”Pludselig kan vi blive ramt af noget, der er stærkere, end vi er vant til at planlægge for. Det vil betyde en større ændring for redderne.”

Beredskabet har en central rolle i at styrke vores samfundssikkerhed. Spørgsmålet er nu, hvad er der behov for? Hvad skal vi have mere af? Og måske – hvad skal vi have fat i materielt? Hvad er nødvendigt? Dette finder man ud af gennem en sårbarhedsundersøgelse.

Mange ting har forandret sig de seneste år. Naturkatastroferne er blevet voldsommere og oftere, samtidig med at vi befinder os midt i en aktiv hybridkrig. Desværre er terrortruslen ikke forsvundet, i det hele taget er der blevet mere at tage højde for, når vi taler beredskab.

En ting er tydeligt: Der er behov for flere ressourcer og bedre udstyr, så begge dele matcher de aktuelle behov. Det handler helt enkelt om, at vores samfundssikkerhed er tilstrækkelig. Ingen kender reelt behovet, for den seneste sårbarhedsanalyse er fra 2004, og dengang så verden væsentlig anderledes ud end her i midten af 2020’erne.

”Vi trænger til en ny, den sidste er overhalet af begivenhederne. Desuden er der behov for at vores sårbarhedsanalyse bliver løbende opdateret, det skal ikke kun være noget, man opdaterer fx hvert andet år,” siger Michael Zilmer-Johns, der er tidligere ambassadør og tidligere formand for den gruppe, regeringen nedsatte til at lave sårbarhedsanalysen i 2004 og fortsætter: ”Fordi udviklingen lige nu går meget hurtigt, og der hele tiden er nye trusler – det er både fra naturen, men også fra fjendtlige stater. Lige nu er det særligt Rusland på lidt længere sigt måske også Kina.

Men det er ikke kun krige og andre staters forskellige typer af hybride angreb, der er på spil. Naturkatastroferne har også ændret karakter.

”Klimaforandringerne slår hurtigere og hårdere igennem, end de fleste forventede.  Pludselig kan vi blive ramt af noget fra naturen eller en fjendtlig stat, der er stærkere, end vi er vant til at planlægge for. Det vil betyde en større ændring for redderne,” siger Michael Zilmer-Johns og understreger samtidig, at det ikke er fordi, vi står over for direkte krig i Danmark, som fx i Ukraine eller Gaza, men vi er midt i en hybridkrig, det er ikke noget, der kommer, det er her allerede!

Hvilke ændringer der kan blive tale om, er umuligt at sige, før man har en analyse, som viser vores aktuelle sårbarheder.

Men hvad er en sårbarhedsanalyse egentlig for en størrelse?    

I 2004 kom den første og hidtil eneste sårbarhedsanalyse i Danmark. Den beskriver, hvilke sårbarheder vi som samfund skal være opmærksomme på og tage højde for, hvis vi vil undgå fatale udfald, når voldsomme hændelser og kriser rammer os. ”Sårbarhedsudredningens afsæt er de risici og trusler, der sigter mod den civile sektor.”

I 2004 var verden mere fredelig og klimaændringerne ikke slået igennem. Terror var den største bekymring, mens konventionel krig ikke virkede sandsynlig i en overskuelig fremtid. I dag er billedet noget anderledes, og samtidig er forråelsen vokset:

”Verden bliver også mere rå. Det kan vi for eksempel se i Ukraine, men også i Gaza og Libanon. Der er ikke den samme respekt for det røde kors, man går gerne efter eller er ligeglade med civile og med redderne,” forklarer Michael Zilmer-Johns.

”Vi starter jo ikke fra nul. Vi har et solidt og godt grundberedskab, men det skal udbygges. Vi er nødt til at have en større reserve, som er parat til at blive indsat. Vi kan komme op imod større og mere massive angreb og hændelser. Desuden kan vi komme ud for samtidige hændelser, så der sker flere ting på en gang,” siger Michael Peter Zilmer-Johns. Vores beredskab er bygget til at kunne håndtere terrorhandlinger, men i hybridkrig er det stater, der står bag, det giver risiko for meget mere massive angreb.

Strukturelle ændringer er nødvendigt

Lene Sandberg er lektor og forsker i kriseledelse, krisestyring og operativt beredskab på Københavns Professionshøjskole. Hun har fokus på den strategiske og koordinerende kriseorganisering indenfor det beredskabsfaglige felt: ”Opdelingen i fem regioner med hver sin standard for ambulancer er en begrænsning for fleksibiliteten, når beredskabet bliver udsat for et større pres. Vi er i krydsfeltet mellem lokal eller regional autonomi, og hvad der er nationalt mest fornuftigt,” siger Lene Sandberg og fortsætter: ”Men helt grundlæggende er vi nødt til først at spørge: Hvad er det for nogle opgaver, der skal løses? Hvad er det for nogle opgaver redderne skal løse?”

Reddernes Udviklingssekretariat har to konkrete anbefalinger til ressourcer og udstyr, som er beskrevet i ”Et Fremtidssikret Beredskab” – Reddernes Udviklingssekretariats udspil på beredskabsområdet. Anbefalingen er, at man dels sikrer nationale minimumsstandarder for ambulancernes indretning og udstyr, dels opbygger nogle depoter med medicinsk udstyr, værnemidler, brændstof og mad til alle faggrupper. Redderne efterlyser flere ressourcer og bedre udstyr, men også mere ensartethed regionerne imellem.

Hvorfor er der forskel på udstyret?

Hver region bestemmer selv, hvordan regionens ambulancer skal indrettes. Så vi har fem type af ambulancer i Danmark. Det er også regionsbestemt, hvilket delegeret ansvar redderne arbejder på. Altså hvilken medicin de må give, og hvordan man skal forholde sig i bestemte situationer. Igen er der fem forskellige måder at gøre det på.

Det står i kontrasts til fx Politiet, hvor det er ens biler og ens praksis for, hvordan man løfter de konkrete opgaver over hele landet. Populært sagt kan man – uden videre – flytte en politibil fra den ene politikreds til den anden, hvis der er behov for det. Helt så enkelt er det ikke at flytte en ambulance fra den ene region til den anden.