Som nummer to på listen er der stor sandsynlighed for at Mark Søgaard ender i Regionsrådet for Syddanmark. Og det netop i en periode, hvor det skal besluttes, om der overhovedet skal være et udbud af ambulancedriften i regionen.

Fakta om Mark Søgaard

  • Ambulanceinstruktør og paramediciner
  • Har kørt ambulance i over ti år
  • Har bl.a. kørt ambulance i 12 måneder i Grønland
  • Bor i Assenskredsen, men arbejder for Falck på Sjælland
  • Stiller op for Socialdemokratiet i Region Syddanmark.

”Jeg har kørt ambulance i lidt over ti år, herunder 12 måneder i Grønland, siger paramedicineren, der arbejder som ambulanceinstruktør. ”Jeg tror på, at det er en fordel at ambulancedriften er i udbud. Delvist, så en del er hjemtaget og en anden del er i udbud,” indleder Mark Søgaard.

Tre Mærkesager

Ulighed i sundhedssystemet

”Jeg har igennem mit arbejde har oplevet, at der er stigende ulighed i sundhedssystemet. Man skal efterhånden have spidse albuer eller viden om det for at komme igennem. Jeg taler med patienter, der fortæller, at de har svært ved at forstå hvad læge og sygeplejerske siger,” forklarer Mark Søgaard.

”Der skal ikke så meget til for, at vi kan blive udsatte. En skilsmisse eller sygdom, så er der ikke ret langt, især ikke hvis det rammer tæt på hinanden. Det er det, der har motiveret mig til at stille op. Sundhedsvæsenet skal være bedre til at gribe os, når vi rammer bunden,” siger Mark Søgaard.

”Jeg vil gerne være med til at løfte det sundhedsfaglige personale. Dette skal ske igennem flere kompetencer og bedre arbejdsvilkår til alle faggrupper; sygeplejerske, sosu’er, reddere og så videre. Jeg tror på, det bliver bedre for patienterne, hvis vi giver alle sundhedsfaglige et kompetenceløft og gode arbejdsvilkår,” siger Mark Søgaard, der beskriver lovindgrebet over for sygeplejerskerne som en streg i regningen, ”den danske model skal have lov til at fungere,” slår Mark Søgaard fast.

Flere midler til psykiatri og socialpsykiatri

En anden mærkesag er problemerne i psykiatrien og socialpsykiatrien, som tilsyneladende har svært ved at rumme alle dem, der har behov for det: ”Sengene er der, men de er tomme… patienterne kommer for hurtigt hjem, så de er ikke raske, når de bliver udskrevet, og dermed bliver det dyrere på den lange bane. Derfor arbejder jeg for, at vi tilfører flere midler til psykiatrien, fordi det er billigere i længden. Bliver de sendt hjem, inden de er parate, så er det meget dyrt.”

Generationsforureninger skal løses

”Vi har tre store generationsforureninger i region Syddanmark. Dem skal vi have gjort noget ved,” understreger Mark Søgaard og fortsætter: ”Vi er nødt til at bruge de penge der skal til, så det ikke rammer kommende generationer. Det skal bare renses op.”

Til regionrådsvalget er det muligt at stemme på alle kandidater i regionen, så selv om du ikke bor i den kreds, hvor den enkelte er opstillet, kan du altså godt stemme på vedkommende. Mark Søgaard stiller op i Assenskredsen, men alle i Region Syddanmark kan stemme på ham.

STILLER DU OP?

Er du redder og stiller du op til valget, så kontakt journalist i Reddernes Udviklingssekretariat – Morten Hansen – hvis du ikke allerede er blevet kontaktet.

E-mail: morten.hansen@3f.dk eller mobil: 2448 0023