”Bortset fra ambulance, så har jeg kørt det hele som redder,” indleder den 44-årige far til to, der bor i Linde mellem Holstebro og Struer. ”Som redder kan man faktisk få indflydelse også på ambulancedriften, selvom det er et anliggende for regionsrådet,” siger Johanes Stougård, der tidligere har kørt assistance i mere end ni år.
Et eksempel er som ”for nogle år siden, hvor vi fik et ekstra beredskab i Struer. Der var udsigt til, at der kun skulle være et beredskab, men byrådet stod sammen og sagde nej, de kæmpede for, at der kom to ambulancer og det lykkedes,” siger Johannes Stougård. Netop samarbejde er et ST-redderens mantraer:
”Det handler om at være konstruktiv og samarbejdsvillig, uanset om man er blå, rød eller grøn. Når først man er valgt ind, så er det ikke farven, men samarbejdet, der tæller. Vi skal være sammen om fremgang,” siger venstremanden fra Linde, der har tre mærkesager, som der skal kæmpes for, hvis han bliver valgt ind i Struer Byråd.
Fakta om Johannes Stougård
- ST-redder i Holstebro
- Har tidligere kørt assistance i 9½ år
- Stiller op i Struer Kommune for Venstre
Tre mærkesager
Det gode liv for alle
”Et liv i lokalområderne kræver decentrale aktiviteter for alle aldre. Det er afgørende, at vi understøtter nærhed med et godt børneliv og et godt ældre liv med gode skoler, institutioner og valgmuligheder for borgerne,” siger Johannes Stougård. I sin fritid er han selv meget aktiv i det lokale foreningsliv, og sidder således i skolebestyrelsen og er engageret i etableringen af et medborgerhus i Linde.
”I mange yderområder er Struer Kommune velsignet af et godt foreningsliv og mange ildsjæle, der får tingene til at ske, men det kræver, at de lokale ildsjæle bliver involveret og hørt, der hvor beslutningerne tages. Det er den måde, vi kan sikre den fortsatte lyst til at engagere sig i lokale aktiviteter, og det er vi i høj grad afhængige af i Struer Kommune,” siger Johannes Stougård.
Tænk alternativt
”Plejesektoren er udfordret på varme hænder. Er der måske opgaver, som kunne løses af andre borgere og dermed frigive tid i plejesektoren? Det handler om, at vi som politikere evner at tænke alternativt og tør praktisere god ledelse. Jeg vil arbejde for en større inddragelse af personalet. De kan se strukturproblemerne, og de skal være med til at finde nye løsninger på problemerne i den offentlige sektor,” siger Johanes Stougård.
God infrastruktur er afgørende
”Skal sammenhængskraften fortsat udvikle sig i Struer Kommune, så skal vi sikre en god infrastruktur med blandt andet cykelstier og busruter, der når ud i yderområderne,” siger Johannes Stougård og understreger, at der er brug for gode og trygge transportmuligheder til egnens skoler og efterskole.
Johannes Stougård vil bruge sin baggrund som redder i det politiske arbejde. ”Det handler om faglig indsigt i hvordan tingene hænger sammen. Det vigtigste er sådan set nu, at folk kommer hen og stemmer. Jeg er lokalt engageret og med en troværdighed, der arbejder i det politiske for de værdier, som også Falck står for,” slutter kandidaten.
Læs flere portrætter af reddere på valg:
- Redder på valg: Anders Vaagan (A) i Horsens Kommune
- Redder på valg: Arne Nielsen (A) i Region Nordjylland
- Redder på valg: Finn Thranum (V) i Odder Kommune
- Redder på valg: Johannes Stougård (V) i Struer Kommune
- Redder på valg: Johnny Kristensen (A) i Nordfyns Kommune
- Redder på valg: Mark Søgaard (A) i Region Syddanmark
- Redder på valg: Martin Michel Hansen (A) i Vejen Kommune
- Redder på valg: Peter Højberg Gudmundsen (F) i Holstebro Kommune
- Redder på valg: Vagn Flink (A) i Region Nordjylland
Stiller du op?
Er du redder og stiller du op til valget, så kontakt journalist i Reddernes Udviklingssekretariat – Morten Hansen – hvis du ikke allerede er blevet kontaktet.
E-mail: morten.hansen@3f.dk eller mobil: 2448 0023