”Lige som de gamle skal acceptere, at der kommer nye til, så skal de nye også acceptere, at de gamle har noget erfaring – sådan er det bare. Det går begge veje, alt går begge veje,” siger den ene af de fem omkring bordet. 

Vi er på det, der nu er en af Danmarks største brandstationer. Den ligger i Esbjerg, hvor man har opgraderet kraftigt. 33 nye brandmænd havde første arbejdsdag den 2. januar 2025. Fem af de nyansatte brandmænd fortæller om deres arbejdsdag, og hvordan de organiserer sig på døgnvagterne. Når alarmen går, har de 60 sekunder til at komme afsted med fuld udrykning. Der er blandt andet en ishockeyspiller, en fodboldspiller, en skøjteløber, en klatre og en der har vundet DM i Skills i et helt andet fag. Alle har de været værnepligtige i Beredskabsstyrelsen. 

De fem hedder Sofie, Bianca, Nadia, Laura og Simone, og en måned efter interviewet vil der være en Laura mere. De er aldersmæssigt mellem 22 og 26 år. Det er den nye generation af… ja, hvad skal de vi kalde dem? 

Hvad vil I kaldes? 

”Brandmand” runger det i kor – “vi har gjort os fortjent til det. Det hedder brandmand! For i dag kan en brandmand lige så godt være en kvinde som en mand. Det er jo bare et navn, ligesom sygeplejerske eller sekretær.” Hvem der siger, hvad er uklart indtil Bianca Putri opsummerer: “Jeg tror bare, at det er vigtigt at pointere, at det er 2025, så en brandmand behøver ikke at være en mand!”

Brand og redning er et af de fag, hvor kvinderne bliver flere og flere. Og rundt om bordet – i et af stationens undervisningslokaler, lyser engagementet ud af dem alle fem. Ivrigt deler de deres viden og fortællinger om faget og arbejdsdagen. Og om de rutiner som er med til at skabe, hvad der virker som et ret fedt miljø. 

Hvad er det fedeste ved jobbet? 

”Jeg kan godt li’ ikke at vide, hvad jeg møder til, når jeg møder på job,” siger Laura Krøjer. “Adrenalinkicket – lige så snart alarmerne går, så er det fedt,” tilføjer Nadia Dalgas, inden Bianca Putri tager over: “Jeg er mere til fællesskabet, fordi jeg ved, at når jeg kommer ud, så står jeg aldrig alene! Vi stoler på hinanden! Vi bliver nødt til at have hinandens ryg, for det er vores liv, der er på spil, og det kan koste os livet, når vi går ind i en brændende bygning.” Det er de enige om, alle fem. 

Hvad er så det dårlige ved jobbet? 

”At blive vækket om natten,” siger Sofie Faurbye og får alle til at grine, “men ellers er der ikke så meget at være ked af.” Glæden og stoltheden stråler ud af dem alle fem, især da vi går ud for at tage nogle billeder i fuldt udstyr. De er enormt professionelle i deres tilgang og udstråler en ro og sikkerhed, selvom det går hurtigt. De kan deres kram! 

Hvordan er arbejdsdagen, så? 

“Vi træner, øver, vedligeholder, når der ikke er udrykning, siger Sofie Faurbye. Hun er 26 og den mest erfarne blandt kvinderne. Sofie Faurbye begyndte som frivillig i 2014, værnepligtig i 2017, deltidsbrandmand siden 2018. Hun er uddannet holdleder og har fået en del uddannelse, underviser derudover blandt andet i brand og førstehjælp.  

“Vi er seks hold fordelt på tre døgn, kan man sige. Og hvis man så kører første udrykning, så er man på værkstedet og står for alt muligt praktisk. Det kan være vask af branddragter, slanger og service – ordne alt det praktiske. Andet holdet står så for omskoling til de nye biler, øvelse, uddannelse, træning, aftensmad og så videre,” forklarer Sofie Faurbye.

Vagterne går fra 7:30 til 7:30. Der er to hold – en første udrykning og en anden udrykning. Indtil 15:30 er der arbejdsopgaver, hvorefter de går over i beredskabstid. Det vil sige, så skal de “bare” være klar til at rykke ud med 60 sekunders varsel. 

“Vi har ingen faste positioner, det skifter løbende, så man hele tiden er skarp på de enkelte funktioner, det går ledelsen meget op i,” siger Simone Christensen. Det er en måde at undgå fastgroede mønstre, der udvikler sig uheldigt, eller man kunne sige udvikler sig til et toxic arbejdsmiljø. Man har ti vagter på en måned, så kollegaerne er nærmest en familie.

“Vi har pligter alt efter, hvor vi sidder på bilen, så dem der er på anden udrykning, de står for at lave aftensmad, første røgdykker på første udrykning skal vaske håndklæder, to’eren skal tømme skraldespande, rydde op i vaskehallen og sådan nogle ting,” forklarer Nadia Dalgas. “Chaufførerne skal teste nogle apparater, bl.a. gasdetektorer,” supplerer Bianca Putri. 

“Det er også vigtigt at sige, at når vi kommer her 7:30 så står vi nede i garagen og har noget mønstring, hvor vi får at vide, hvis der er noget bestemt i dag, for eksempel at du kom i dag,” siger Simone Christensen. ”Praktisk info, hvis en port er i stykker, og hvad har de kørt på dagen i går. Bagefter tjekker vi lige alt vores udstyr,” tilføjer Laura Krøjer. 

Hele stationen i sig selv er ret ny, så de skal lige lære hinanden at kende. Et mantra er: Kan du teorien, så kan vi nemmere lave om på praksis.

Fysisk træning 

Hver dag fra 14 – 15 er der træning. En brandmand skal være i form, så træning er en obligatorisk del af arbejdsdagen. To gange om året bliver det testet. Enten skal de kunne løbe 2.400 m på 12 minutter eller ro 2000 meter på otte eller ni minutter. Tiden afhænger af vægten “hvor meget man har at trække med,” forklarer Bianca Putri, der helt tydeligt er den stærkeste i gruppen. “Ja, jeg har endnu ikke mødt en mand her på stationen, der kan bænke mere end mig,” griner hun. Bianca Putri er både røgdykkerinstruktør, brandforløb- og overtændingsinstruktør og SINE-instruktør.

Efter 15:30 (torsdag og fredag allerede fra kl 15:00) og hele weekenden er det udelukkende beredskabstid. Fri leg. Her skal man altså ”bare” være klar til at rykke ud på de 60 sekunder. 

“Vi er altid det samme vagthold. 1 og 2 kører samtidig, 3 og 4 køre sammen, forklarer Nadia Dalgas. “Det passer med, at vi er seks hold og minimum en pige pr. hold. Så der altid er mindst to samtidig på vagt,” tilføjer Laura Krøjer. 

Hvad rykker I ud til?

Alt hvad der hedder brand, redning, kemiuheld, færdselsuheld, redningsopgaver, der kan være redning af både mennesker og dyr. Højderedning og bjærgning – redning i vand, gyllespild, lænsning, væltet grisetransport, oversvømmelse, frigørelse… 

“Frigørelse er blevet mindre nu, end det var for år siden, bare siden jeg startede i ’17 som deltidsbrandmand,” forklarer Sofie Faurbye og fortsætter: “Hvis du kan komme ud af bilen selv, så skal du gøre det selv, sådan var det ikke tidligere, hvor vi klippede dem fri.” Nadia Dalgas tager over: “Så er der rebredning – det betyder, at hvis du fx sidder fast i en mast eller et andet højt sted, så kan vi lave rebredning.” Generelt højderedning bliver mere udbredt, det skyldes bl.a. at der er flere høje bygninger og dermed også høje stilladser.

I snit er der udrykning halvanden gang pr. døgnvagt. “Vi havde en nat med tre udrykninger, andre gange er der ingen,” siger Simone Christensen. 

Har i oplevet sexisme? 

”Mener du, når en af drengene er ved at lave mad, og man så lige går forbi og spørger, er du sikker på, at der skal så meget af det der i, så bliver de helt insecure… det er så sjovt,” siger Laura Krøjer. De griner indtil Bianca Putri slår fast: “Det handler om at udnytte hinandens styrker, og det handler om at have hinandens ryg. Vi skal stole på hinanden for vores liv afhænger af det.”  

“Måske er kædesaven nogle gange lidt tung at starte, så får jeg en af mændene til at gøre det”, siger Simone Christensen. “Men så er det kun en af os, der kan komme ned i en brønd, hvor en hund er faldet i, fordi der er smalt,” siger Laura Krøjer. 

Ingen af kvinderne har oplevet noget på stationen, ”men jeg har oplevet noget en gang tidligere. Jeg hoppede ud af tankvognen, og en siger: Kan sådan en lille pige godt finde ud af håndtere sådan et stort vilddyr, så sagde jeg: kan sådan en gammel mand godt finde ud af at lukke røven. Klip til, at vi senere bliver kollegaer. Han undskyldte for det, og endte med at være en af dem, jeg kom bedst ud af det med, fortæller Nadja Dalgas.

“Vi er meget sammen, så vi kender hinanden godt. Det kan være anderledes, når man kommer ud til en redning. Folk er ikke vant til, at det er kvinder, så kan der godt komme en kommentar eller to, men jeg har ikke oplevet noget ubehageligt,” siger Sofie Faurbye.