Siddende sygetransport er en kørselsordning til patienter, der skal til undersøgelse eller behandling på et sygehus, og som ikke kan benytte almindelig kollektiv trafik. Chaufførerne i den siddende sygetransport transporterer hvert år millioner af patienter til og fra sygehus. Det kan foregå som Flextrafik hos de regionale trafikselskaber eller via private leverandører som Falck. Yderligere kan siddende patientbefordring købes via abonnementsordninger.
Patienterne i den siddende sygetransport har ofte funktionsnedsættelser, er svækkede og har kroniske sygdomme. Derfor kræver det bl.a., at chaufførerne har god køreteknik, tager hensyn til patienternes sikkerhed, har et vist kendskab til sygdomme og kan kommunikere med både patienter og sundhedspersonale.
Vi arbejder for lige adgang til sundhedsydelser i den siddende sygetransport
Reglerne på befordringsområdet er en jungle at finde rundt i og er med til at skabe ulighed i sundhed, fordi der er patienter, der fravælger behandling. Derudover har der været flere alvorlige ulykker på området, og der er medarbejdere uden rette kompetencer.
Reddernes Udviklingssekretariat arbejder derfor for:
Sygetransport skal ses om en integreret del af behandlingen
Der er behov for et samlet blik på befordringsområdet, så kvaliteten og ligheden i tilbuddene øges. Det kræver, at transport til og fra behandling for svækkede patienter med nedsat funktionsevne og handicap ses som en integreret del af deres behandling.
Et tydeligt regelsæt, der sikrer transport af svækkede patienter
Der er behov for en gennemgribende revision af befordringsreglerne, så patienter, der ikke kan transportere sig selv, får samme adgang til sundhedsydelser som andre. Der bør på den baggrund etableres et tydeligt regelsæt, der sikrer transport af svækkede patienter.
Ensartede krav om relevant uddannelse
Der er behov for bedre uddannelse målrettet de kompetencer, det kræver at køre siddende sygetransport. Derfor skal de nuværende kurser styrkes i forhold til bl.a. sygdomslære, kommunikation, konflikthåndtering og tekniske færdigheder (trappelift).