Egentlig var han gået gang med en mekanikeruddannelse, men så poppede en annonce for autohjælperuddannelsen op på Facebook. ”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle skifte uddannelse med det samme. Da jeg barn, når de andre kiggede på brandbiler, så kiggede jeg på fejeblade,” siger Kasper Jørgensen. Han er 20 år og holder en pause sammen med Magnus Trier Nielsen og Rasmus Lillelund Esbensen fra holdet. De er i gang med klargøringen efter to uger med bjergning, hvor holdet har været i Oksbøl for at lære, hvordan man bjærger forskellige køretøjer. Begejstringen for deres fag, lyser ud af dem.

Det første hold elever kommer ud i november 2024.  Kasper, Magnus og Rasmus er fra andet hold og de vil bestå deres svendeprøve i løbet af 2025. De virker alle tre selvsikre og kompetente, når de i fællesskab forklarer om deres uddannelse og faglighed.

Selvsikre og direkte i deres attitude, de ved hvorfor de er her og de er stolte af det. Magnus, Kasper og Rasmus er i gang med autohjælperuddannelsen på Rybners i Esbjerg. De er rundt regnet lidt mere end halvvejs.

Autohjælp er et fag i udvikling. Nye biler i dag er mere komplicerede end i gamle dage. Der er mere avanceret teknologi, hvor det tidligere var mekaniske dele. Samtidig er der flere ikke dansksprogede bilister på de danske veje. Det betyder at autohjælperen i dag også skal kunne fagteknisk engelsk.

På uddannelsen er der undervisning i fag som dansk, engelsk og fagteknisk engelsk og samfundsfag. ”Engelsk er ret vigtigt, når man kommer ud og skal hjælpe kunderne. Det kan jo være turister, men der er også flere, som arbejder i Danmark, der ikke taler dansk,” siger Rasmus Lillelund Esbensen.

Samfundsfag er for at forstå, hvilken rolle autohjælperen spiller i samfundet, udviklingen har gjort, at flere og flere er afhængige af at kunne komme videre efter et nedbrud.

Derudover skal autohjælper-eleverne igennem en række fag og kurser, som bl.a. ny teknologi inden for autohjælp, førstehjælp, kundeservice og konflikthåndtering, Vejen som arbejdsplads, sikkerhedshåndtering af eldrevne køretøjer, udrykningskørsel og bjærgning, som det netop er sidste dag med efter et to ugers forløb i Oksbøl. Det betyder at alt skal rengøres, pakkes og gøres klar til næste arbejdsdag.

Kig dig over skulderen, autohjælper

Alle tre er de begejstret for deres lærer Claus O. Jensen: ”Jeg lærer dem at de altid skal kigge sig over skulderen, når de forlader et sted. Tjek lige, at det hele er med. Det samme gælder fx når man forlader klasselokalet, er man den sidste, så kigger man sig lige over skulderen og sikre sig, at alt er som det skal være. Sådan er det også, når man forlader et skadessted. Tjek lige en ekstra gang om det hele er med, så kig dig over skulderen,” forklarer Claus O. Jensen.

Claus O. Jensen har været med i 19 år til at uddanne autohjælpere og han er ikke i tvivl om, at de nye faglærte autohjælpere bliver eftertragtet. Tidligere foregik uddannelsen som en serie AMU-kurser, nu er det en formel erhvervsuddannelse. Rybners er eneudbyder af uddannelsen.

 

Fakta om autohjælperuddannelsen

Det tager tre år at blive faglært autohjælper. Du får lærlingeløn under uddannelse, den er typisk det dobbelte af SU. Er du over 25 år er startlønnen som lærling normalt højere. Der er opstart på uddannelsen i januar. Der er tre dele i uddannelsen:

Grundforløb 1

20 uger på fagretningen mekanik, transport og logistik, hvor eleverne bliver præsenteret for uddannelserne til personvognsmekaniker, autohjælper og lageroperatør. Denne del kan tages i både i Thisted og i Esbjerg.

Grundforløb 2

20 uger på grundforløb autohjælp. Her får eleverne blandt andet truckcertifikat, varebilscertifikat og førstehjælp, og lærer om basale arbejdsopgaver i transportbranchen.

Hovedforløb

Hovedforløbet har en varighed på 2 år og er fordelt på 4 skoleperioder, som foregår på Rybners i Esbjerg. Dertil kommer minimum tre uger med et relevant specialefag, som vælges i samarbejde med arbejdsgiveren. Den praktiske oplæring foregår hos et firma, der varetager autohjælpsopgaver.

(Kilder: Rybners og UddannelsesGuiden)