Beredskabet er for alvor kommet på dagsordenen de sidste par år efter corona-krisen og krigen i Ukraine. Danmark har derfor fået et Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Ministeriet har en helt central rolle i forhold til at sikre bedre sammenhæng mellem det kommunale, regionale og statslige beredskab.
Udviklingen i samfundet stiller nye krav til beredskabet, der skal træde til, når det går galt. Der er ulykker og kriser, som opstår og udvikler sig anderledes, end vi er vant til, og beredskabet skal være klar til at håndtere nye og komplekse hændelser. Dette kræver nye kompetencer, mere mandskab, samt flere øvelser på tværs af sektorerne.
I dette udspil fra Reddernes Udviklingssekretariat sætter vi særligt fokus på større hændelser og akut hjælp, når behovet for ressourcer overstiger det reelle mandskab.
Vi har behov for et beredskab, der kan håndtere nutidens og fremtidens udfordringer. Det er nødvendigt at standardisere kommunikationskanaler og samarbejdsflader yderligere. Derudover skal vi kunne skalere indsatsen ved at træne samarbejdet mellem de mange aktører og efterfølgende evaluere dette samarbejde.
Vi har fem anbefalinger til et fremtidssikret beredskab:
- Beredskabsplaner og øvelser er en nødvendighed
- Flere ressourcer og bedre udstyr
- Forenklet og ensartet kommunikation på tværs af beredskaber
- Fokus på evaluering og læring
- Øget faglighed og mere uddannelse