En hverdag i front: 58 beretninger fra first responders 

Et af resultaterne er bogen En hverdag i front. Der er en rå og virkelighedsnær samling af 58 personlige beretninger fra politibetjente, fængselsbetjente, brandfolk og ambulancereddere. Gennem ærlige fortællinger om uforudsigelige hændelser, magtesløshed, voldsomhed og de personlige spor, arbejdet sætter, får vi et sjældent indblik i, hvad det betyder at arbejde i et højrisikojob – også længe efter uniformen er taget af.

Hvorfor denne bog?

I september 2025 samlede de fire forbund medlemmer fra politi, ambulance, brand og fængsel til en fælles workshop. Formålet var klart: at give stemme til de historier, der alt for sjældent bliver hørt.

Deltagerne beskrev hændelser, der stadig sidder i kroppen, og oplevelser, der stadig påvirker dem måneder eller år efter. De satte ord på et arbejdsliv, der er radikalt anderledes end den hverdag, de fleste møder, når de går på arbejde.

Et vidnesbyrd om en usædvanlig hverdag

Beretningerne viser en virkelighed, hvor alvorlige hændelser ikke er undtagelser, men vilkår. Hvor medarbejdere ikke kan organisere sig væk fra det, de står i, fordi det er en integreret del af deres ansvar på vegne af os alle.
En hverdag i front er derfor mere end en bog. Det er et vidnesbyrd om et arbejde, der kræver, at vi som samfund lytter, forstår og handler.

Et glimt fra virkeligheden

“Vi ankom til en brand, hvor meldingen lød på personer i huset. To børn var savnet. Moren stod udenfor, desperat, mens flammerne tog til. Hun forsøgte gentagne gange at komme ind for at lede efter sine børn. Jeg måtte fysisk holde hende tilbage. Hun kæmpede, skreg, græd. Det var ubærligt. Jeg vidste, at hvis jeg lod hende løbe ind, ville hun ikke komme ud igen.”

Pressemeddelelse: Højrisikofag kræver bedre vilkår for PTSD-ramte

Politi, ambulancereddere, fængselspersonale og beredskabsfolk oplever i stigende grad alvorlige psykiske belastninger i jobbet. Derfor bør højrisikofag sidestilles med forsvarets veteraner, når det gælder retten til at få hjælp til at håndtere PTSD og andre belastningsreaktioner. Sådan lyder opfordringen fra FOA, Fængselsforbundet, Politiforbundet og Reddernes Udviklingssekretariat i 3F.

De fire faglige organisationer arrangerer i dag konference om emnet på Christiansborg. På konferencen deltager justitsminister Peter Hummelgaard (S), en række beskæftigelsesordførere, forskere og medlemmer fra de fire forbund.

”Det er fuldstændig uacceptabelt, at mennesker, der hver dag håndterer ulykker, død og vold for at beskytte resten af samfundet, efterlades uden den nødvendige hjælp,” siger Bo Yde Sørensen, forbundsformand for Fængselsforbundet.

I november 2024 indgik regeringen en veteranaftale, som blandt andet indførte en formodningsregel for veteraner med PTSD. Denne regel betyder, at det som udgangspunkt antages, at diagnosen skyldes deres udsendelse.

”Den psykiske belastning er ofte den samme, uanset om man er udsendt i krig eller står i voldelige konflikter, livreddende indsatser eller brændende bygninger herhjemme, det skal love og regler afspejle,” siger Thomas Brücker, sektorformand i FOA

Men psykiske skader opstår ikke kun i krigszoner. Undersøgelser viser, at næsten hver tredje medarbejder i højrisikofag enten udviser PTSD-symptomer eller er i risiko for at udvikle lidelsen. De fire faglige organisationer opfordrer derfor politikerne til at udvide veteranaftalens principper til også at omfatte højrisikojobs herhjemme.

”Selvom uniformen er forskellig, er belastningen den samme. Nu er det tid til handling,” siger Jacob Guldberg, formand for Reddernes Udviklingssekretariat i 3F.

Hvad enten det er politimanden i konfrontation med kriminelle, den ambulanceansatte, der bogstaveligt holder et liv i sine hænder, fængselsbetjenten, der oplever vold og trusler på arbejde eller brandmanden, der går ind i en brændende bygning for at redde liv, så er de alle ansat i højrisikojobs med stor risiko for at blive ramt af PTSD.

”Over 500.000 gange om året rykker politi, ambulance, beredskab og fængselspersonale ud til kritiske hændelser. Mange af disse oplevelser sætter dybe spor,” siger Heino Kegel, forbundsformand for Politiforbundet.

En hverdag i front

De fire forbund er gået sammen om bogen: En hverdag i front. En stærk og virkelighedsnær bog, der samler 58 beretninger fra politibetjente, fængselsbetjente, brandfolk og ambulancereddere. Gennem ærlige historier om uforudsigelige hændelser, magtesløshed, voldsomhed og personlige aftryk giver bogen et indblik i de psykiske belastninger, som et højrisikojob bærer med sig – længe efter uniformen er taget af.

Du kan læse En hverdag i front her