Forside / Politik / Vores mærkesager / PTSD hos first responders
PTSD hos first responders
Reddernes Udviklingssekretariat samarbejder med FOA, Fængselsforbundet og Politiforbundet om bedre vilkår for first responders med PTSD og andre psykiske belastningsreaktioner
Bedre vilkår for first responders med PTSD og andre psykiske belastningsreaktioner
Hver dag træder ansatte i ambulance, brand og beredskab ind i situationer, som de fleste ville flygte fra. De møder død, vold, trusler og menneskelig lidelse ikke som undtagelsen, men som en del af deres arbejde. De er ansat til at handle dér, hvor andre må trække sig tilbage.
Deres arbejde indebærer en konstant handlepligt: at sikre borgernes liv og tryghed, også når det koster på egen trivsel. De psykiske belastninger, de udsættes for, er ofte gentagne og akkumulerede. Det er ikke kun de store katastrofer, men også hverdagens mange hændelser, der sætter sig som ar på sjælen. For nogle udvikler det sig til PTSD eller andre alvorlige psykiske belastningsreaktioner.
Veteraner fra Forsvaret har med veteranaftalen fået styrket både behandling og forebyggelse af de psykiske skader, de pådrager sig under udsendelse. Det samme bør gælde for frontpersonale herhjemme. PTSD rammer ens, men behandles forskelligt. Det er ikke rimeligt.
Vores anbefalinger
Reddernes Udviklingssekretariat foreslår derfor tre veje til bedre vilkår:
Fokus på anerkendelse af PTSD og andre psykiske belastningsreaktioner som en arbejdsskade
- Formodningsregel for psykiske belastningsreaktioner
- Forkortet og forenklet sagsbehandling
- Systematisk registrering af hændelser
Øget adgang til støtte, behandling og rehabilitering
- Hurtig adgang til udredning
- Bedre adgang til specialiseret behandling
- Øget beskæftigelsesindsats
- Ens behandlingstilbud uanset faggruppe og geografi
Bedre forebyggelse og arbejdsmiljøforbedringer
- Bred vifte af støtteordninger på arbejdspladserne
- Opmærksomhed på og procedurer for intensiverede hændelser (hverdagshændelser)
- Obligatorisk årlig screening af first responders
- Arbejdsgiverbetalt supervision