Ti organisationer: Patientbefordring skal tænkes ind i patientforløbet

En bred kreds af patient- og fagforeninger opfordrer til en modernisering af reglerne for patientbefordring. Målet er et system, der følger udviklingen i sundhedsvæsenet, reducerer ulighed i sundhed og i højere grad understøtter patienternes samlede behandlingsforløb.

Reglerne for patientbefordring er ikke fulgt med udviklingen i sundhedsvæsenet. I dag foregår stadig mere behandling ambulant, patienterne bevæger sig mellem hospitaler, kommunale tilbud og eget hjem, og transport er ofte en forudsætning for at kunne gennemføre et behandlingsforløb. Alligevel tager de nuværende regler fortsat udgangspunkt i et sundhedsvæsen med flere indlæggelser og færre behandlingsforløb på tværs af sektorer. Det skaber udfordringer for patienterne og kan bidrage til ulighed i sundhed, mener ti organisationer, der nu opfordrer til en grundlæggende modernisering af området.

Bag henvendelsen står Bedre Psykiatri, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Dansk Sygeplejeråd, Ergoterapeutforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Lægeforeningen, Scleroseforeningen, Ældre Sagen og Reddernes Udviklingssekretariat. Organisationerne har i fællesskab formuleret ti principper for fremtidens patientbefordring og opfordrer regeringen til at bruge det varslede eftersyn af området til at skabe mere tidssvarende regler.

Transport er en del af behandlingen

Det gennemgående budskab i henvendelsen er, at transport ikke bør ses som en isoleret ydelse, men som en integreret del af patienternes behandlingsforløb. For mange patienter er muligheden for at komme til og fra undersøgelser, kontrolforløb og behandling afgørende for, om de reelt kan benytte sundhedsvæsenets tilbud.

Organisationerne peger på, at patienter i dag møder et system, som ofte er svært at navigere i, og hvor reglerne ikke altid afspejler de behov, der følger med moderne patientforløb. Når transporten ikke fungerer, kan det skabe ekstra belastninger for patienter og pårørende og i nogle tilfælde blive en barriere for adgang til behandling.

Kvalitet skal veje tungere end laveste pris

For Reddernes Udviklingssekretariat er det samtidig afgørende, at kvalitet og tryghed får større vægt i organiseringen af sygetransporten. I den fælles henvendelse fremhæves det, at hensynet til effektiv drift og lave omkostninger ikke må overskygge patienternes behov. Særligt ældre, kronisk syge og patienter i længere behandlingsforløb kan opleve belastende ventetider, omveje og samkørsel, som påvirker deres samlede oplevelse af behandlingen.

“Transport til og fra behandling er ikke bare et logistisk spørgsmål. Det er en del af patientens samlede forløb. Derfor skal kvalitet, tryghed og patientsikkerhed have en langt mere central placering, når fremtidens patientbefordring indrettes,” siger Jacob Guldberg, formand for Reddernes Udviklingssekretariat.

Nationale krav skal styrke patientsikkerheden

Et andet forslag handler om at indføre nationale kvalitetskrav til sygetransport. I dag varierer kravene til uddannelse, bemanding og udstyr mellem forskellige ordninger og leverandører, og der findes ikke fælles nationale minimumsstandarder for området.

Ifølge organisationerne bør patienter kunne forvente den samme kvalitet, uanset hvor i landet de transporteres, og uanset hvem der udfører opgaven. Derfor foreslås der nationale minimumskrav til blandt andet kompetencer, bemanding og køretøjer i både siddende og liggende sygetransport.

Forslaget skal styrke patientsikkerheden, skabe større ensartethed på tværs af landet og sikre, at sygetransport i højere grad bliver betragtet som en sundhedsfaglig opgave frem for en ren transportydelse.

Eftersyn af befordringsreglerne er mulighed for et nyt afsæt 

Den fælles henvendelse kommer på et tidspunkt, hvor patientbefordring er under politisk eftersyn. Derfor ser organisationerne en oplagt mulighed for at gentænke området, så reglerne afspejler den måde, sundhedsvæsenet fungerer på i dag.

For Reddernes Udviklingssekretariat handler det om at sikre, at transport understøtter behandlingen frem for at stå i vejen for den. Hvis patienterne skal opleve et sammenhængende sundhedsvæsen, skal transporten tænkes ind som en naturlig del af patientforløbet, og kvaliteten i sygetransporten skal være den samme, uanset postnummer.

Læs den fælles henvendelse til sundhedsministeren om patientbefordring

 

Seneste nyheder

Jacob Guldberg: Forebyggelse af PTSD skal prioriteres

Er du en god kollega? Nyt afsnit af Redderne sætter fokus på fællesskab, trivsel og tillid

Nyt debatindlæg: Ambulancereddere mangler adgang til vigtig læring

Podcast: Sådan forebygger vi PTSD

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

– og få sidste nyt fra Reddernes Udviklingssekretariat