Interview med Emil Raun, nyuddannet ambulancebehandler: Jeg er født og opvokset i Nordsjælland, langt ude på landet, og har taget en gymnasial uddannelse i Hillerød med biologi i fokus. Har altid været sådan dybt fascineret af det, og tænkte, at jeg skulle læse medicin og kom også ind, men jeg ville aftjene min værnepligt først.

Jeg brugte 2-3 år i militæret som befalingsmand, men fandt ud af, at jeg skulle en anden vej. Igennem nogle af de kurser vi havde i militæret med taktisk førstehjælp og sanitet og sådan noget, så blev jeg bare bidt af den måde at arbejde på, og jeg kunne ikke rigtig se mig selv læse på universitetet mere, fordi min arbejdsgang var blevet en anden, og min måde at lære på var forandret. Så søgte jeg ind og havde egentlig ikke helt regnet med at komme ind i første hug, men det gjorde jeg, og 4 måneder senere sad jeg på skolebækken.

Jeg brugte lang tid på at undersøge, hvordan man søger ind og bliver ambulancebehandler. Det var jo ikke ligesom at søge kvote 1 på universitet, der var noget med nogle grunduddannelser og sådan noget, det fandt jeg jo så ud af.

Jeg begyndte på grundforløbet i Hillerød, det kolliderede med covid, som gjorde det lidt besværligt, men det lykkedes, og jeg startede i Tåstrup i sommeren 2020 på min første praktikperiode. Flyttede til Tårnby med det nye udbud februar 2023. Blev udlært i november 2023 og helt færdigudlært her i februar 2024 – ja, for tre dage siden og har fået fast plads på Tårnby sammen med min bedste ven fra klassen. Vi starter første vagt i morgen. Det bliver superspændende.

Føler du dig klar?

Ja, det synes jeg. Jeg føler ikke, at der er noget, jeg mangler. Jeg synes, at den måde, vi er lært op på, og de ting vi har prøvet undervejs, har gjort, at man er ret godt klædt på med de rigtige redskaber. Jeg tror altid, der vil være lidt nervøsitet, nu er det jo ligesom mit ansvar. Men det jeg skal lave i morgen, er jo det samme, jeg har lavet de sidste tre måneder. Nu er der jo bare en anden titel på mig! Det er jo ikke, fordi der er noget nyt i det, jeg skal, så jeg føler mig egentlig klar. Det synes jeg, at jeg gør. Praktikperioderne er jo ret lange under uddannelsen.

Hvilken funktion har det?

Det har jo den funktion, at man bliver klædt på, til det du står i efter de her tre et halvt-fire år, så du ikke ender i en ny og ukendt situation. Min uddannelse er slut, og lige pludselig har jeg ansvaret, men der er jo ikke noget, der kommer som en overraskelse, når jeg kører ud i morgen.

Du har jo ligesom fået lov til at se og prøve det meste, ikke alt, men du får lov til at se og prøve rigtig, rigtig meget. Og du får ligesom sådan en gradvis opbygning og ansvar, som gør, at du ikke lige pludselig står efter fire år, og så får du bare, ”her, du er den”. Værsgo at prøve lykken, ikke?

Man bliver gradvist bygget op til at køre ambulance. Du har jo retten til at sige, det her er jeg ikke klar til, den her situation kan jeg trække mig fra.

Er det vigtigt?

Ja, det synes jeg. Det er vigtigt, at man stadig har lov til at have den lange periode som anden-mand efterfølgende. Fordi du bliver klædt på til at komme ud og være kun to personer i ambulancen. Når du er tre, så er det noget helt andet. Så kan man sige, ”okay, der er to, der er mere erfarne end jeg er”. Og de to vil altid kunne løse opgaven uden tredjemanden. Så kan man trække sig og være ekstra hænder, eller være mere engageret, eller mindre engageret, alt efter hvordan man ligesom har aftalt at gøre det på bilen.

Hvad kunne få dig til at trække dig, da du var tredjemand?

Det har jeg ikke oplevet. Jeg har ikke følt, at jeg har haft behov for det, men jeg er bevidst om, at jeg havde muligheden. Jeg kunne da forestille mig, at hvis man kommer ud og er splinterny ambulanceelev på sin anden praktikperiode, og så sker Fields, eller… én, der springer ud fra en høj bygning eller sådan noget. Hvis det er et eller andet ekstremt eller voldsomt, noget man ikke lige har gjort sig mentalt parat på, så kunne det være, at man har måske haft et behov for at sige, okay, det er ikke lige mig, der står i front på den her.

Noget med børn, eksempelvis. Så har vi perioden som tredjemand til at vænne sig til det. Man oplever nogle ting og ser verden for, hvad den i virkeligheden er inden for ambulancen. Nogle gange er tingene lidt hårde, og det skal man også kunne lære at kapere i et eller andet omfang.

Man skal jo lære at distancere sig på en eller anden måde, og så stadig samtidig føle empati. Men man kan jo ikke undgå, at der vil være ting, der påvirker en i højere eller mindre grad følelsesmæssigt. Og det er måske meget sundt at opleve det og finde ud af, hvor ens grænser er, imens man ikke officielt har noget ansvar.

I morgen – på din første vagt som fuldbefaren – kan du jo risikere, at der er et barn, der kommer frygteligt til skade. Du er sammen med dine makker, som også er helt nyuddannet. Hvad så?

Så hænger den på os. Men der kan vi jo så sige, at vi har den erfaring. Vi har jo kun været i gang i fire år, så erfaring er erfaring. Men vi har begge to oplevet at stå med et hammerdårligt barn. Eller et barn, der er gået bort.

Det kunne også være en, der har mistet sine forældre, eller hvad det nu skulle være. Så man har stået i det følelsesmæssigt. Jeg ved, at jeg reagerer sådan her. Og jeg ved også, at jeg godt kan pakke det væk. For så at tale om det bagefter. Første gang, så kommer det ligesom et chok, man skal lige finde ud af, hvem man selv er i den situation.

Det er i hvert fald vigtigt for ens eget mentale helbred, men også for patientens behandling. Det nytter jo ikke noget, at jeg eller min makker står og går fuldstændig i stå i vores behandling. Den følelsesmæssige påvirkning, den må vi tage bagefter i en eller anden grad. Så det er jo vigtigt at have mærket sig selv, før man står med hele ansvaret.

Vi kan undersøge om de folk, vi kommer ud til, har en blodprop i hjernen eller noget andet, også ved vi, at nu gør vi sådan her. Reelt skal de teoretiske ting ind under huden, så man har kapacitet til at udføre behandlingen. Og det kommer kun ind under huden ved, at man øver det igen og igen. Det er netop derfor vi øver hjertestop så meget. Fordi man så ved instinktivt, når man kommer ind i situationen, så skal vi gøre sådan og sådan, i en specifik rækkefølge. Fordi man har øvet det til hudløshed, så det er blevet en standard, når man først står i situationen.

Det var det samme med militæret. Så har man jo øvet til hudløshed, at det er den her måde vi går ind i en bygning på. Vi renser et rum, som det hedder, på den her måde. Og så har man jo øvet det milliard gange. Så når man står i det, så er det sådan man gør. Det er den standard man får øvet så mange gange, at det kører på rygraden.

Det er jo svært at hænge teori op på praksis, hvis man ikke øver det, og det er man bare nødt til i et fag som vores.  Vores fag er jo et håndværk. Der er jo ikke så meget at rafle om. Man skal være teoretisk stærk. Man skal vide en hel del om anatomi og fysiologi. Og farmakologi og så videre. Men i sidste ende, så er det jo vores hænder, vi bruger, i et eller andet omfang. Selvfølgelig skal man have hovedet med. Man skal vide, hvad det er man laver. Men i bund og grund er det jo et håndværk.

Jeg går personligt rigtig meget op i at være stærk teoretisk og fagligt, men hvis man ikke kan finde ud af at føre det ud i praksis, så fungerer det jo ikke rigtigt.

Jeg synes uddannelsen har været sindssygt fed. Og jeg valgte den jo fordi, den er bygget op, på den måde den er! Ellers havde jeg jo læst medicin.

Så jeg valgte uddannelsen fordi den er bygget op af teori og praksis, som hånd i hanke, og at praksis faktisk vægtede højere i den forstand, at praktikperioderne er så lange, som de er. Når vi var på skolen, så havde vi intensive teoretiske dage om, hvordan hjertet fungerer, eller hvordan sygdomme præsenterer sig. Bagefter går vi ud og øver det, til vi ved, hvordan vi skal reagere.

Hvad så med fremtiden? Jeg går ud fra, at du har en idé om at køre ambulance i nogle år?

Jeg har en klar forventning om, at ambulance, er det jeg gerne vil. Jeg har jo taget en uddannelse tidligere i Forsvaret. Men måske vil jeg gerne videreuddanne mig om nogle år. Og det er der jo heldigvis også rigtig mange muligheder for. Det synes jeg er rigtig fedt! Faktisk kommer der flere og flere muligheder – man kan uddanne sig til paramediciner. På Sjælland kan man blive advanced paramediciner. Men der er også mulighed for at køre Babylancen eller lægebil. Man kan flyve helikopter. Der er garanteret også mulighed for at komme mere til udlandet og køre der.

Hvis man er opsøgende og ønsker det, så der er jo virkelig mange muligheder for at videreuddanne sig inden for vores fag.

Det jo også et fag i udvikling. Der kommer jo hele tiden nye kompetencer. Der kommer ny medicin eller et nyt indgreb. Det står jo aldrig rigtig stille. Det præhospitale område udvikler sig rigtig hurtigt i disse år. Både i Danmark og i resten af verden. Det er et fag i kraftig vækst. Man gik fra bare at losse folk ind bag i en bil og hurtigt køre til en akutmodtagelse. Nu behandler vi jo hele vejen. Det er sket inden for ca. 20 år.

Kører I meget med udrykning?

Det er meget lidt. Det allerførste jeg fik at vide, da jeg startede, det var: Hvis du tror, at det her, det er blå blink, bål og brand hele tiden, så bliver du overrasket. For det er det jo ikke. Det er måske fem procent, af det vi kører.

Vi kører en del udrykning ud til patienterne. Men ind til hospitalet, altså patienter som er i livsfare, er et fåtal.

Der er færre, der kommer rigtig til skade i et færdsudhæld, end der var engang. Det er en del af udviklingen, men vi får flere og flere livsstilssygdomme. Man har jo haft en generation, der ikke troede man tog skade af cigaretter. Så fik vi junkfood. Og det er jo det der rammer nu. Så vi har jo alle livsstilssygdomme. De kommer jo i kæmpe stimer nu. Og det bliver også akut. Det gør det. Det kan meget hurtigt blive meget akut.

Før når man kørte galt i en bil, så kom man jo meget til skade fordi bilen var lavet til ikke at gå i stykker. I dag kommer personerne, der kører galt, sjældent alvorligt til skade. Fordi bilerne er blevet så sikre.

Vi kommer også ud til borgere, som føler, at de står i en situation, de ikke selv kan løse, og har derfor ringet 112 eller 1813. Alarmcentralen har vurderet, at der skulle komme en ambulance ud. Vores opgave er i højere og højere grad at komme ud og vurdere, i hvilket omfang de skal have hjælp på stedet. Måske er det noget, der skal løses hos egen læge, måske skal de selv tage på hospitalet, for det behøves ikke nødvendigvis at være med os.

Der må også der være en del sygetransporter?

Ja, der er jo sindssygt mange. Der er rigtig, rigtig mange sygetransportopgaver. De (ST, red.) løfter jo en koloenorm opgave.

Der er et skridt over mod en højere grad af visitering. Det er klart noget, jeg kan mærke, der er sket en udvikling i, på de her fire år min uddannelse har taget. Det bliver mere og mere en ting, at folk skal kunne behandles på plejehjemmet, eller at de skal kunne behandles i eget hjem. Alternativt, at folk godt selv køre på hospitalet, hvis det ikke er noget, der er ambulancekrævende. Vi kan også om-visitere patienten til en siddende sygetransport. Nogle gange ender det med, at vi anbefaler, at du søger din egen læge i morgen. Så på den måde er vi jo også blevet en udekørende, vurderingsenhed, som jo så først og fremmest er PHV’ens opgave.

Hvad er en PHV?

Det er en præhospital visitationsenhed. Det plejer at være en paramediciner, der kører i en akutbil. De har også heddet PHV-biler. Deres primære opgave er at køre ud og vurdere de patienter, som alarmcentralen ikke helt ved, om de er indlæggelseskrævende, eller om der skal findes en anden løsning.

Der var en paramediciner, der forklarede mig, at en del af opgaven også byggede på mønstergenkendelse. Altså det der med at komme ud og se en, og så vide, at det der er et hjertestop, eller det der er ikke et hjertestop, der er noget andet galt her.

Ja, det er det, jeg har kaldt det ”kliniske blik”. Det er det man lærer sindssygt meget i sin praktik. Du ser så mange patienter hele tiden, og du møder folk, der var lige ved at stille træskoene. Så man lærer rigtig hurtigt at kunne se, helt over fra hoveddøren af, at den her patient er faktisk virkelig, virkelig dårlig.

Det kan også være omvendt: Patienten er panisk i en eller anden grad nervøs, eller noget helt tredje. Vi skal måske finde en anden løsning. Jeg vil ikke sige, at der er nogen, der spiller syge, men der er der jo bare nogen, der måske føler sig mere syge, end de er. Det lærer man at kunne spotte ret hurtigt. Og det er jo det, der er så vigtigt ved, at man ser så mange patienter, som man gør i sin elevtid, så er du klædt på, når du kommer ud og kan se helt over fra døren af – okay, den her patient er faktisk akut. Der skal ske noget nu.

Det er jo også vores fornemmeste opgave at komme ind i en situation, hvor folk er i panik, og så prøve at bevare roen. Ens kliniske blik udvikler sig helt enormt de fire år, og det bliver jo kun bedre og bedre. Det er jo en af de ting, der er ved den erfaring, man får, når man har kørt ambulance i rigtig lang tid, ikke? Man har fire år til at begynde at udvikle sit kliniske blik .

Hvis du skal beskrive uddannelsen som ambulancebehandler, hvordan vil du beskrive den?

Det er en uddannelse, hvor man kombinerer rigtig meget teori og prøver det i praksis på skolen, hvor man øver det til ukendelighed. Derefter kommer i praktik, på sin station. I praktikken får man lov til at se, hvordan tingene egentlig hænger sammen i virkeligheden. Teori og praksis.

Det er jo primært en praktisk uddannelse, funderet på en masse teoretiske grundviden og et teoretisk grundlag, som man er nødt til at gøre sig så dygtig i, som man overhovedet kan. Når man så kommer ud i en akutsituation, så skal man ikke først holde rådslagning. Man er nødt til at handle på det, man oplever. Derfor er man nødt til at være ekstremt dygtig, teoretisk, for at man kan tage de praktiske valg. Og så skal man have øvet det mange gange. De to ting – teori og praksis – skal arbejde sammen, for at man kan tage de hurtige valg, som man er nødt til. De to ting sammen – teori og praksis – gør, at man kan handle hurtigt og selvsikkert.

Den praktiske erfaring er også vigtig, fordi man lige pludselig står med en patient, mens der står folk og råber og skriger, om det ene og det andet. Så på den måde skal man jo også have opbygget en eller anden… selvtillid, så man kan være i situationen som ambulancebehandler, mens der står en hund og gør og en pårørende, der råber samtidig med, at din makker beder dig om at gøre sådan og sådan. Så der skal man jo også lære at finde sin egen personlighed og finde noget ro i alt det der kaos, der kan være en gang imellem.