Det er ikke kun uddannede reddere, der efter coronakrisens indtog i Danmark har skullet tilpasse sig en ny og markant anderledes hverdag. Eleverne på landets ambulanceuddannelser har fået aflyst undervisning og har skullet tilpasse sig nye undervisningsformer på nettet i fag, der ellers normalt er meget praktisk orienterede.
30-årige Michael bor på Bornholm og læser til ambulancebehandler på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød. Normalt pendler han mellem Bornholm og Sjælland, hvor han i hverdagene er på skole i Hillerød og i weekenden tager hjem til sin kone og sine to børn på Bornholm. Men da Mette Frederiksen den 11. marts lukkede Danmark ned, måtte Michael tage tidligere hjem, end han plejer.
– Det gik lynhurtigt fra, at jeg var forberedt på at skulle i skole dagen efter, til jeg var på vej hjem. Undersivningen blev aflyst, og stationslederen bestilte en flybillet hjem til mig samme aften. Da jeg kom hjem, var det en underlig følelse, og jeg tænkte, hvad skal der nu ske med min uddannelse, siger Michael.
Assisterede med podninger
Ambulanceelever må ikke bruges i den almindelige drift i ambulancetjenesten, og med uddannelsen på pause var Michael og hans 18 medstuderende sat ufrivilligt på sidelinjen for en stund. Men Michael fik lov til at assistere læger og sygeplejersker med at pode patienter for coronavirus i coronateltene på Bornholms Hospital.
– Patienterne ville komme ind i teltene, spritte hænder af og tage mundbind på. Så ville jeg, iført kittel, mundbind, beskyttelsesbriller og et dobbelt lag handsker, måle deres blodtryk og iltmætning. Derefter blev de undersøgt af lægen og podet. Som regel var det lægen, der podede, men jeg gjorde det også nogle gange i samråd med lægen, siger han.
Michael var tryg ved at arbejde i coronateltene og glad for at få noget sundhedsfaglig erfaring, når nu uddannelsen var sat på pause.
– Der er altid en form for risiko, når man er tæt på patienter. Men vi havde korrekte værnemidler på, og jeg blev introduceret til forskellige situationer af den koordinerende sygeplejerske. Og jeg var jo sammen med lægen, så jeg havde hele tiden nogle at sparre med, siger han.
Og så var det fedt at arbejde sammen med noget af det sundhedspersonale, som han som fremtidig redder på Bornholm med stor sandsynlighed kommer til at arbejde sammen med igen.
– Bornholm er jo en lille ø, og ambulancerne her kører næsten altid patienterne til Bornholms Hospital. Så mange af dem, jeg har arbejdet sammen med i coronateltene, kommer jeg jo nok til at møde mange gange igen. Det har været rigtig fedt at få sundhedsfaglig erfaring og møde sine kommende tværfaglige kollegaer i stedet for bare at sidde derhjemme, siger han.
Online undervisning er den bedste løsning
Undervisningen på Michaels uddannelse er startet op igen. Undervisningen foregår dog på nettet, hvilket er markant anderledes, end det var før. Det er underligt, og man savner sine medstuderende, fortæller Michael. Men det er den bedste løsning i en dårlig situation.
– Nogle ting kan man godt lære ved at se en video og bagefter diskutere den i grupper eller i plenum. Men ambulancefaget er et meget praktisk fag, og det praktiske kan vi jo af god grund ikke rigtigt øve. Man savner også sine kammerater, og man kan godt mærke, at det er lang tid siden, man har set hinanden, siger han.
Michael har fået at vide, at hans uddannelse som udgangspunkt ikke bliver forlænget. Han håber, at han kan nå at indhente de ting, han mangler.
– Noget undervisning kommer man til at have mistet. Jeg kan godt blive lidt urolig for, om man presser for meget læring ind på for lidt plads. Men jeg er selvfølgelig også rigtig glad for, at jeg kan blive færdiguddannet til tiden, siger han.