Byd velkommen til Bjarne, Bjørn, Brian, Jannik, Jonas og Ralf der tilsammen udgør den nye referencegruppe for autoassistance, der fremadrettet skal give Reddernes Udviklingssekretariat input og sparring så autoassistancens arbejdsopgaver, uddannelse og kompetencer fremtidssikres.

I går holdt gruppen sit første møde, og der blev bl.a. drøftet problematikker i tavlevognskørsel, fremtidige mærkesager, større fokus på uddannelse samt større kontrol med certificering. Du kan her læse om nogle centrale nedslagspunkter fra mødet.

Tavlevogne

Risikoen forbundet med opsætning af tavlevogne på de danske veje bliver et centralt fokus for referencegruppem. Budskabet fra referencegruppen er klart: Autroreddernes sikkerhed skal veje tungest på vægtskålen.

Der er et stort ønske om bedre uddannelse og en eventuel certificering, der kan klarlægge, hvor meget erfaring en enkelt medarbejder har, inden de bliver sendt ud på danske veje. Der er store ambitioner fra Referencegruppe Autohjælp og Reddernes Udviklingssekretariat om at sætte mere ind på området og sørge for, at sikkerheden øges, så autoredderne kan gå trygge på arbejde.

Fire mærkesager valgt

På mødet diskuterede Referencegruppen Autohjælp mærkesager, der fremover skal danne grundlaget for samarbejdet med Reddernes Udviklingssekretariat. Mærkesagerne lyder:

  • Øget kontrol med tavlevogne, der skal større vægt på medarbejderes sikkerhed.
  • Opfølgende og generel uddannelse i forhold til el-biler, hvor efteruddannelse bør kunne udbydes som et AMU-kursus.
  • Der bør være et bjergningscertifikat og et vejhjælpscertikat, som autoreddere skal tilegne sig for at at køre på vejene. Det skal fordrer højere sikkerhed og mere tryghed i branchen. Certifikaterne må dog ikke erstatte uddannelsen ’Vejen Som Arbejdsplads’.
  • Licens til virksomheder, der udfører opgaverne, så det ikke er hvem som helst, der kører ud og henter havarister, eventuelt i stil med en vognmandstilladelse.