Øvelser er nøglen til et effektivt beredskab

Det kræver både opdaterede beredskabsplaner og at man øver sig, hvis redderne skal være klar til at løse de forventede opgaver. Redderne efterlyser flere øvelser og gerne fuldskalaøvelser med udgangspunkt i det eksisterende beredskab – fordi øvelserne skal være så realistiske, som muligt.

”Den der med, at alt kører efter en lige linje og evalueringen siger det gik godt. Sådan er det aldrig, når der sker noget i virkeligheden, derfor bør der være fuldskalaøvelser, hvor ingen ved, at nu sker det. Ellers ender vi i den situation, hvor lige præcis den læge, der er brug for, sidder klar ved telefonen og svarer med det samme. Sådan er det aldrig i virkeligheden,” siger Stefan Fyhn, ambulancebehandler, en del af Referencegruppen for ambulance i Reddernes Udviklingssekretariat og formand for Reddernes Landsklub.

Bagom skal man så sørge for, at der er indkaldt ambulancer fra en anden region, som kan fungere som opbakning til øvelsen, så den daglige drift ikke bliver berørt. Man skal huske på, at øvelserne ikke kun er for redderne. De øvrige faggrupper har også brug for at øve sig, men det er i fuldskalaøvelserne, at redderne for alvor lærer noget.

Flere typer af øvelser

Udbytte af øvelser kan måles igennem hvor mange der får udbytte af det og hvor stort et udbytte de medvirkende får. Ved fuldskalaøvelser er der meget stort udbytte, men kun for de medvirkende. Det er en erfaring, der er svær at give videre.

”Alt behøver ikke være fuldskalaøvelser, siger Lene Sandberg, lektor og forsker i kriseledelse, krisestyring og operativt beredskab på Københavns Professionshøjskole. Hun fokuserer på strategisk og koordinerende kriseorganisering inden for beredskabsområdet. I forhold til øvelserne har hun en vigtig pointe:

”Det giver ingen mening at øve uvidenhed. Jo mere vi øver os inden en hændelse, desto mindre båndbredde skal vi bruge for at udføre en konkret opgave. Det frigør ressourcer til at håndtere det uforudsete, når det virkelig gælder. Eller sagt på en anden måde: Noget bliver nødt til at være genkendeligt for at man kan klare det uigenkendelige,” understreger Lene Sandberg.

Den nationale øvelsesvejledning

Beredskabsstyrelsen har udgivet ”National øvelsesvejledning”, som beskriver hvordan beredskabsøvelser af forskellig karakter, bør foregå. Formålet med vejledningen er todelt: Dels vil man understøtte en fælles referenceramme og definitioner for øvelsesområdet. Dels skal vejledningen fungere som en manual til planlægning, gennemførsel og erfaringsopsamling fra øvelser.

Den første definition, der skal på plads er: Hvad er en øvelse egentlig? Ifølge den Nationale øvelsesvejledning er det: ”En øvelse er en aktivitet, som gennemføres med henblik på at træne organisationer og/eller enkeltpersoner med det formål at gøre sig klar til fremtidens beredskabsmæssige udfordringer. Øvelserne skal bidrage til at skabe organisationer, der kan begrænse konsekvenser og normalisere situationen, når en hændelse indtræffer,” hedder det i National øvelsesvejledning på side 3.

Vejledningen definerer desuden fire forskellige typer af øvelser: Procedureøvelser, dilemmaøvelser, krisestyringsøvelser og fuldskalaøvelser.

Procedureøvelser

Procedureøvelser er gode til:

  • At afprøve om nedskrevne procedurer, f.eks. action-cards, fungerer, er opdaterede og hensigtsmæssige samt kan anvendes af relevante medarbejdere
  • At teste om materiel eller elektronik virker samt kan anvendes af relevante medarbejdere

Formålet med procedureøvelserne er både kontrol af procedurerne og læring i proceduren. Det er korte kontorøvelser, der kan fungere som forberedelse til andre øvelser.

Procedureøvelser kan som regel gennemføres uden omfattende planlægning eller udgifter.

Dilemmaøvelser

Dilemmaøvelser er ofte en optakt til fuldskalaøvelser og er gode til:

  • At diskutere beredskabsplaner og procedurer inden for organisationen
  • At diskutere løsningen af specifikke opgaver eller relevante problemstillinger, f.eks. i forhold til krisestyringen
  • At drøfte erfaringer fra tidligere øvelser
  • At drøfte konkrete problemstillinger som optakt til en større øvelse

Krisestyringsøvelser

Krisestyringsøvelser kunne også kaldes kontormedarbejdernes fuldskalaøvelse. Øvelsesformen er god til:

  • At understøtte kendskabet til og brugen af beredskabsplaner
  • At afprøve og udvikle praktiske forhold i relation til krisestyringen
  • At afprøve samarbejdsrelationer og udvikle kendskab til roller og ansvar, både internt og på tværs af organisationer

Fuldskalaøvelserne

Det er her hvor det samlede beredskab bliver testet. Det er store og omfattende øvelser, der er gode til:

  • At afprøve og træne den taktiske/operative indsats i forbindelse med større hændelser
  • At afprøve og træne beredskabsroller under de praktiske forhold, som er gældende til daglig
  • At afprøve beredskabsplaner, f.eks. alarmerings- og mødeplaner, i praksis
  • At afprøve og træne indsatspersonales samarbejde og koordinering på tværs af myndigheder

Fuldskalaøvelser giver maksimalt udbytte for de involverede, men det er svært at få erfaringen til at brede sig. Reddernes Udviklingssekretariat arbejder for, at der bliver flere fuldskalaøvelser uden varsel. Det er den eneste måde man kan sikre en samlet indsats, når det bliver nødvendigt.

 

Beredskabsplanernes formål er at sikre at alle ved, hvad de skal gøre, når der planen bliver sat i værk: ”Planen skal beskrive, hvordan den overordnede krisestyring skal foregå, når de almindelige ressourcer og rutiner ikke længere slår til.” (Beredskabsstyrelsens hjemmeside).

Styrket beredskab gennem erhvervsrettet brand- og redningsuddannelse i ny beredskabsaftale

”Vi skal have en erhvervsrettet brand- og redningsuddannelse; Det er meget nødvendigt og haster. I år og næste år er der penge til at lave forarbejdet, men jeg presser på for, at vi får uddannelsen så hurtigt som muligt – gerne næste år,” siger folketingsmedlem Kasper Roug, der er beredskabsordfører for Socialdemokratiet, og fortsætter:

”Vi har stået hårdt på, at det er nødvendigt. Hvordan det praktisk skal løses, har vi ikke taget stilling til, men pengene er der, og det skal gå stærkt.”

Vi er klar til at løse opgaven

”Vi er klar til at rykke. Vi har erfaringen med at udvikle redder-uddannelserne, se bare på ambulance- og autohjælpsredderne, og vi har gjort vores forarbejde til netop en brand- og redningsuddannelse,” siger Flemming Bjørn Overgaard, formand for Reddernes Udviklingssekretariat og formand for TURs brancheudvalg for Ambulance og Redning, hvor en erhvervsrettet brand- og redningsuddannelse hører hjemme og bør lægge.

Kasper Roug og Flemming Bjørn Overgaard.

Med beredskabsaftalen for 2025 og 2026 er der sat penge af til forarbejdet med en brand- og redningsuddannelse.

Totalberedskab kræver uddannelse og øvelser

”Redderne er en del af rygrade i det danske krigs- og kriseberedskab. Vi har veluddannede reddere, men lige netop på brand- og redningsområdet har vi brug for en standardiseret uddannelse, der kan løfte niveauet til et endnu højere niveau,” forklarer Kasper Roug og nævner samtidig, at det er vigtigt, at vi ser det som et totalberedskab på samme måde, som vi tidligere talte om et totalforsvar.

Både ambulance- og autohjælpsreddere har i dag en erhvervsrettet uddannelse, og det har været med til at løfte reddernes faglige niveau til en ganske høj standard, men der er også brug for flere øvelser, som redderne efterlyser, bl.a. gennem Reddernes Udviklingssekretariats beredskabsudspil.

”Der skal flere ressourcer til hele landet og blive bedre til scenarier, vi ikke har mødt endnu og derfor ikke kender så godt. Det kunne være nedbrud af elnettet, cyberangreb, der lammer sygehusene, større oversvømmelser eller elefanten i rummet: større hybridangreb på større eller mindre broer.

Altså hybride angreb på vores infrastrukturs knudepunkter, der vil lamme dele af landet i en kortere periode – måske i flere dage,” uddyber Kasper Roug og tilføjer, at der på den anden side bliver brug for flere frivillige, der kan støtte op om redderne: ”De frivillige skal være klædt på til opgaven og her tror jeg, at vi skal skæve til Sverige. Min pointe er, at vi er nødt til at kigge på alle de redskaber, der er mulige at sætte i spil i forhold til vores samlede beredskab,” siger Kasper Roug.

Helt grundlæggende handler det om robusthed i beredskabet. Pejlemærket er sat i en tiårige horisont.

Den første aftale af flere

Beredskabsaftalen er den første af flere aftaler. Aftalen dækker 2025 og 2026, men rammen går frem til 2033. Udover de nævnte initiativer, vil regeringen nedsætte en kommission for samfundssikkerhed og beredskab i 2025, fordi der er behov for at analysere og belyse en række emner samt at danne overblik over samfundets sårbarheder.

Regeringen vil også nedsætte et forum for erhvervslivet og civilsamfundet, hvor relevante aktører kan drøfte, hvordan private virksomheder og civilsamfundet bedst muligt kan inddrages og bidrage til samfundssikkerhed samt beredskab med hver deres særlige kompetencer og kapaciteter.

Derudover skal der iværksættes en analyse af samspillet mellem det statslige og de kommunale redningsberedskaber for at afdække og understøtte fremtidige behov.

 


Fakta om aftalen

Beredskabsaftalen indeholder fem indsatsområder, fordelt på 14 initiativer, hvoraf flere øvelser og forberedelsen af en erhvervsrettet brand- og redningsuddannelse, er et par af initiativerne.

De fem indsatsområder

  • Akutpakke målrettet Beredskabsstyrelsen
  • Klimamateriel og øget operationskapacitet
  • Flere øvelser og uddannelse
  • Styrket borgernær kommunikation og rådgivning
  • Styrket cybersikkerhed og modstandsdygtighed i kritiske enheder.

De 14 initiativer i beredskabsaftalen

  1. Beredskabsstyrelsen tilføres mere uniformeret personale for blandt andet at kunne assistere kommunale beredskaber ved “komplekse og voldsomme vejrhændelser”.
  2. Akutte udfordringer i Beredskabsstyrelsens bygninger og faciliteter skal udbedres “på kort sigt”.
  3. Der skal investeres i “specialiseret klimamateriel”, som kan assistere de kommunale beredskaber ved voldsomme vejrhændelser.
  4. Der skal tilføres yderligere 50 værnepligtige på beredskabsområdet fra 2027.
  5. De kemiske og nukleare ekspertberedskaber skal styrkes.
  6. Der skal afholdes flere tværgående øvelser, som modsvarer “det komplekse trussels- og risikobillede”.
  7. Ventetiden på lederuddannelser i beredskabet skal nedbringes.
  8. Der skal forberedes en oprettelse af en erhvervsrettet brand- og redningsuddannelse.
  9. Den borgerrettede beredskabs- og krisekommunikation skal styrkes gennem kampagner, kurser og lignende.
  10. Rådgivning af kommuner, myndigheder og virksomheder skal opprioriteres.
  11. Kapaciteten til at behandle beredskabsfaglige godkendelser skal øges.
  12. To EU-direktiver om cybersikkerhed skal implementeres.
  13. Der skal udarbejdes en ny national strategi for cyber- og informationssikkerhed.
  14. Den strategiske indsats for at styrke cybersikkerheden skal løftes.

Kilde: Aftale om beredskabsområdet 2025-2026

Læs hele aftalen for beredskabsområdet 2025-2026 her.

”Vores beredskaber er enormt presset af, at der er så mange forskellige systemer, der skal tale sammen”

Kommunikation har vist sig at være en af de helt store udfordringer i det danske beredskab.

Radio-kommunikationssystemet, som bruges på tværs af det samlede beredskab, hedder SINE. Det anvendes af beredskabsmyndighederne til løsning af beredskabsmæssige opgaver. Når der sker større ulykker og katastrofer, hvor der er behov for at koordinere en fælles indsats, benyttes SINE som kommunikationsnetværk på tværs af politi, brand, redning og ambulance.

Redderne oplever, at kvaliteten af den kommunikation, der foregår i og på tværs af enhederne er varierende. Det skyldes formentlig, at de forskellige enheder har forskellige traditioner for anvendelse af radiokommunikation og forskellige oplæringsmetoder i SINE-terminalerne.

Dertil kommer, at SINE-terminalerne kan være forskellige, da leverandørerne ikke nødvendigvis er de samme, til bl.a. politi, brand, redning og ambulance. Det samme gælder andet udstyr på tværs af regioner, kommuner og operatører.

Hver tredje har konkrete problemer med at bruge SINE

Hvad er SINE

SINE er en forkortelse af SIkkerhedsNEttet i Danmark. Det er et selvstændigt og digitalt radionet, som dækker hele Danmark. Krypteret, nødstrømssikret og kan ikke aflyttes. Nettet er designet, så der både er kapacitet til hverdagens hændelser og til store ulykker. Radionettet sørger for, at de vigtigste opkald altid kommer først igennem.

SINE har mere end 45.000 brugere fordelt på 19.000 tilsluttede radioer.

Netværket består af 500 selvstændige mobilmaster, og radiosignalet går via kabler i jorden til SINE-centralen, der også kaldes SWITCH.

Nettet er krypteret, men datakapaciteten er yderst begrænset.

Kilder: Ingeniøren (ing.dk) og Center for Beredskabskommunikation (sikkerhedsnet.dk)

Tager vi to af de senere års store hændelser, så var der problemer med SINE-radioerne både ved togulykken på Storebæltsbroen i 2019 og ved skyderiet i Fields i 2022.

Ved Fields-skyderiet var det – ifølge Ingeniøren – hver tredje ambulanceredder, der havde bøvl med radioerne. De var indstillet forkert. Lidt bedre end ved ulykken på Storebælt tre år tidligere, hvor det var 40%, der angiveligt var problemer med.

I de pressede situationer er kommunikationen altafgørende, det siger næsten sig selv.

“Grundlæggende handler det om, at under store og komplekse hændelser, skal redderne både kunne danne sig et overblik over situationen og samtidig træffe korrekte beslutninger ud fra et fagligt perspektiv. Redderne arbejder altid under tidspres, men de skal formå at indsamle tilstrækkelig information, for at være i stand til at handle hurtigt. Den erfaring, som de opnår gennem uddannelse og træning gør dem kompetente til at agere i pressede situationer,” siger Lene Sandberg, lektor og forsker i kriseledelse, krisestyring og operativt beredskab på Københavns Professionshøjskole. Hun fokuserer på strategisk og koordinerende kriseorganisering inden for beredskabsområdet.

Med andre ord, så skal man kunne modtage informationer, og man skal kunne dele informationer.

”Derfor er det så vigtigt, at man kan tilgå hinanden. Vigtigt med procedure, for vi kan ikke alle sammen tale på samme tid. Kun en kan holde knappen inde og tale. Derfor er det også vigtigt, at vi øver det, fordi det skal foregå under pres,” forklarer Lene Sandberg og fortsætter:

”Når det er i gang, så er det ikke tid til at lære nye systemer, det skal sidde på rygraden. Vi har brug for simple værktøjer til komplekse hændelser. Det handler om, hvor du skal bruge din båndbredde! Båndbredden skal bruges på at forstå situationen og handle rigtigt. Det drejer sig om hverdagsrutiner.”

Redderne vil have mere ensartethed

Generelt ønsker redderne og Reddernes Udviklingssekretariat, at det bliver mere ensartet på tværs af aktørerne. Dette gælder ikke kun kommunikationen, men alle relevante systemer på tværs af” aktørerne – både de private og de offentlige aktører.

”Vores beredskaber er enormt presset af, at der er så mange forskellige systemer, der skal tale sammen,” slår Lene Sandberg fast.

Reddernes Udviklingssekretariat arbejder også for at forenkle og ensrette kommunikationen.

Det er ikke kun teknikken, der skal være ensartet, det er også måden, man gør det på. Kommunikationen skal trænes på tværs af de mange forskellige aktører, det skal være den samme metode, man kommunikerer på.

I praksis har aktørerne forskellige måder at kommunikere på. Redderne skal som eksempel selv indstille, hvilken kanal der kommunikeres på, mens andre aktører har mulighed for at sikre, at kanalen er valgt på forhånd. Derfor ønsker vi mere ensartethed på tværs af politi, brand, redning og ambulance.

Læs de øvrige artikler i denne serie her

”Pludselig kan vi blive ramt af noget, der er stærkere, end vi er vant til at planlægge for. Det vil betyde en større ændring for redderne.”
Nyt beredskabsudspil fra Reddernes Udviklingssekretariat

”Pludselig kan vi blive ramt af noget, der er stærkere, end vi er vant til at planlægge for. Det vil betyde en større ændring for redderne.”

Nyt beredskabsudspil fra Reddernes Udviklingssekretariat

”Pludselig kan vi blive ramt af noget, der er stærkere, end vi er vant til at planlægge for. Det vil betyde en større ændring for redderne.”

Beredskabet har en central rolle i at styrke vores samfundssikkerhed. Spørgsmålet er nu, hvad er der behov for? Hvad skal vi have mere af? Og måske – hvad skal vi have fat i materielt? Hvad er nødvendigt? Dette finder man ud af gennem en sårbarhedsundersøgelse.

Mange ting har forandret sig de seneste år. Naturkatastroferne er blevet voldsommere og oftere, samtidig med at vi befinder os midt i en aktiv hybridkrig. Desværre er terrortruslen ikke forsvundet, i det hele taget er der blevet mere at tage højde for, når vi taler beredskab.

En ting er tydeligt: Der er behov for flere ressourcer og bedre udstyr, så begge dele matcher de aktuelle behov. Det handler helt enkelt om, at vores samfundssikkerhed er tilstrækkelig. Ingen kender reelt behovet, for den seneste sårbarhedsanalyse er fra 2004, og dengang så verden væsentlig anderledes ud end her i midten af 2020’erne.

Flere ressourcer og bedre udstyr

Hvad anbefaler RUS?

Redernes Udviklingssekretariat fokuserer på større hændelser og akut hjælp, som særligt involverer redderne. Her er der brug for:

  • At der er nationale minimumsstandarder for bilernes indretning og udstyr. I dag er alle biler forskellige fra region til region, fra kommune til kommune, fra privat til offentlig leverandør.
  • At der er depoter med medicinsk udstyr, værnemidler, brændstof, mad til alle faggrupper fx på beredskabscentrene.

”Vi trænger til en ny, den sidste er overhalet af begivenhederne. Desuden er der behov for at vores sårbarhedsanalyse bliver løbende opdateret, det skal ikke kun være noget, man opdaterer fx hvert andet år,” siger Michael Zilmer-Johns, der er tidligere ambassadør og tidligere formand for den gruppe, regeringen nedsatte til at lave sårbarhedsanalysen i 2004 og fortsætter: ”Fordi udviklingen lige nu går meget hurtigt, og der hele tiden er nye trusler – det er både fra naturen, men også fra fjendtlige stater. Lige nu er det særligt Rusland på lidt længere sigt måske også Kina.

Men det er ikke kun krige og andre staters forskellige typer af hybride angreb, der er på spil. Naturkatastroferne har også ændret karakter.

”Klimaforandringerne slår hurtigere og hårdere igennem, end de fleste forventede.  Pludselig kan vi blive ramt af noget fra naturen eller en fjendtlig stat, der er stærkere, end vi er vant til at planlægge for. Det vil betyde en større ændring for redderne,” siger Michael Zilmer-Johns og understreger samtidig, at det ikke er fordi, vi står over for direkte krig i Danmark, som fx i Ukraine eller Gaza, men vi er midt i en hybridkrig, det er ikke noget, der kommer, det er her allerede!

Hvilke ændringer der kan blive tale om, er umuligt at sige, før man har en analyse, som viser vores aktuelle sårbarheder.

Men hvad er en sårbarhedsanalyse egentlig for en størrelse?    

I 2004 kom den første og hidtil eneste sårbarhedsanalyse i Danmark. Den beskriver, hvilke sårbarheder vi som samfund skal være opmærksomme på og tage højde for, hvis vi vil undgå fatale udfald, når voldsomme hændelser og kriser rammer os. ”Sårbarhedsudredningens afsæt er de risici og trusler, der sigter mod den civile sektor.”

I 2004 var verden mere fredelig og klimaændringerne ikke slået igennem. Terror var den største bekymring, mens konventionel krig ikke virkede sandsynlig i en overskuelig fremtid. I dag er billedet noget anderledes, og samtidig er forråelsen vokset:

”Verden bliver også mere rå. Det kan vi for eksempel se i Ukraine, men også i Gaza og Libanon. Der er ikke den samme respekt for det røde kors, man går gerne efter eller er ligeglade med civile og med redderne,” forklarer Michael Zilmer-Johns.

”Vi starter jo ikke fra nul. Vi har et solidt og godt grundberedskab, men det skal udbygges. Vi er nødt til at have en større reserve, som er parat til at blive indsat. Vi kan komme op imod større og mere massive angreb og hændelser. Desuden kan vi komme ud for samtidige hændelser, så der sker flere ting på en gang,” siger Michael Peter Zilmer-Johns. Vores beredskab er bygget til at kunne håndtere terrorhandlinger, men i hybridkrig er det stater, der står bag, det giver risiko for meget mere massive angreb.

Strukturelle ændringer er nødvendigt

Lene Sandberg er lektor og forsker i kriseledelse, krisestyring og operativt beredskab på Københavns Professionshøjskole. Hun har fokus på den strategiske og koordinerende kriseorganisering indenfor det beredskabsfaglige felt: ”Opdelingen i fem regioner med hver sin standard for ambulancer er en begrænsning for fleksibiliteten, når beredskabet bliver udsat for et større pres. Vi er i krydsfeltet mellem lokal eller regional autonomi, og hvad der er nationalt mest fornuftigt,” siger Lene Sandberg og fortsætter: ”Men helt grundlæggende er vi nødt til først at spørge: Hvad er det for nogle opgaver, der skal løses? Hvad er det for nogle opgaver redderne skal løse?”

Reddernes Udviklingssekretariat har to konkrete anbefalinger til ressourcer og udstyr, som er beskrevet i ”Et Fremtidssikret Beredskab” – Reddernes Udviklingssekretariats udspil på beredskabsområdet. Anbefalingen er, at man dels sikrer nationale minimumsstandarder for ambulancernes indretning og udstyr, dels opbygger nogle depoter med medicinsk udstyr, værnemidler, brændstof og mad til alle faggrupper. Redderne efterlyser flere ressourcer og bedre udstyr, men også mere ensartethed regionerne imellem.

Hvorfor er der forskel på udstyret?

Hver region bestemmer selv, hvordan regionens ambulancer skal indrettes. Så vi har fem type af ambulancer i Danmark. Det er også regionsbestemt, hvilket delegeret ansvar redderne arbejder på. Altså hvilken medicin de må give, og hvordan man skal forholde sig i bestemte situationer. Igen er der fem forskellige måder at gøre det på.

Det står i kontrasts til fx Politiet, hvor det er ens biler og ens praksis for, hvordan man løfter de konkrete opgaver over hele landet. Populært sagt kan man – uden videre – flytte en politibil fra den ene politikreds til den anden, hvis der er behov for det. Helt så enkelt er det ikke at flytte en ambulance fra den ene region til den anden.

 

Nyt beredskabsudspil fra Reddernes Udviklingssekretariat

Hver gang rykker beredskabets kernetropper ud for at redde, afbøde, afhjælpe, sikre borgerne i Danmark. Blandt dem redderne i ambulancerne, autohjælpen, brandbilerne og sygetransporten.

Når man nu skal rykke ud til 100-års-hændelser årligt, så kræver det, at man er forberedt, at man kan sit kram, sit fag, at udstyret er i orden, at man kan bruge udstyret, at man ved, hvad man skal gøre, hvor man skal gå hen, hvilken opgave, der skal løses.

Den del er redderne generelt ret gode til! De øver sig, hvis de er usikre på opgaven, de tilegner nye færdigheder, hvis det er nødvendigt. Man kunne sige at rykke ud akut er en definition på at være omstillingsparat. At være klar til det uforudsete, at være beredt, og det er netop det, beredskabet skal! Danmark har brug for et beredskab, der kan håndtere fremtidens udfordringer.

Derfor har Reddernes Udviklingssekretariat udarbejdet ”Et Fremtidssikret Beredskab – Anbefalinger til et styrket beredskab”.

De samlede anbefalinger kan du læse her.

Trusselbilledet er ændret og det stiler større krav til redderne 

Et ændret trusselbillede betyder blandt andet, at Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab blev etableret i slutningen af august 2024. Ministeriets opgave er at forebygge, modstå og håndtere hændelser, som udfordrer samfundets grundlæggende funktioner. Herunder det koordinerende ansvar for krisestyring og forsyningssikkerhed, men også Beredskabsstyrelsen, cybersikkerhed og digital informationssikkerhed.

Det ændrede trusselsbillede betyder også, at naturkatastrofer, pandemier, cybe­rangreb, terrortrusler og hybridkrig hører til den nye dagsorden. Trus­selbilledet er blevet mere komplekst og uforudsigeligt. Det kræver en proaktiv tilgang til sikkerhed. Beredskabets skal styrkes og tilpasses for at imødegå nutidens og fremtidens udfordringer. Derfor har Reddernes Udviklingssekretariat følgende fem anbefalinger:

Beredskabsplaner og øvelser er en nødvendighed

  • At man har tværsektorielle beredskabsplaner, der samtidig er lokalt forankret, samt at man sikrer en praksisnær og beredskabsfaglig tilgang ved at inddrage ambulancepersonale og brandfolk i udarbejdelsen af beredskabsplanerne.
  • At der afsættes flere ressourcer til at afholde øvelser, samt at øvelserne også foregår uvarslet og inden for det eksisterende beredskab, så de bliver så realistiske som muligt.

Flere ressourcer og bedre udstyr

  • At der er nationale minimumsstandarder for bilernes indretning og udstyr. I dag er alle biler forskellige fra region til region, fra kommune til kommune, fra privat til offentlig leverandør.
  • At der er depoter med medicinsk udstyr, værnemidler, brændstof, mad til alle faggrupper fx på beredskabscentrene.

Forenklet og ensartet kommunikation på tværs af beredskaber

  • At kommunikation på tværs af beredskaber, private og offentlige aktører forenkles og ensrettes, da der i dag er forskellige måder at kommunikere på, alt efter om det er SINE, egne vagtcentraler, AMK.
  • At der er regelmæssigt træning i brug af SINE, som kommunikationsværktøj på tværs af aktører, og at alle relevante faggrupper får adgang til SINE, i dag har hverken liggende sygetransport eller autohjælp adgang til brug af SINE.

Fokus på evaluering og læring

  • At der implementeres en struktureret evalueringsproces efter større hændelser, som har fokus på forbedring af praksis, og at denne evaluering foretages eksternt, det kunne være en oplagt opgave for det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab.
  • At der udarbejdes erfaringsopsamlinger med henblik på læring, og at erfaringerne indbygges i egne og fælles praksisser med henblik på at styrke evnen til at håndtere fremtidens kriser.

Øget faglighed og mere uddannelse

  • At der stilles krav om et kursus i udrykningskørsel for brandfolk og autohjælpere i udrykningsbekendtgørelsen.
  • At der etableres en kort erhvervsuddannelse til brandmand, så det ikke længere er ufaglært arbejde.

De samlede anbefalinger kan du læse her.