Redderne i autohjælp beskæftiger sig kort fortalt med 1) bugsering og/eller bjærgning af køretøjer, 2) assistance i tilfælde af akutte hændelser på vejene 3) assistance til skiltning, trafikregulering og oprydning efter beskadigede køretøjer og genstande på vejen, samt 4) sikring eller nødreparation af vejens udstyr, så det ikke udgør en fare for trafikken.

Der er således redderne i autohjælp, der kommer ud og hjælper, hvis bilen ikke vil starte, er punkteret eller skal trækkes fri. Det er også autohjælperne, der afmærker og spærrer vejen af med tavlevogne ved trafikuheld. Her arbejder autohjælperne sammen med brand- og ambulancetjenesterne om at håndtere hændelsen til mindst mulig gene for de involverede og forbipasserende.

Autohjælpere kan også få til opgave at fjerne havarerede køretøjer og rydde op på skadesstedet. I de tilfælde er assistanceredderen den sidste, der forlader skadesstedet, inden motorvejen åbner igen.

Vi arbejder for størst mulig sikkerhed på vejene

Der er problemer på de danske motorveje. Der er fortsat autohjælpsautokøretøjer uden ordentligt arbejdslys, uden blink på bilen, og personale der arbejder ude ved vejbanen uden tavlevogn. Desuden er der medarbejdere uden rette arbejdstøj og uden rette kompetencer.

Der har været flere alvorlige ulykker, hvor autohjælpere har mistet livet, og der er hver dag nærved ulykker for dem der har vejen som arbejdsplads. Mange af de hændelser kan undgås, hvis der kommer bedre uddannelse og indføres licens og certifikat.

Reddernes Udviklingssekretariat arbejder derfor for:

Autohjælpscertifikat
Der bør indføres et certifikat for autohjælpere, således at autohjælperens uddannelsesniveau altid står i forhold til den opgave, der skal løftes.

Arbejdsgiverlicens
Virksomheder, der udfører assistance til køretøjer på det danske vejnet skal godkendes til en licens og forpligte sig til kun, at bruge godkendte køretøjer samt certificeret personale til løsninger af autohjælpsopgaver (pludselig driftstop, havari, ulykke eller lignende).

Krav om brug af TMA
Alt personale der har vejen som arbejdsplads har krav på sikkerhed, derfor bør det være en lovkrav, at der skal sendes en TMA ud også ved planlægningsbare opgaver.