Fakta om svarpersonerne

  • 1059 har besvaret spørgeskemaet
  • 10% er kvinder
  • 58% arbejder i ambulancetjenesten
  • 21% kører sygetransport
  • 55% er over 50 år
  • 17% har et tillidshverv

Stress kan afdækkes på flere måder i spørgeskemaer. Enten ved indirekte at spørge ind til symptomer på stress eller direkte ved at bruge ordet stress i spørgsmålet. I denne undersøgelse er der spurgt direkte ind til stress, og dermed afhænger svarene af, hvad svarpersonerne forstår ved stress. De fleste må formodes tillægge stress negativ betydning, men vi ved ikke, hvad svarpersonerne forstår ved at være stresset.

Hver tiende har altid eller ofte følt sig stresset inden for de sidste to uger

I medlemsundersøgelsen spørges der bl.a. ind til, om redderne har følt sig stressede inden for de seneste to uger. Hertil svarer 1%, at de altid har følt sig stresset, mens 8% svarer ofte, 20% svarer sommetider, og 39% svarer sjældent.

 

I undersøgelsen er der en lige stor andel mandlige og kvindelige svarpersoner, der svarer, at de har følt sig stresset inden for de sidste to uger.

Der er dog en højere andel af kvinder (77%) end mænd (49%), der svarer, at den vigtigste kilde til stress skyldes en blanding af forhold i arbejdsliv og privatliv, mens færre kvinder (12%) end mænd (46%) der svarer, at den vigtigste kilde til stress er forhold i deres arbejdsliv.

Arbejdsmiljø-undersøgelse

Reddernes Udviklingssekretariat har i 2020 gennemført en medlemsundersøgelse om reddernes arbejdsmiljø.

Du kan læse notater om undersøgelsens resulatater opdelt efter emner her.

Metode

Dataindsamlingsperiode
Analyseinstituttet Analyse Danmark har i perioden 24. juni til 2. juli 2020 gennemført undersøgelsen for Reddernes Udviklingssekretariat.

Dataindsamlingsmetode og målgruppe
Undersøgelsen er gennemført ved invitere alle reddere, som er medlem af 3F og har oplyst en mail eller et mobilnummer, og er i arbejde eller elev, til at deltage i undersøgelsen. Respondenterne er inviteret via e-mail eller SMS til at besvare et online-spørgeskema.

Antal besvarelser og svarprocent
Spørgeskemaet er sendt til de 3307 medlemmer med redderbaggrund, der har opgivet mail eller mobilnummer til 3F. 1195 er påbegyndt besvarelsen, men 136 er enten sorteret fra fordi de ikke er i arbejde eller er elever, eller fordi de ikke har besvaret hele spørgeskemaet. Undersøgelsens resultater består af svar fra 1059 respondenter, hvilket svarer til en svarprocent på 32%.

Repræsentativitet
Det har ikke været muligt at vurdere stikprøvens repræsentativitet, hverken blandt reddere i 3F eller blandt alle reddere. Besvarelserne peger på, at der er en overrepræsentation af ældre reddere og reddere med tillidshverv (tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter mm.). Data er ikke vægtet og undersøgelsens resultater skal læses med de forbehold.

Statistisk usikkerhed
Da det kun er et udsnit af redderne, der har deltaget i undersøgelsen, er alle analyser forbundet med en statistisk usikkerhed. Alle sammenhænge og forskelle, der beskrives i teksten, er testet statistisk signifikante (med chi i anden-test) på et signifikansniveau på minimum 95%.

Spørgeskemaet
Spørgeskemaet bestod af omkring 40 spørgsmål og er udviklet i samarbejde mellem Analyse Danmark og Reddernes Udviklingssekretariat. Spørgsmålene er blandt andet taget fra Det nationale forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) undersøgelser Arbejdsliv og helbred.