Hvem er svarpersonerne?

  • 1163 har besvaret spørgeskemaet
  • 58% arbejder i ambulancetjenesten
  • 26% kører sygetransport
  • 6% kører autohjælp
  • 6% er brandmænd
  • 11% er kvinder
  • 55% er over 50 år

Meldemsundersøgelsen berører flere forskellige emner med relation til COVID-19, herunder om redderne har været smittet med corona, om de har oplevet senfølger, om de frygter at blive smittet, om de frygter at bringe smitte med hjem og om de er blevet tilbudt vaccination på deres arbejde.

Mere end hver sjette redder har været testet positiv for COVID-19

I undersøgelsen er der spurgt ind til, om redderne har været testet positiv for COVID-19 og det svarer 16% ja til. Der er forskel på tværs af faggrupperne på, hvor mange der svarer, at de har været testet positive for COVID-19, således svarer 20% af svarpersonerne fra den liggende sygetransport og 17% af svarpersonerne fra ambulancetjenesten, at de har været testet positive, mens det gælder for 10% af svarpersonerne fra autohjælp og 8% af svarpersonerne fra den siddende sygetransport.

62% af dem, der har være testet positive for COVID-19, svarer, at de har oplevet senfølger af COVID-19. 37% svarer, at senfølgerne ikke har givet dem flere sygedag, 9% svarer, at senfølgerne har givet dem mindre end 14 dages sygefravær, mens 16% svarer, at senfølgerne har givet dem mere end 14 dages sygefravær.

Seks ud af ti frygter at bringe smitte med hjem

Reddernes arbejdsplads er i bilen og på vejen. Redderne kommer både på sygehuse, plejehjem og i patienterne eller borgernes egne hjem. Det vil sige, at det ikke foregår i et forudsigeligt miljø, men at det skifter og at der er mange kontaktflader. Redderne kan både være første og sidste kontakt til og fra hospitalet.

10% af redderne i undersøgelsen frygter i meget høj grad at blive smittet med COVID-19 på deres arbejde, mens 18% af svarpersonerne i høj grad frygter at blive smittet med COVID-19 på deres arbejde. Der er kun 7% af svarpersonerne der slet ikke frygter at blive smittet med COVID-19 på deres arbejde

24% af redderne i undersøgelsen svarer, at de meget høj grad og 27% svarer, at de i høj grad frygter at bringe smitte med hjem fra deres arbejdsplads til dem, de bor sammen med eller deres nærmeste. Der er kun 3% af svarpersonerne, der slet ikke frygter at bringe smitte med hjem fra deres arbejdsplads til dem, de bor sammen med eller deres nærmeste.

Ni ud af ti i ambulancetjenesten er blevet tilbudt vaccination

71% af alle svarpersoner i undersøgelsen er blevet tilbud vaccination mod COVID-19 på deres arbejde, men tallet dækker over store forskelle, således er der 90% af redderne i ambulancetjenesten, der er blevet tilbudt vaccination, mens det gælder for 82% af redderne fra den liggende sygetransport, 53% af redderne fra den siddende sygetransport, 5% af brandredderne og 4% af autoredderne.

Corona-undersøgelse

Reddernes Udviklingssekretariat har i 2021 gennemført en medlemsundersøgelse om reddernes forhold under corona-epidemien.

Du kan læse notater om undersøgelsens resulatater opdelt efter emner her.

Metode

Dataindsamlingsperiode
Analyseinstituttet Analyse Danmark har i perioden 25. februar til 15. marts 2021 gennemført undersøgelsen for Reddernes Udviklingssekretariat.

Dataindsamlingsmetode og målgruppe
Undersøgelsen er gennemført ved invitere alle reddere, som er medlem af 3F og har oplyst en mail eller et mobilnummer, og er i arbejde eller elev, til at deltage i undersøgelsen. 3F organiserer hovedsageligt reddere, der ansat i Falck eller Responce. Respondenterne er inviteret via e-mail eller SMS til at besvare et online-spørgeskema.

Antal besvarelser og svarprocent
Spørgeskemaet er sendt til de 3219 medlemmer med redderbaggrund, der har opgivet mail eller mobilnummer til 3F. Undersøgelsens resultater består af svar fra 1163 respondenter, hvilket giver en svarprocent på 36%.

Repræsentativitet
Det har ikke været muligt at vurdere stikprøvens repræsentativitet, hverken blandt reddere i 3F eller blandt alle reddere. Besvarelserne peger på, at der er en overrepræsentation af ældre reddere. Data er ikke vægtet og undersøgelsens resultater skal læses med de forbehold.

Statistisk usikkerhed
Da det kun er et udsnit af redderne, der har deltaget i undersøgelsen, er alle analyser forbundet med en statistisk usikkerhed. Alle sammenhænge og forskelle, der beskrives i teksten, er testet statistisk signifikante (med chi i anden-test) på et signifikansniveau på minimum 95%.

Spørgeskemaet
Spørgeskemaet bestod af cirka 25 spørgsmål, der er udviklet i samarbejde mellem Analyse Danmark og Reddernes Udviklingssekretariat.