Uddannelses- og kompetencefonden

  • Alle Falck-medarbejdere, der er ansat på 3F- eller CF overenskomst, har mulighed for  at søge økonomisk støtte til kursus eller uddannelse via uddannelses- og kompetencefonden.
  • Ansøgere, der ikke er medlem af 3F eller CF, vil blive opkrævet et administrationsgebyr, som dækker de udgifter, der er i forbindelse med behandlingen af ansøgningen.
  • Alle AMU-kurser inden for transportsektorens område er forhåndsgodkendte, så hvis du ansøger om disse, vil det udløse bevilling fra kompetencefonden.
  • Kurser, der ikke er forhåndsgodkendte, vil blive vurderet fra ansøgning til ansøgning.
  • Du kan udfylde et elektronisk ansøgningsskema, som du finder på dinfond.dk.

På siden finder du en række AMU-kurser, der kan forberede dig på transport af farligt gods, anvendelse af motorsav, kranføring og truckcertifikat. Alle kurser kan være relevante for dig, der ønsker at specialisere dig yderligere som brandmand.

Kystredning (5 dage)

På dette kursus lærer du at indgå aktivt i arbejdspladsens småbådstjeneste ved reel indsats. Du lærer at udføre sejlads og redning på grundlag af de generelle sikkerhedsregler for den kystnære småbådstjeneste.

ADR Grund- og Specialiseringskursus – Klasse 1 (3,6 dage)

Grunduddannelse + specialiseringsuddannelse – klasse 1 omfatter uddannelse i transport af farligt gods inkl. klasse 1, i emballager i henhold til ADR-konventionen, enten nationalt eller internationalt.

Udvidelse kran D til Mob. kraner >8-30 tm. basis (5 dage)

Deltageren kan efter endt kursus udføre normalt forekommende kranopgaver med mobile kraner med en løfteevne over 25 tonsmeter og opfylder dermed Arbejdstilsynets kvalifikationskrav omkring mobile kraner over 35 tonsmeter.

Udvidelse kran E til Mob. kraner >30 tonsmeter (5 dage)

Udvidelse af kran E til grundlæggende uddannelse i betjening af mobile kraner med en løfteevne over 30 tonsmeter med integreret kranbasis. Certifikatuddannelse.

Gaffeltruck certifikatkursus B, 7 dage (7 dage)

Efter uddannelsen kan du føre og betjene gaffeltrucks og selvkørende gaffelstablere, foretage daglig vedligeholdelse af gaffeltrucks og gaffelstablere.

Skovskolerne

Skovskolen i Nødebo på Sjælland og Skovskolen Eldrupgård i Jylland udbyder en række AMU-kurser inden for træbeskæringer og håndtering af motorsav, der kan være nyttige i forhold til visse opgaver, du kan komme ud for som redder.

Anvendelse af motorsav 1 (5 dage)

Motorsavskursus har fokus på sikkerhed, grundlæggende vedligeholdelse af motorsav og filing af motorsavskæder samt øvelser i grundlæggende træfældningsmetoder på mindre træer. På motorsavskursus opnår du en del praktisk erfaring, og kurset er adgangsgivende til det næste motorsavskursus.

Anvendelse af motorsav 2 (5 dage)

På dette kursus vil du få indblik i at arbejde med udvidet vedligeholdelse af motorsave og træner effektive og ergonomisk korrekte fældningsmetoder. Der arbejdes med mindre til mellemstore træer og herunder sikker nedtagning af hængere. Kurset er adgangsgivende til motorsavskursus 3.

Anvendelse af motorsav 3 (10 dage)

På dette kursus lærer du træfældning af større træer. Du lærer forskellige fældnings- og oparbejdningsmetoder, herunder præcisionsfældning og korrekt håndtering af større motorsave. Vi arbejder blandt andet med spil til indtrækning og nedtagning af vanskelige hængere.

Grundlæggende Træklatring & Beskæring (10 dage)

På kurset lærer du at arbejde med træklatring, herunder forskellige metoder til opstigning, arbejde i træer og redning med og uden brug af sporer. Reb, knob og forskelligt grej indgår i kurset. Desuden lærer du at udføre grundlæggende beskæring i forhold til vurdering af det aktuelle træ samt dets biologi, forsvarsmekanismer og livscyklus.

Du kan også læse om, hvilke muligheder der er for efteruddannelse i Beredsskabsstyrelsen.