Den 17. september 2020 sætter WHO for andet år i træk fokus på patientsikkerhed. I år er der fokus på de ansattes sikkerhed.
Chefkonsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Simon Tulloch fortæller her, hvordan psykologisk tryghed kan sikre en bedre oplevelse for både patienter og ansatte i den præhospitale indsats.
HVad er Psykologisk tryghed?
Patientsikkerhed har mange forskellige aspekter, og det er vigtigt både at se på patienternes og de ansattes sikkerhed. Det er især væsentligt at have fokus på de medarbejdere, der står helt i front. Sådan lyder det fra Simon Tulloch, der har beskæftiget sig med begrebet psykologisk tryghed.
Psykologisk tryghed handler kort fortalt om, at medarbejdere skal føle sig selvsikre og trygge nok til at sige højt, hvis de føler tvivl om noget i deres arbejdsprocesser. Det er her vitale fejl kan undgås.
– Hvis medarbejdere ikke føler psykologisk tryghed, får de ikke sagt noget, hvis de mener, der er ved at ske en fejl. Når medarbejdere ikke føler sig trygge nok til at udtrykke deres tvivl, kan et helt team gå glip af en mulighed for at lære og forhindre fejl, siger Simon Tulloch.
Ambulancepersonalet har en unik rolle
– Ambulancepersonalet har en meget central rolle, fordi de står i front, når akut syge patienter møder sundhedsvæsenet, siger Simon Tulloch.
– De har en kritisk rolle i behandlingsprocessen for patienten. Deres ansvar er enormt. Lige netop her er det vigtigt, at der er psykologisk tryghed. Hvis en ambulanceredder ikke føler sig sikker nok til at spørge efter hjælp, når der opstår tvivl, kan det ende ud i vitale fejl, fortsætter Simon Tulloch.
Hvordan sikres psykologisk tryghed?
Som sundhedsperson er det næsten umuligt at undgå fejl, understreger Simon Tulloch. Og når det sker, er det vigtigt, at man bruger fejlen til læring i stedet for at slå sig selv i hovedet. For der er brug for handling, når tingene skal gå stærkt, og der står meget på spil.
Et centralt spørgsmål er også, hvordan kollegaer og ledelse kan sikre, at medarbejdere føler en høj grad af psykologisk tryghed. Simon Tulloch har forslag til nogle konkrete værktøjer, der kan benyttes:
- En mulighed er at øve og indramme det arbejde, der udføres. At have øje for potentielle vaner i teamet, situationer og gøre det klart for medarbejderne, at chancen for, at der opstår fejl, er til stede.
- Anerkende fejl og se, hvad medarbejderne kan lære af den konkrete fejl. En person kan ikke vide alt og for at sikre psykologisk tryghed, er det vigtigt, at medarbejderne er klar over dette.
- Præsentér nye muligheder for teamet. Hvis der er en høj grad af usikkerhed, må medarbejderne se muligheden i at ændre nogle processer, der skaber mere psykologisk tryghed.
Du kan læse mere om psykologisk tryghed på Dansk Selskab for Patientsikkerheds hjemmeside.