Louise Brown – sundhedsordfører fra Liberal Alliance har fremsat et beslutningsforslag, der vil give autoriserede ambulancebehandlere og ambulancebehandlere med særlig kompetence adgang til Det Fælles Medicinkort og CAVE.

“Jeg har løbende modtaget flere henvendelser fra forskellige reddere om den manglende adgang til vigtige oplysninger i de akutte situationer, hvilket har fået mig til at stille forslaget om adgang til både Det Fælles Medicinkort og CAVE,” siger Louise Brown.

”Jeg har tillid til, at når redderne beder om det her, så er det, fordi det vil gavne i deres job,” siger Louise Brown og fortsætter: “Det er tåbeligt, at vi stiller forhindringer i vejen for en hurtig og effektiv indsats i den akutte indsats. Hvis redderne fx kommer ud til en akutpatient, som ikke selv er i stand til at tale, så er det unødvendigt bureakrati, hvis man skal vente på besked fra en læge i stedet for selv at slå op, hvad den pågældende patient kan tåle,” forklarer Louise Brown.

Reddernes Udviklingssekretariat arbejder målrettet med at udvikle ambulancereddernes arbejdsforhold. Ambulancepersonalet har ikke adgang til elektroniske patientjournaler så som Det Fælles Medicinkort. Når ambulancepersonalet rykker ud til kritisk syge eller tilskadekomne personer, har de ikke altid mulighed for at spørge ind til patientens sygdomshistorik eller medicin. Derfor arbejder Reddernes Udviklingssekretariat for, at ambulancebehandlere og paramedicinere får adgang til relevant sundhedsdata. Forslaget fra Louise Brown og Liberal Alliance er et vigtigt skridt i den retning.

Beslutningsforslaget bliver ifølge planen 1. behandlet i februar 2024. Du kan læse beslutningsforslaget i sin helhed her.

Louise Brown deltog i Reddernes Udviklingssekretariats paneldebat med titlen Akuthjælp til ambulancetjenesten. Se debatten her.