Som chauffør i den siddende sygetransport møder du syge og svækkede ikke-behandlingskrævende patienter. Vejledninger og lignende på området bliver ofte opdateret, og det er vigtigt at være ajour, så man kan passe bedst muligt på sin egen krop og sikrer patienten den mest komfortable kørsel til og fra hospital eller behandlingssted.

Hvordan bliver jeg chauffør i den siddende sygetransport?

Som chauffør i den siddende sygetransport kræver det ikke grundlæggende uddannelse. Det kræver dog, at du tager en række AMU-kurser, hvor du lærer du alle de basale teknikker, det kræver at arbejde i den siddende sygetransport. Derudover kræver det, at du enten har et bus- eller taxikørekort, hvis du selv skal køre sygetransporten. AMU-kurserne har fokus på, hvordan du bedst håndterer dine passagerer med fysiske eller psykiske udfordringer. Det betyder du får viden om ergonomi, typer af handicap, hvordan du skal reagere ved ulykker, sygdom, alarmering og evt. evakueringer.

Uddannelses- og kompetencefonden

  • Alle Falck-medarbejdere, der er ansat på 3F- eller CF overenskomst, har mulighed for  at søge økonomisk støtte til kursus eller uddannelse via uddannelses- og kompetencefonden.
  • Ansøgere, der ikke er medlem af 3F eller CF, vil blive opkrævet et administrationsgebyr, som dækker de udgifter, der er i forbindelse med behandlingen af ansøgningen.
  • Alle AMU-kurser inden for transportsektorens område er forhåndsgodkendte, så hvis du ansøger om disse, vil det udløse bevilling fra kompetencefonden.
  • Kurser, der ikke er forhåndsgodkendte, vil blive vurderet fra ansøgning til ansøgning.
  • Du kan udfylde et elektronisk ansøgningsskema, som du finder på dinfond.dk.

Relevante AMU-kurser

Her kan du læse, hvad de forskellige AMU-kurser indeholder.

Befordring af handicappede i ordinær rutetrafik (1 dag)

Du kan assistere handicappede med deres hjælpemidler og gennemføre en befordring der er pålidelig og professionel.

Introduktion til offentlig servicetrafik (1 dag)

Du kan, på baggrund af sin indsigt i regelsættene for offentlig servicetrafik, agere korrekt som chauffør i den siddende sygetransport.

Brug af evakueringsstol (1 dag)

Du kan kontrollere og klargøre evakueringsstolen. Du skal have bestået Introduktion til offentlig servicetrafik.

Befordring af sygdoms- og alderssvækkede passagere (2 dage)

Du kan, efter gennemført uddannelse, gennem teori om forskellige handicap, sygdom og aldring, betjene den handicappedes personlige hjælpeudstyr, anvende korrekt løfte- og bæreteknik og gennemføre en komfortabel personbefordring i køretøj.

Befordring af fysisk handicappede med liftbil (2 dage)

Du kan gennem teori og praktik anvende og betjene liften og gennemføre en sikker og tryg befordring af kørestolsbrugere.

Befordring af fysisk handicappede med trappemaskine (2 dage)

Du kan gennem teori og praktik anvende balancerede og ubalancerede trappemaskiner på ligeløbstrapper og drejende trapper.

Ajourføring af chauffører i offentlig servicetrafik (3 dage)

Du kan agere korrekt som chauffør på grundlag af regelsættet om offentlig servicetrafik, servicekrav, trafikstyring og befordring af kunder med forskellige behov.

Muligheder for efteruddannelse

Som chauffør i den siddende sygetransport har du mulighed for at tilmelde dig en række arbejdsmarkedsuddannelser (AMU). På arbejdsmarkedsuddannelserne kan du dygtiggøre dig inden for sygdomslære, hygiejne og forflytningsteknik. Nogle kurser på siden liggende sygetransport kan også være relevante for dig.

Krav og regler

For at uddanne dig til chauffør i den siddende sygetransport skal nogle krav være opfyldt. Du skal være fyldt 21 år og du skal også have et gyldigt erhvervskørekort til taxa eller bus. Hvis ikke du har erhvervskørekort, kan du tage et taxakørekort eller buskørekort.