Hvordan forebygger vi PTSD hos reddere, der igen og igen møder mennesker i krise, alvorlige ulykker og traumatiske hændelser?
Det er temaet i det seneste afsnit af podcasten “Redderne”, hvor psykolog Lise Stampe Møller-Jørgensen deler sin viden om de psykiske belastninger, som mange reddere møder gennem arbejdslivet, og hvordan man kan forebygge, at belastningerne udvikler sig til PTSD.
Hvor de fleste danskere kun oplever få traumatiske hændelser i løbet af et helt arbejdsliv, kan reddere blive udsat for tilsvarende oplevelser flere gange på en enkelt måned. Derfor er forebyggelse og tidlig indsats afgørende.
I podcasten fortæller Lise Stampe Møller-Jørgensen blandt andet om Region Hovedstadens Akutberedskabs arbejde med at forebygge og foregribe PTSD blandt medarbejderne. Samtidig sætter hun fokus på behandlingsformen EMDR, som har vist gode resultater i behandlingen af PTSD og andre traumereaktioner.
Medvirkende
- Lise Stampe Møller-Jørgensen, psykolog ved Region Hovedstadens Akutberedskab, Krisepsykologisk Afdeling og Retsmedicinsk Institut, Rigshospitalet.
- Camilla Ellegaard, ST-instruktør og TR-suppleant, kører liggende sygetransport i Region Hovedstaden.
- Allan Beier, ambulancebehandler-elev, tidligere politibetjent samt medstifter og tidligere formand for Thin Blue Line.
- Bille Sterll, journalist og podcastproducent.
Hør mere om hvordan vi forebygger PTSD i podcasten Redderne
Du kan høre afsnittet “Sådan forebygger vi PTSD” på Spotify og Apple podcast ved at søge “Redderne” eller ved at trykke her.
