Paramedicineruddannelsen er en overbygning på ambulancebehandleruddannelsen. I daglig tale kaldes funktionen paramediciner, men officielt hedder det ”ambulancebehandler med særlig kompetence”. For at blive paramediciner skal du være uddannet ambulancebehandler og have fungeret som ambulancebehandler i mindst tre år. Du skal derudover være under ansættelse som ambulancebehandler, når du starter på uddannelsen.

Uddannelsen til paramediciner er et akademimodul på 10 ECTS, der udbydes to steder i landet på Københavns Professionshøjskole og UCL. Udover akademimodulet er der en praktikdel, som administreres og udbydes af regionerne i form af kørsels- og sygehuspraktik.

Akademimodulet ‘Multikompleks præhospital praksis’ er den teoretiske del af efteruddannelsen til ambulancebehandler med særlige kompetencer (paramediciner).

Du kan kalde dig paramediciner, når du har gennemført både den teoretiske og praktiske del af efteruddannelsen.