er man nødt til at være ekstremt dygtig, teoretisk, for at man kan tage de praktiske valg. Og så skal man have øvet det mange gange. De to ting – teori og praksis – skal arbejde sammen, for at man kan tage de hurtige valg, som man er nødt til. De to ting sammen – teori og praksis – gør, at man kan handle hurtigt og selvsikkert.
Den praktiske erfaring er også vigtig, fordi man lige pludselig står med en patient, mens der står folk og råber og skriger, om det ene og det andet. Så på den måde skal man jo også have opbygget en eller anden… selvtillid, så man kan være i situationen som ambulancebehandler, mens der står en hund og gør og en pårørende, der råber samtidig med, at din makker beder dig om at gøre sådan og sådan. Så der skal man jo også lære at finde sin egen personlighed og finde noget ro i alt det der kaos, der kan være en gang imellem.
Der var bred opbakning til intentionen bag beslutningensforslaget blandt alle Folketingets partier, da beslutningsforslag 55 i dag blev første behandlet i Folketinget. Forslaget blev dog ikke vedtaget, da der bl.a. ikke var fremsat et forslag til finansiering af beslutningsforslaget.
Alle Folketingets partier tilkendegav på talerstolen, at de bakker op om at give ambulancepersonalet adgang til relevant sundhedsdata, således lød det blandt andet fra talerstolen, at det er det faglige og patientsikkerhedsmæssige rigtige at gøre.
Der bliver nu forhåbentlig igangsat et arbejde i Sundhedsudvalget, hvor en udredning af området kan vise, hvilke udgifter der er forbundet med at give ambulancepersonalet adgang til FMK og CAVE. I første omgang bliver det nok lettere at give ambulancepersonalet adgang til FMK end til CAVE, da allergiregisteret endnu ikke er fuldt udviklet eller udbredt i alle fem regioner.
Beslutningsforslag er en kort tekst, der forklarer den handling eller det initiativ, som de folketingsmedlemmer, der har fremsat forslaget, gerne vil pålægge regeringen.
Vedtagne beslutningsforslag kan f.eks. pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag om et bestemt emne eller at undersøge en sag nærmere. Folketinget kan på den måde tage initiativ til ny lovgivning.
Både regeringen og folketingsmedlemmerne kan fremsætte beslutningsforslag. Oppositionen fremsætter flest. Der er dog ikke tradition for, at regeringen stemmer for beslutningsforslag fra oppositionen, men regeringen kan efterfølgende fremsætte et lignende eller tilpasset forslag, hvis de bakker op om beslutningsforslaget.
