Det er ikke kun uddannede reddere, der efter coronakrisens indtog i Danmark har skullet tilpasse sig en ny og markant anderledes hverdag. Eleverne på landets ambulanceuddannelser har fået aflyst undervisning og har skullet tilpasse sig nye undervisningsformer på nettet i fag, der ellers normalt er meget praktisk orienterede.

30-årige Michael bor på Bornholm og læser til ambulancebehandler på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød. Normalt pendler han mellem Bornholm og Sjælland, hvor han i hverdagene er på skole i Hillerød og i weekenden tager hjem til sin kone og sine to børn på Bornholm. Men da Mette Frederiksen den 11. marts lukkede Danmark ned, måtte Michael tage tidligere hjem, end han plejer.

– Det gik lynhurtigt fra, at jeg var forberedt på at skulle i skole dagen efter, til jeg var på vej hjem. Undersivningen blev aflyst, og stationslederen bestilte en flybillet hjem til mig samme aften. Da jeg kom hjem, var det en underlig følelse, og jeg tænkte, hvad skal der nu ske med min uddannelse, siger Michael.

Assisterede med podninger

Ambulanceelever må ikke bruges i den almindelige drift i ambulancetjenesten, og med uddannelsen på pause var Michael og hans 18 medstuderende sat ufrivilligt på sidelinjen for en stund. Men Michael fik lov til at assistere læger og sygeplejersker med at pode patienter for coronavirus i coronateltene på Bornholms Hospital.

– Patienterne ville komme ind i teltene, spritte hænder af og tage mundbind på. Så ville jeg, iført kittel, mundbind, beskyttelsesbriller og et dobbelt lag handsker, måle deres blodtryk og iltmætning. Derefter blev de undersøgt af lægen og podet. Som regel var det lægen, der podede, men jeg gjorde det også nogle gange i samråd med lægen, siger han.

Michael var tryg ved at arbejde i coronateltene og glad for at få noget sundhedsfaglig erfaring, når nu uddannelsen var sat på pause.

– Der er altid en form for risiko, når man er tæt på patienter. Men vi havde korrekte værnemidler på, og jeg blev introduceret til forskellige situationer af den koordinerende sygeplejerske. Og jeg var jo sammen med lægen, så jeg havde hele tiden nogle at sparre med, siger han.

Og så var det fedt at arbejde sammen med noget af det sundhedspersonale, som han som fremtidig redder på Bornholm med stor sandsynlighed kommer til at arbejde sammen med igen.

– Bornholm er jo en lille ø, og ambulancerne her kører næsten altid patienterne til Bornholms Hospital. Så mange af dem, jeg har arbejdet sammen med i coronateltene, kommer jeg jo nok til at møde mange gange igen. Det har været rigtig fedt at få sundhedsfaglig erfaring og møde sine kommende tværfaglige kollegaer i stedet for bare at sidde derhjemme, siger han.

Online undervisning er den bedste løsning

Undervisningen på Michaels uddannelse er startet op igen. Undervisningen foregår dog på nettet, hvilket er markant anderledes, end det var før. Det er underligt, og man savner sine medstuderende, fortæller Michael. Men det er den bedste løsning i en dårlig situation.

– Nogle ting kan man godt lære ved at se en video og bagefter diskutere den i grupper eller i plenum. Men ambulancefaget er et meget praktisk fag, og det praktiske kan vi jo af god grund ikke rigtigt øve. Man savner også sine kammerater, og man kan godt mærke, at det er lang tid siden, man har set hinanden, siger han.

Michael har fået at vide, at hans uddannelse som udgangspunkt ikke bliver forlænget. Han håber, at han kan nå at indhente de ting, han mangler.

– Noget undervisning kommer man til at have mistet. Jeg kan godt blive lidt urolig for, om man presser for meget læring ind på for lidt plads. Men jeg er selvfølgelig også rigtig glad for, at jeg kan blive færdiguddannet til tiden, siger han.

Arbejdstilsynet har udsendt en ny vejledning om vurdering af arbejdsskadesager om sygdom med COVID-19.

Det fremgår blandt andet af vejledningen, at sygdom med COVID-19 kan anerkendes som en arbejdsskade, hvis sygdommen skyldes arbejdet, samt at nogle typer af arbejde indebærer en naturlig stærk formodning om, at medarbejderen er blevet udsat for smitte på arbejdet.

Det gælder ansatte i sundhedsvæsnet som fx sygeplejersker, sosu-assistenter, læger og portører, der arbejder på intensivafdelingen, og er i direkte kontakt med smittede patienter. Det kan også være praktiserende læger eller ansatte i plejesektoren, som drager omsorg for patienter og borgere, der ikke er testet positiv for COVID-19.

Vejledningen har til formål at skabe klarhed om reglerne.

Tryghed for ambulancepersonalet

“Jeg savner, at ambulancepersonalet nævnes eksplicit i vejledningen. Ambulancepersonalet er ligesom de andre nævnte faggrupper i sundhedsvæsenet udsat for smittefare, fordi de har tæt kontakt med mange smittede patienter,” siger Flemming Overgaard, der er formand i Reddernes Udviklingssekretariat.

Derfor har Reddernes Udviklingssekretariat rettet til henvendelse til både Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og konsituteret direktør i Arbejdstilsynet Vibe Westh for at få vejledning præciseret.

”Ambulancepersonalet yder sammen med det øvrige sundhedspersonale en vigtig indsats for at beskytte Danmark under coronakrisen, derfor skal ambulancepersonalet også være trygge ved, at de kan få erstatning i arbejdsskadesystemet, hvis de bliver smittet med COVID-19, mens de er på arbejde”, udtaler Flemming Overgaard.

Du kan læse henvendelsen til Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og konstitueret direktør i Arbejdstilsynet Vibe Westh her.

Du kan læse hele vejledningen “Vurdering af arbejdsskadesager om sygdom med COVID-19” her.

I Region Sjælland kan man blive testet for COVID-19 i hjemmet, hvis man udviser symptomer og enten er for syg eller svag til at komme frem til hospitalet eller ikke har kørekort eller anden transportmulighed.

Helt konkret foregår det sådan, at en paramediciner kommer til dig, udstyret med korrekte værnemidler og et test-kit. En af dem, der foretager podninger i hjemmet, er Jerker, Advanced Paramedic på akutbilen i Holbæk.

– Jeg tager kittel, maske og handsker på, og så går jeg ind hos borgeren. Det kan enten være i et privat hjem eller på et plejehjem. Jeg spørger dem ind til deres symptomer og vurderer, om det er behandlings- eller indlæggelseskrævende. Så forklarer jeg dem om processen og poder dem i mundsvælget, siger Jerker.

Borgerne kan forvente at få svar på deres tests efter cirka et døgn. For Jerker fylder testningen en markant del af hans hverdag.

– Jeg kører døgnvagt og starter dagen med at køre enten til Roskilde eller Slagelse og henter test-kits. Så kører jeg ud til et sted mellem ti og femten borgere. Det kan jeg snildt få en ti-tolv timer til at gå med, siger han.

Jerker er dog stadig en del af beredskabet, så sker der et færdselsuheld eller noget andet akut i nærheden, rykker han ud.

Folk reagerer forskelligt

Ifølge Jerker er det meget forskelligt, hvor bekymrede de borgere, han kommer ud til, er. Nogle er deciderede angste.

– Nogle har spærret sig helt inde i hjemmet af frygt for at blive smittet. Så er jeg den første i en lang periode, de ser. Så prøver jeg at berolige dem, måler en saturation og siger, at så længe de ikke har flere symptomer, end de har, så er der umiddelbart ingen grund til bekymring. Det plejer at hjælpe, siger han.

Men generelt tager folk det pænt, selvom det er en svær situation, og de bliver som regel glade for at se Jerker.

– For det meste tager folk det rigtig roligt, selvom de er svært bekymrede for både deres eget og deres pårørendes helbred. De er lettede over at kunne blive testet i hjemmet, når de nu ikke har muligheden for at komme på hospitalet, siger han.

Frygter ikke at bære smitten videre

Når Jerker foretager podninger, er han fuldkommen tryg. Og han er heller ikke bange for at bringe smitten videre til sin kone, når han kommer hjem.

– Jeg har jo de værnemidler på, der beskytter mig mod virussen. Og ud over mine kollegaer, som jeg er på vagt med, så er det kun min hustru, jeg er sammen med i dagligdagen. Vi er begge sunde og raske, og hvis vi bliver smittede, så håber og tror jeg på, at det bliver en mild omgang, siger han.

Generelt er Jerker opløftet over, at folk respekterer sundhedspersonalet og følger myndighedernes retningslinjer.

– Det føles, som om folk derude bakker op om vores indsats og respekterer tiltagene, som regeringen har sat i værk, siger han.

Skrevet af: Rasmus Mørck Lange

For fuldtidsbrandmanden Thomas, der arbejder på brandstationen i Kolding, er corona-foranstaltningerne, som brandfolkene skal tage sig, efterhånden blevet hverdag. På brandstationen bliver alle overflader ekstra grundigt rengjort flere gange dagligt, og på arbejdsopgaver har brandfolkene altid handsker og mundbind på. Ifølge Thomas er det dog lidt svært, at man ikke kan gå direkte til opgaven, når der er liv på spil.

– Det føles underligt, når vi kører udrykningskørsel til eksempelvis et trafikuheld, hvor vi skal klippe bilen op, og vi ikke kan gå direkte til opgaven, fordi vi først skal have værnemidler på. Men det er jo nødvendigt, og man vænner sig til det. Og til gengæld er der ikke så mange biler på vejene, som der plejer, så vi kommer hurtigere frem, siger Thomas.

Det er dog ikke alle sundhedsmyndighedernes retningslinjer, man kan følge til fulde, når man sidder fire mand i en brandbil.

– Vi sidder tæt i bilen, så der kan vi ikke holde den påkrævede afstand. Men vi har jo en kritisk funktion, så sådan er det. Og vi har et fast vagthold, så jeg er kun i tæt kontakt med mine tre kollegaer fra samme vagthold, siger han.

Savner familie og kollegaer

Thomas bor med sin kone og to børn. De er alle sunde og raske, så han er ikke bange for at bringe smitte med hjem. Han får dog et chok, når han hører om unge mennesker, der bliver alvorligt syge eller dør.

– Der kommer en gang imellem nogle skrækhistorier med unge mennesker, der er døde, og der tænker man, hold da kæft, det kunne være os. Men vi har præget vores børn til at vaske hænder ofte, og det samme gør min kone og jeg, siger han

Mest af alt savner Thomas sin mor, der har en kronisk sygdom, og som han derfor ikke tør se.

– Min mor har en kronisk sygdom, så hende ser jeg ikke. Hende savner jeg. Jeg handler for hende, og vi taler i telefon, men det er ikke det samme som at være sammen med hende. Jeg savner at give hende et kram, siger han.

Og det er ikke kun sin mor, Thomas ikke ser. Faktisk holder resten af familien hinanden på afstand, indtil pandemien er ovre, og de kan fejre det.

– Jeg skulle have holdt stor fødselsdagsfest for hele familien i slutningen af marts, det blev selvfølgelig aflyst. Vi har aftalt, at vi alle sammen mødes, når det her er slut, siger han.

Thomas savner også det tværfaglige kollegaskab på brandstationen.

– Vi er både ambulancereddere og brandfolk på stadionen. Vi plejer at gå over til hinanden og drikke en kop kaffe, når der er tid til det. Men det gør vi jo ikke lige i øjeblikket. Det glæder jeg mig sgu til, vi kan igen, siger Thomas.

Thomas er fuldtidsbrandmand i Kolding. Det værste ved coronapandemien er, at han ikke kan se sin familie, siger han. FOTO: Privatfoto

Skrevet af: Rasmus Mørck Lange

Redderne står i øjeblikket hver eneste dag i uvante situationer, hvor beslutninger skal træffes på et svagere datagrundlag, end man er vant til. Det kan være enormt hårdt psykisk, og det er ifølge Rikke Høgsted, der er psykolog og forfatter, vigtigt, at man lytter til sin krops advarselssignaler.

– Tegn på, at man mentalt er ved at miste sin balance, er forskellige fra person til person. Nogle oplever symptomer i hovedet og får svært ved at koncentrere sig, oplever en svækket hukommelse eller bliver sort-hvid tænkende og mister evnen til at rumme kompleksitet, siger Rikke Høgsted.

Hvis man oplever dette, er det ifølge Rikke Høgsted vigtigt, at man tager det alvorligt, på samme måde som man ville ved tegn på en fysisk sygdom. Andre reagerer ved at trække sig socialt på arbejdet, og det betyder ifølge Rikke Høgsted, at man afskærer sig fra sin kilde til fornyet energi.

– Distancering er et faresignal, fordi andre mennesker på arbejde er en resurse. Kollegaer er nogle, man kan blive tanket op af. Noget af det, vi næsten altid finder ud af, når vi deler med andre, er, at det, vi gennemgår, er normalt. Det er virkelig god psykologisk medicin, at vi kan mærke, at andre genkender måden vi har det på. Når vi distancerer os socialt, trækker vi os faktisk fra den benzinstander, der kan fylde vores tank op, siger hun.

Undgå udmattelse

Rikke Høgsted siger, at det er vigtigt, at man lytter til sin krops signaler og stopper op, inden man bliver udmattet.

– Hele forudsætningen for, at man kan tænke, er, at man ikke er løbet ind i en udmattelsestilstand. Når vi bliver udmattede, er vi i risiko for at blive sjuskede og for, at vores følelser kommer ud af kontrol.

Derfor er det vigtigt at holde øje med de helt basale fysiologiske behov.

– Det er vigtigt, at du er opmærksom, om du bruger kræfterne fornuftigt. Husk at spise og drikke, og hold pauser, siger hun.

Fejl er uundgåelige

I en tid med mange ubekendte er det ifølge psykolog og forfatter Rikke Høgsted også vigtigt, at man som sundhedsperson bevarer sammenholdet og erkender, at der vil ske fejl, når man navigerer i ukendt farvand.

– Der er ingen, der kender den her sygdom tilstrækkeligt endnu. Som sundhedspersoner må vi træffe valg på et tyndere datagrundlag. Det er vigtigt at huske, at vi alle sammen er i det her sammen, at vi er på hold med de andre. Og når vi begår fejl, og det vil vi, så er det vigtigt, at vi stræber efter læring og ikke bliver straffet for fejlen, siger Rikke Høgsted.

For det værste ville være, hvis usikkerheden fik sundhedspersonalet til ikke at handle.

– Det værste ville være, hvis vi ikke handlede overhovedet. Vores faglighed bunder i høj grad i at holde hjertet varmt, hovedet koldt og begge ben på jorden. Det vil sige, at vi fortsat kan være løsningsorienterede og analyserende, at vi fortsat er empatiske og bruger vores psykologiske intelligens, og at vi forbliver handlekraftige og tør tage valg, selvom datagrundlaget er mangelfuldt.

Og her har redderne en fordel, fordi de ofte skal danne overblik og træffe beslutninger i løbet af få sekunder.

– Redderne er om nogen trænet i det med at være rettidigt handlekraftige. De er ikke overilede og skynder sig ikke på et sjusket grundlag, og modsat ved de godt, at man skal slå til, når et moment er tilpas fornuftigt. For ellers kan det være for sent. De er mestre i timing, og der har de et stort forspring i forhold til andre faggrupper, siger hun.

Skrevet af: Rasmus Mørck Lange

Mange reddere oplever i denne periode en markant anderledes hverdag. Der er måske mere travlt, og man skal måske ændre praksis, fordi der kommer nye retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, når man skal træffe hurtige beslutninger. Og mange reddere frygter, at de tager smitte med hjem til deres familie. Ifølge psykolog og forfatter Rikke Høgsted er det vigtigt, at man taler om bekymringerne med sin partner, og at man bruger sin sundhedsfaglige viden i stedet for at gå i panik.

– Lav en analyse i samspil med din partner eller dine venner. Lyt til sundhedsmyndighedernes anbefalinger, brug din statistiske viden, og hold hovedet koldt. Det er vigtigt, at vi som sundhedspersonale ikke giver efter for den kollektive angst, der naturligt nok er gået i befolkningen, siger Rikke Høgsted.

Rikke Høgsted påpeger, at redderne faktisk er nogle af de bedste til at håndtere de mange ubekendte faktorer under coronakrisen, fordi de er vant til at træffe kritiske beslutninger på kort tid.

– Reddere er om nogen trænet i det med at være rettidigt handlekraftige. De er ikke overilede og skynder sig ikke på et sjusket grundlag, og modsat ved de godt, at man skal slå til, når et moment er tilpas fornuftigt. For ellers kan det være for sent. De er mestre i timing, og de har et stort forspring i forhold til andre faggrupper, siger hun.

Del pårørende ind i kategorier

Helt konkret anbefaler Rikke Høgsted, at man inddeler sine pårørende i tre kategorier, når man vurderer, hvilke pårørende man skal have fysisk kontakt med. En rød gruppe, som er de personer, der er i de særlige risikogrupper. Dem skal man undgå kontakt med. En gul gruppe, som er de personer, der ikke er direkte i risikogruppen, men som man bør foretage en individuel vurdering af. Og en grøn gruppe, der er raske børn og andre personer, der på ingen måde er i risikogruppen. Og ifølge Rikke Høgsted er det vigtigt, at redderne ikke lader sig styre af frygten for at bringe smitte videre til sin partner eller sine børn.

– Stil dig selv spørgsmålet: Hvis jeg smitter nogle i mit netværk, hvem ville det så få svære konsekvenser for, og hvem ville det ikke? Vi skal differentiere og ikke gå til alle med samme frygtniveau. Vi er alle kommet til at identificere os med de, der er i risikogruppen. Det er vigtigt, at vi som sundhedspersoner benytter vores statistiske viden og holder hovedet koldt, siger Rikke Høgsted.

Og til at håndtere egen og pårørendes bekymringer anbefaler hun, at man benytter sig af sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

– At stole på sundhedsmyndighedernes anbefalinger bør være ens guidelines, og de konkrete guidelines kan vi så bruge på vores eget liv. Vi navigerer i et farvand lige nu, hvor der er blevet skabt kollektiv frygt. Der er mange forskellige, der har et bud på risikobilledet, og der er mange selvudnævnte eksperter, siger hun.

Snak ekstra med dine kollegaer

Rikke Høgsted understreger, at det i en tid som denne, hvor der er mange ubekendte, er ekstra vigtigt, at man taler ekstra meget med sine kollegaer og leder.

– Når man er underlagt tavshedspligt, er det vigtigt, at man bruger sine kollegaer og sin nærmeste leder og får snakket tingene igennem med dem. Især i en periode som denne, hvor der vil opstå et skærpet behov, siger hun.

Og at dele bekymringer med sine kollegaer har også en positiv psykisk effekt.

– Det er virkelig god psykologisk medicin, at vi kan mærke, at andre også har samme følelser som os. Hver gang, vi finder ud af, at de andre også har det på samme måde, har det en stor psykologisk effekt på os. Så kan vi begynde at få det bedre sammen, siger hun.

I begyndelsen af marts blev autoredder Bjarne Eriksen, der kører autohjælp hos Falck i Farum, kaldt til en tur i nærheden af lufthavnen. Et par havde været på skiferie, og bilen var brudt sammen på vej hjem.

– De stod med mundbind på, da jeg hentede dem. De fortalte mig, at de havde været på skiferie, men at de var blevet screenet, og alt var okay. Det stolede jeg på, siger Bjarne.

Da Bjarne næste formiddag tænder for TV’et hjemme i sin stue, kan han høre Mette Frederiksen sige, at selvom man er blevet screenet, efter man har været ude at rejse, så må man ikke tage offentlig transport.

– Jeg ringede til min områdeleder, der fortalte mig, at jeg skulle gå i karantæne i 14 dage. Det kom bag på mig, men det gav samtidig god mening, når man lige havde hørt, hvad Mette Frederiksen sagde, siger Bjarne.

Ensom i isolation

Meddelelsen om, at Bjarne skulle isolere sig selv i de næste to uger, fik en masse tanker til at flyve gennem hovedet på ham. Hvordan skulle han få handlet, og hvad nu hvis han var blevet smittet?

– Jeg måtte ringe til corona-hotlinen. Jeg vil ikke sige, at jeg var bange, men det løb hele tiden gennem tankerne, om man kunne være blevet smittet. Heldigvis kunne min søn, der bor i nærheden af mig, handle for mig, siger Bjarne.

Og man bliver hurtig træt af, at det eneste selskab, man har, er computer, telefon og fjernsyn.

– Jeg bor alene, så kontakt med mennesker var jeg afskåret fra. Jeg følte mig lukket inde, men gudskelov har jeg en have, jeg kunne bruge, siger han.

Efter Bjarne havde været i isolation i en uge, ændrede sundhedsstyrelsen retningslinjer, så man nu godt måtte tage på arbejde, hvis man ikke havde vist nogle symptomer i en uge. Og det havde Bjarne ikke.

– Det var rigtig fedt at komme på arbejde igen og se sine kollegaer. Det var bare ud og i gang igen, og det var skønt, siger han.

Første tur efter karantænen

Den første opgave Bjarne blev kaldt ud på, efter han var vendt tilbage på arbejde, var hos en person, der udviste symptomer på COVID-19.

– Jeg tog handsker på og sørgede for, at alt var sprittet af. Det ville jo være fatalt, hvis man kom til at føre smitte med tilbage på stationen, siger han.

Bjarne oplever, at den største udfordring er, at folk glemmer at holde afstand.

– Folk står og kigger en over skulderen, mens man roder nede i motoren. Folk er jo nysgerrige og vil gerne se, hvad der foregår. Der må man sige til dem, at de lige skal træde et par skridt tilbage. Og det har folk stor forståelse for, siger han.

COVID-19 er blevet hverdag

Bjarne er glad for, at Falck har været hurtige til at reagere og sørge for, at der mundbind og handsker i bilerne, ligesom de nu kun må være to personer i førerhuset på bilerne.

– Vi får også jævnligt informationer fra ledelsen. Det er med til at skabe tryghed. Og nye tiltag og retningslinjer bliver vi informeret om med det samme, siger han.

Bjarne oplever også, at COVID-19 fylder mindre i samtalerne blandt kollegaerne. Tiltagene for at stoppe smittespredningen er blevet hverdag, og kollegaerne hjælper hinanden med at følge dem.

– Det fyldte rigtig, rigtig meget på stationen i starten. På vores station har vi både ambulance og brand og autohjælp, og vi hjælper hinanden med at huske at få sprittet fingre af og så videre. Vi er fælles om, at tingene bliver gjort ordentligt, og det fylder mindre og mindre, som tiden går, fordi folk er opmærksomme på det, siger han.

Skrevet af Rasmus Mørck Lange

Redderne i den liggende sygetransports hverdag ser i øjeblikket markant anderledes ud, end den plejer. Patienter med symptomer på COVID-19 skal fragtes sikkert til sygehuset, og for hver uge, der går, kommer der flere patienter. For Lene Darell, der kører sygetransport i Falck i Tårnby, og hendes kollegaer betyder det flere opgaver og nye rutiner.

– Vi oplever en stor forandring i vores hverdag. I Region Hovedstaden kører vi i øjeblikket dagligt mellem 60 og 80 ture med patienter med symptomer på COVID-19. Opgaverne tager også længere tid, fordi vi skal påføre os værnemidler inden patientkontakt, og vi skal bruge længere tid på rengøring af bilen efterfølgende, siger hun.

Men selvom viruspandemien betyder et øget arbejdspres for den enkelte redder og en stresset hverdag, oplever Lene, at folk er rykket tættere sammen. Lene har selv lungesyge forældre, som hun ikke kan besøge, så hun er glad for at kunne gøre en forskel for andre. Og det er de mennesker, hun møder, også.

– Folk på gaden takker os for vores arbejde. Og alle de patienter, jeg har mødt, er utrolig taknemmelige, selvom det er en rigtig svær situation, de står i. Det er fantastisk at gå på arbejde og gøre en forskel for dem, der virkelig har brug for det, siger hun.

Flere hænder og god rådgivning

Viruspandemien har fået regionen til at øge sygetransport-beredskabet, og Lene er med til at oplære og godkende de nye reddere.

– Jeg synes, Falck gør en kæmpe indsats for, at vi skal være folk nok. Der er flere biler på gaden i øjeblikket, og det kræver flere hænder – også hvis vi andre bliver syge, siger hun.

Lene er også glad for den undervisning og rådgivning, hun og hendes kollegaer får.

– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde høj puls, første gang jeg skulle hente en patient med COVID-19. Men vi er blevet undervist i at undgå smittespredning, og vi kan altid kontakte vores nærmeste leder, når der er noget, vi er i tvivl om. Jeg er tryg ved situationen, siger hun.

– Redderne i sygetransporten er også rigtig glade for den street-feedback, der er rundt omkring. Vi får mulighed for at sparre med ambulanceinstruktørerne, og det rykker os også tættere sammen med redderne i ambulancetjenesten, fortsætter hun.

Anderledes omsorg

De patienter, Lene møder, er bange og utrygge. Og når hun ikke kan holde dem i hånden, som hun plejer, må vise omsorg på andre måde.

– De patienter, vi kører med, er ABC-stabile, men psykisk er de meget påvirkede. Forleden kørte jeg med en, der var meget bange og ked af det. Jeg sagde til ham, at han var i gode hænder både nu, og når han kom frem til hospitalet. Jeg fortalte, at selvom han ikke kunne se det, så smilede jeg til ham bag masken, og hvis vi ikke havde været i denne situation, så havde han også fået et kram. Så smilede han tilbage til mig, siger hun.

For Lene er det vigtigt, at patienterne er ordentligt informeret om, hvad der foregår omkring dem, og at hun selv agerer med ro og et glimt i øjet.

– Jeg er ikke læge, og jeg skal ikke udtale mig om en masse ting om deres sygdom. Jeg prøver at forberede dem på de ting, der kommer til at ske, når de kommer ind på hospitalet. At sundhedspersonalet er dygtige og søde, og at de er i gode hænder. Og så har jeg lært at smile med øjnene, siger hun.

Skrevet af Rasmus Mørck Lange

Ambulanceinstruktører og områdeledere har i den seneste tid tilbudt sparring og rådgivning til reddere i ambulancetjenesten og i den liggende sygetransport om COVID-19 i dagstiden foran landets akutmodtagelser. Det såkaldte street-feedback er et tiltag, som Falck har igangsat for at yde sparring til reddere i hverdagen, og nu bruges initiativet til at give svar på de mange spørgsmål, som viruspandemien har medført hos redderne. Initiativet omkring COVID-19 sparring er blevet udbredt til hele landet i Falck. En af de ambulanceinstruktører, der har stået foran akutmodtagelserne i Region Hovedstaden, udstyret med flipovers, karameller og gode råd, er Mai Bari.

– Det er vigtigt, at redderne føler sig trygge og velinformerede i denne svære tid, og med street-feedback får de mulighed for sparring i vante rammer og i en afslappet atmosfære, siger Mai.

Værnemidler fylder meget

COVID-19 pandemien har ført til en enorm informationsstrøm af nye retningslinjer og vejledninger, og det har medført mange spørgsmål fra redderne. Især spørgsmål omkring værnemidler har fyldt meget.

– Hvis der er bekræftet smitte eller begrundet mistanke for, at patienten er smittet med COVID-19, påføres personlige værnemidler. Vi anbefaler, at man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og bruger sund dømmekraft, siger Mai.

– Jeg har også fået rigtig mange spørgsmål omkring brugen af masker og mundbind. Vi følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger, som beskriver, at vi skal bruge FFFP2- eller FFP3-åndedrætsværn ved aerosoldannende procedurer såsom akut luftvejshåndtering. Mundbind beskytter tilstrækkeligt mod hoste og nys fra patienter, fortsætter hun.

Redderne er velinformerede

Mai oplever, at redderne er rigtig gode til at holde sig ajour med de seneste informationer og retningslinjer.

– Redderne er meget velinformerede, og de er gode til at søge viden i GEMS, hos Statens Serum Institut og hos Sundhedsstyrelsen. Det er rigtig positivt, siger hun.

Mai understreger, at det er vigtigt, at man søger rådgivning, hvis der er noget, man er i tvivl om, og at man selv deler ud af den viden, man har.

– Det er vigtigt, at vi kommer igennem denne periode sammen. Spørg din leder, en instruktør eller en kollega, hvis der er noget, du er i tvivl om, siger hun.

Branchearbejdsmiljøudvalget for Brand og redning har udarbejdet et informationskort om hygiejneregler ved transport af patienter, som skal hjælpe med at bryde smittekæden.

For den særligt smitsomme luftvejsinfektion corona er anbefalingen til værnemidler, at der bruges handsker, forklæde og maske.

Reddernes Udviklingssekretariat mener ikke, at den enkelte redders sikkerhed bør kompromitteres, heller ikke i krisesituationer. Kontakt os derfor meget gerne, hvis I oplever, at jeres sikkerhed bliver tilsidesat, så følger vi op.

Du kan downloade en pdf-version af Bryd smittekæden – informationskort om hygiejneregler ved transport af patienter her.

Du kan finde alt materiale udarbejdet af Branchearbejdsmiljøudvalget for Brand og redning her.