”Der er jo ingen tvivl om, at der mangler reddere over hele landet, og som Magnus Heunicke noterer sig i svaret til Folketingets Sundhedsudvalg, så er det positivt, at der er skruet op for optaget på ambulancebehandleruddannelsen, for det er en af de måder kollegerne i ambulancerne kan blive lidt mindre presset på i de kommende år,” siger Flemming Overgaard, formand for Reddernes Udviklingssekretariat og ansvarlig for overenskomsterne for de privatansatte reddere.

”Det er blandt andet på den baggrund, at vi i Reddernes Udviklingssekretariat foreslår, at man opkvalificerer ST-redderne, så den liggende sygetransport kan aflaste ambulancepersonalet noget mere. Der bør stilles nationale minimumskrav til uddannelse i en bekendtgørelse for den liggende sygetransport,” fastslår Flemming Overgaard.

Når det kommer til sygefraværet, så kan tallene ikke umiddelbart sammenlignes på tværs af de fem regioner, men alligevel underbygger tallene nogle tendenser, som i forvejen skaber panderynker i Reddernes Udviklingssekretariat:

”Vi ved, at redderne mange steder er under pres. Det skyldes dels mandskabsmangel, men det er også forbundet med den store usikkerhed redderne oplever, når deres job med jævne mellemrum sendes i udbud. Den struktur som redderne arbejder i, har samtidig været igennem en stor forandring med skiftet fra responstidsmodel til beredskabsmodel. Det viser sig at have ret store konsekvenser for dagligdagen som redder,” forklarer Flemming Overgaard og fortsætter:

”Regionernes skifte af leverandører eller hjemtagning af ambulancedrift og sygetransport er med til at gøre reddermanglen tydeligere og lægger et yderligere pres på redderne,” siger Flemming Overgaard, der samtidig gør opmærksom på, at corona-situationen presser de ansatte i ambulancetjenesten ekstraordinært.

 

Ledige stillinger i de fem regioner

Regionerne har indhentet data internt og hos de eksterne leverandører, som primært varetager ambulancedriften i regionerne. Der gøres opmærksom på, at opgørelserne ikke er sket på samme dato, og at der ikke er data med fra to mindre eksterne leverandører. Der gøres opmærksom på, at antallet af vakante stillinger skal ses i sammenhæng med antallet af fuldtidsstillinger.

Region Hovedstaden

  • 70 ubesatte stillinger som ambulanceredder/paramediciner hos de to eksterne leverandører, samt fem vakante stillinger i ambulancerne i Region Hovedstadens eget akutberedskab.

Region Sjælland

  • 36 vakante stillinger hos den eksterne leverandør, og der er i skrivende stund ingen vakante stillinger i Præhospital Center Region Sjælland, hvor paramedicinere er ansat til andre opgaver end ambulanceberedskab.

Region Syddanmark

  • 20 ubesatte stillinger som ambulanceredder eller paramediciner i regionens egen ambulancetjeneste. Det er ikke oplyst, hvor mange ubesatte stillinger der hos den eksterne leverandør.

Region Midtjylland

  • 12 vakante stillinger som ambulanceredder/paramediciner pr. 1. december hos deres eksterne leverandør, mens regionen egen ambulancetjeneste havde 38 vakante stillinger.

Region Nordjylland

  • 21 ubesatte stillinger i ambulancetjenesten hos den eksterne leverandører i skrivende stund. Ingen vakante stillinger som ambulanceredder/paramediciner i driften af øvrige præhospitale enheder, som varetages af regionen.

Kilde: Spørgsmål 116 til Sundhedsudvalget (SSU Alm.del 2021-22)

Sygefravær i de fem regioner

Regionerne har indhentet data omkring sygefravær internt og hos de eksterne leverandører, som primært varetager ambulancedriften i regionerne. Der gøres opmærksom på, at opgørelserne fra regionerne ikke kan sammenlignes.

Region Hovedstaden

I Region Hovedstaden udgør langtidssyge ambulancereddere/paramedicinere på årsbasis hos den ene eksterne leverandør 2,4 % og hos den anden eksterne leverandør 3,95 %. Langtidssygdom blandt ambulancepersonalet ansat direkte i Region Hovedstadens Akutberedskab udgør på årsbasis 1,87 %.

Region Sjælland

I Region Sjælland har der ikke været langtidssygemeldinger hos Præhospitalt Center Region

Sjælland, mens der hos den eksterne leverandør har i år til dato 5,68% i sygefravær.

Region Syddanmark

I Region Syddanmarks egen ambulancetjeneste er den gennemsnitlige fraværsprocent for ambulancepersonale i perioden fra januar 2021 til september 2021 5,12 %. Tallet inkluderer ikke barselsrelateret sygdom.

Region Midtjylland

I Region Midtjylland har sygefraværet blandt ambulancepersonale ansat i regionens ambulancetjeneste i gennemsnit udgjort 3,64 % i perioden fra januar 2021 til september 2021. Hos de eksterne leverandører er sygefraværet på hhv. 4,77 % og 7,44 %.

Region Nordjylland

I Region Nordjylland har den eksterne leverandør, der varetager ambulancedriften, et sygefravær på 5,22 % inkl. langtidsfravær.

Kilde: Spørgsmål 117 til Sundhedsudvalget (SSU Alm.del 2021-22)