De tre hændelser er alle en del af 58 beretninger i En hverdag i front, en bog udgivet af FOA, Politiforbundet, Fængselsforbundet og Reddernes Udviklingssekretariat. Her giver politibetjente, fængselsbetjente, brandfolk og ambulancereddere et sjældent indblik i et arbejdsliv præget af uforudsigelighed, voldsomhed og eftervirkninger, der ikke slipper, når vagten slutter.
Mikael har været ambulanceredder i 24 år. Alligevel blev netop denne uge et vendepunkt.
Mandag: Et livløst spædbarn på familiecentret
På et familiecenter et sted i Danmark bliver Mikael og hans kollega kaldt ud til en tre måneder gammel dreng, der er fundet livløs. Rummet er fyldt af gråd, råb og sammenbrud, mens ambulanceredderne går i gang med hjertestopbehandling.
– Der var så meget kaos omkring os, men vi måtte lukke alt ude og fokusere på barnet, fortæller Mikael. Da forsøget på genoplivning er afsluttet, falder en tung stilhed. Det er først dér, at mødet med forældrenes og personalets reaktioner rammer.
På det tidspunkt har Mikael selv en lille datter derhjemme.
– Det gjorde hændelsen ekstra svær. Det var umuligt ikke at spejle sig, siger han. Som mange andre i faget bærer han oplevelsen med sig, længe efter ambulancen er gjort klar til næste opgave.
Torsdag: Tre børn fastklemt under halmballer
Tre dage senere bliver der kaldt om hjælp fra en gård. Tre børn er blevet klemt under halmballer. Alle har hjertestop, da ambulancen ankommer.
– Det er et syn, man ikke kan forberede sig på, siger Mikael. På under en uge er han igen midt i en ubegribelig situation. Mens indsatsen står på, er der kun plads til fokus og procedurer. Først bagefter kommer reaktionen.
– Jeg følte, at jeg havde nået mit maksimale. Som om der ikke var mere at give, siger Mikael. Tankerne vender stadig tilbage, når han ser børn lege. Det er øjeblikke, der bliver siddende i kroppen, ikke bare som minder, men som mærkbar slitage.
Fredag: Da tanken var tom
Ved Vesterhavet bliver en norsk mand trukket livløs ind fra vandet. Vinden river i jakkerne, bølgerne vælter ind over stranden, mens genoplivningen går i gang. Da Mikael guider lægehelikopteren ned, får han et minuts afstand. Et blik udefra på en scene, hvor kolleger kæmper for et liv, politiet forsøger at skabe ro, og turister stimler sammen.
– Da han blev fløjet væk, kunne jeg mærke, at min mentale tank var tømt, siger Mikael. Efter tre voldsomme hændelser på få dage nærmer han sig et punkt, han ikke har oplevet før: En følelse af ligegyldighed.
– Det skræmte mig, men det lærte mig også, hvor min grænse går, fortæller Mikael.
Søndag: Boller, varm kakao
Ugen slutter med fødselsdag for Mikaels datter. Boller, varm kakao og almindeligt familieliv. En hverdagsscene, der står i skarp kontrast til de foregående dages hændelser.
– Kontrasten var fuldstændig vanvittig. Jeg blev ramt af skyldfølelse over, at jeg kunne være til børnefødselsdag kort tid efter at have stået midt i den værste dag i nogens liv. For det kunne de ikke,” siger Mikael.
Mikael deltager kun med fornavn. Reddernes Udviklingssekretariat er bekendt med hans fulde navn.
Når sirenerne slukker, begynder eftervirkningen
De oplevelser, reddere og andre first responders står i, forsvinder ikke, når arbejdsdagen slutter. De følger med hjem, ind i kroppen og ind i hverdagen. I bogen En hverdag i front kan du læse 58 beretninger om livet i fronten, og om en virkelighed, hvor belastningerne er mange, mens støtten ikke altid er tilstrækkelig.
Læs En hverdag i front – 58 beretninger fra first responders her.