Referencegruppe Assistance mødtes på den nye Falck Station i Glostrup, den første onsdag i maj 2023.
Stationen har omkring 100 reddere tilknyttet i det daglige. Det er sygetransport, autohjælp og Falck Teknik, der har til huse i de nyistandsatte faciliteter på Naverland 10 i Glostrup, hvor der tidligere har været en stålvirksomhed.
Tre nye medlemmer
Referencegruppen bød velkommen til tre nye medlemmer, nemlig Gert Agertoft fra Ringsted, Jan Steenberg, Sydjylland og Claus W. Hansen fra Aarhus Syd. Derudover består gruppen af Brian Østergaard fra stationen i Dalum, Jan Bang Jensen, Falck Teknik og Bjarne Eriksen, Glostrup.
Efterårets fælleskonference i Reddernes Udviklingssekretariat blev drøftet grundigt. Fælleskonferencen finder sted i oktober, hvor de fem referencegrupper i Reddernes Udviklingssekretariat mødes til en dag med fælles udvikling.
Fokus på tre områder
Referencegruppen fokuserer på tre områder: Licens og certificering, der handler om sikkerhed på vejene. Referencegruppen arbejder med et certificeringsforløb i fem trin. Et andet vigtigt område for referencegruppen er uddannelse, herunder autohjælper-uddannelsen. Det tredje fokusområde er hvordan man håndterer el- og hybridbiler, når de havarerer på de danske veje?
Derudover har referencegruppen fokus på parkeringsproblemer i de store byer. Et problem sygetransporten også kender til. Bøderegn har det med at ramme både Falck Teknik, ST-reddere og PTR-reddere.