Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i november et planlægningsgrundlag for første fase af vaccinationsindsatsen mod COVID-19, hvori hverken redderne i ambulancetjenesten eller sygetransporten er nævnt. Reddernes Udviklingssekretariat har derfor spurgt Sundhedsstyrelsen, om redderne er tænkt med i den første vaccinationsfase.

Hvem får de første vaccinationer?

De målgrupper, der ifølge Sundhedsstyrelsens planlægningsgrundlag antages først at ville blive tilbudt vaccination, er:

  • Sundheds- og plejepersonale samt udvalgt personale i socialsektoren med tæt borger- eller
    patientkontakt.
  • Personer i øget risiko, som har sygdomme og tilstande, som øger risikoen for alvorligt forløb ved
    COVID-19.
  • Personer i øvrige samfundskritiske funktioner.

Reddernes Udviklingssekretariat mener, at både redderne i ambulancetjenesten og sygetransporten bør høre under målgruppen sundheds- og plejepersonale.

Redderne har meget patientkontakt både under transporten til hospitalet, men mange steder i landet er det også ambulancepersonalet, der tager hjem til patienter med mistanke om COVID-19 for at vurdere, om der er et indlæggelsesbehov.

Reddernes Udviklingssekretariat følger udviklingen

Sundhedsstyrelsen har tidligere skrevet til Reddernes Udviklingssekretariat, at de første COVID-19-vacciner forventes at komme i flere mindre leverancer, og der er derfor behov for at prioritere den eller de befolkningsgrupper, der først skal tilbydes vaccination.

Derfor vil Reddernes Udviklingssekretariat følge den løbende vurdering og revurdering af vaccinationsindsatsen, så redderne ikke bliver glemt og kan blive vaccineret hurtigst muligt set i forhold til, hvor mange vacciner der er til rådighed, og hvor i samfundet smitten er størst.

Hvis du vil vide mere

  • Du kan læse vores henvendelsen til Sundhedsstyrelsen her.
  • Du kan læse Sundhedsstyrelsens planlægningsgrundlag fra november 2020 her.