Redderne i den liggende sygetransports hverdag ser i øjeblikket markant anderledes ud, end den plejer. Patienter med symptomer på COVID-19 skal fragtes sikkert til sygehuset, og for hver uge, der går, kommer der flere patienter. For Lene Darell, der kører sygetransport i Falck i Tårnby, og hendes kollegaer betyder det flere opgaver og nye rutiner.
– Vi oplever en stor forandring i vores hverdag. I Region Hovedstaden kører vi i øjeblikket dagligt mellem 60 og 80 ture med patienter med symptomer på COVID-19. Opgaverne tager også længere tid, fordi vi skal påføre os værnemidler inden patientkontakt, og vi skal bruge længere tid på rengøring af bilen efterfølgende, siger hun.
Men selvom viruspandemien betyder et øget arbejdspres for den enkelte redder og en stresset hverdag, oplever Lene, at folk er rykket tættere sammen. Lene har selv lungesyge forældre, som hun ikke kan besøge, så hun er glad for at kunne gøre en forskel for andre. Og det er de mennesker, hun møder, også.
– Folk på gaden takker os for vores arbejde. Og alle de patienter, jeg har mødt, er utrolig taknemmelige, selvom det er en rigtig svær situation, de står i. Det er fantastisk at gå på arbejde og gøre en forskel for dem, der virkelig har brug for det, siger hun.
Flere hænder og god rådgivning
Viruspandemien har fået regionen til at øge sygetransport-beredskabet, og Lene er med til at oplære og godkende de nye reddere.
– Jeg synes, Falck gør en kæmpe indsats for, at vi skal være folk nok. Der er flere biler på gaden i øjeblikket, og det kræver flere hænder – også hvis vi andre bliver syge, siger hun.
Lene er også glad for den undervisning og rådgivning, hun og hendes kollegaer får.
– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde høj puls, første gang jeg skulle hente en patient med COVID-19. Men vi er blevet undervist i at undgå smittespredning, og vi kan altid kontakte vores nærmeste leder, når der er noget, vi er i tvivl om. Jeg er tryg ved situationen, siger hun.
– Redderne i sygetransporten er også rigtig glade for den street-feedback, der er rundt omkring. Vi får mulighed for at sparre med ambulanceinstruktørerne, og det rykker os også tættere sammen med redderne i ambulancetjenesten, fortsætter hun.
Anderledes omsorg
De patienter, Lene møder, er bange og utrygge. Og når hun ikke kan holde dem i hånden, som hun plejer, må vise omsorg på andre måde.
– De patienter, vi kører med, er ABC-stabile, men psykisk er de meget påvirkede. Forleden kørte jeg med en, der var meget bange og ked af det. Jeg sagde til ham, at han var i gode hænder både nu, og når han kom frem til hospitalet. Jeg fortalte, at selvom han ikke kunne se det, så smilede jeg til ham bag masken, og hvis vi ikke havde været i denne situation, så havde han også fået et kram. Så smilede han tilbage til mig, siger hun.
For Lene er det vigtigt, at patienterne er ordentligt informeret om, hvad der foregår omkring dem, og at hun selv agerer med ro og et glimt i øjet.
– Jeg er ikke læge, og jeg skal ikke udtale mig om en masse ting om deres sygdom. Jeg prøver at forberede dem på de ting, der kommer til at ske, når de kommer ind på hospitalet. At sundhedspersonalet er dygtige og søde, og at de er i gode hænder. Og så har jeg lært at smile med øjnene, siger hun.
Skrevet af Rasmus Mørck Lange
