Ambulancepersonalet rykker ud, når mennesker bliver akut syge eller kommer til skade. På skadestedet stabiliserer ambulancepersonalet den syge eller tilskadekomne person, yder fysisk- og psykisk førstehjælp og transporterer derefter patienten så hurtigt og sikkert som muligt til hospitalet.
Ambulancepersonalet er de første på stedet, når borgere oplever stor sorg og krise. Det er dem, vi lægger vores liv i hænderne på, når det hele ser allermest sort ud. Derfor er det vigtigt, at ambulancepersonalet får de rammer og vilkår, der er nødvendige for at sikre den bedst mulige præhospitale indsats.
Reddernes Udviklingssekretariat arbejder derfor for:
En styrket paramedicineruddannelse
I Reddernes Udviklingssekretariat mener vi, at paramedicinerens rolle skal styrkes. Dette sikres ved etablering af en diplomuddannelse, der skal være en overbygning på ambulancebehandleruddannelsen. En diplomuddannelse vil styrke paramedicinerens sundhedsfaglige og teoretiske fundament, mens den praktiske erfaring bibeholdes.
Adgang til sundhedsdata
Ambulancepersonalet har ikke adgang til elektroniske patientjournaler så som Det Fælles Medicinkort. Når ambulancepersonalet rykker ud til kritisk syge eller tilskadekomne personer, har de ikke altid mulighed for at spørge ind til patientens sygdomshistorik eller medicin. Derfor arbejder Reddernes Udviklingssekretariat for, at ambulancebehandlere og paramedicinere får adgang til relevant sundhedsdata.