Hvordan bliver ambulancepersonalet bedre til at træffe de rigtige beslutninger i mødet med akut syge borgere, hvis de aldrig får at vide, hvad der senere viste sig at være den korrekte diagnose? Det spørgsmål rejser Reddernes Udviklingssekretariat sammen med en bred kreds af aktører fra det præhospitale område i et nyt debatindlæg i Berlingske.
Afsenderne peger på, at ambulancebehandlere og paramedicinere i dag ikke har mulighed for at følge op på de patienter, de har behandlet. Dermed mister de vigtig faglig feedback, som kunne styrke læring, kompetenceudvikling og patientsikkerhed.
Særligt i lyset af den nære sundhedsreform, hvor flere behandlinger og kliniske vurderinger flyttes ud i borgernes eget hjem, er det afgørende, at ambulancepersonalet har de bedste muligheder for at udvikle deres faglighed.
Derfor opfordrer afsenderne til, at ambulancebehandlere og paramedicinere får samme mulighed for læringsopslag i patientjournaler, som allerede gælder for andre sundhedsprofessioner.
Debatindlægget er underskrevet af blandt andre Dansk Råd for Genoplivning, Lægeforeningen, Reddernes Landsklub, FOA, Falck og de præhospitale organisationer i alle fem regioner.
Læs debatindlægget i Berlingske:
På få sekunder skal ambulancereddere træffe afgørende valg. Men bagefter må de ikke se, om de gjorde det rigtige
