SF i Region Hovedstaden har stillet forslag om systematisk psykologisk supervision for ambulancereddere og 1813-personale i Region Hovedstaden. Det er ifølge SF i Region Hovedstaden nødvendigt, fordi reddere og 1813-personale ofte oplever voldsomme episoder og sjældent ved, hvad der er sket med patienten efterfølgende.
Konkret går forslaget ud på, at der skal etableres en fast og obligatorisk arbejdspladsrutine, hvor personalet i grupper og sammen med en psykolog kan tale ud om voldsomme oplevelser og få råd og sparring til at slippe de ting, der har sat sig fast. SF i Region Hovedstaden mener, at forslaget vil styrke medarbejdernes trivsel og dermed føre til lavere sygefravær.
Vigtigt med fokus på psykisk helbred hos redderne
I Reddernes Udviklingssekretariat mener vi, at det er vigtigt, at man passer på redderne – også psykisk. Redderne oplever mange forskellige situationer i deres travle hverdag, samtidig med at der stilles større faglige krav til redderne.
Derfor finder vi det positivt, at der nu sættes politisk fokus på reddernes psykiske helbred. Der er behov for konkrete tiltag, hvor redderne tilbydes professionel rådgivning til at bearbejde nogle af de episoder, de oplever til hverdag. Ligeledes er det vigtigt, at redderne tilbydes ordentlige rammer, og at det sættes i system på arbejdspladsen.
Hvordan passer vi bedre på redderne?
Synes du, at forslaget rummer positive elementer? Bliver der allerede taget hånd om det på din arbejdsplads? Eller synes du, at der bør sættes ind andetsteds for at sikre ordentlig fokus på reddernes psykiske helbred? Så vil vi i Reddernes Udviklingssekretariat meget gerne høre fra dig.
Du er meget velkommen til at kontakte os på mail nina.ludvigsen@3f.dk eller på telefon 88 92 03 22