For mange patienter er befordringsområdet en jungle at finde rundt i, som det kræver store menneskelige ressourcer at anvende. De indviklede regler for patienttransport er med til at skabe ulighed i sundhed. Udfordringerne med befordringstilbuddene betyder, at der er patienter, der ikke kan overskue, hvordan de skal komme frem til behandling, og derfor er det ikke alle, der gennemfører deres behandling.

Muligheden for at blive transporteret til og fra behandling må aldrig afhænge af, om man har pårørende, der kan køre en, om man har mulighed for at køre i egen bil, eller om man har ressourcer til at gennemskue reglerne. Ligesom det er afgørende, at man som patient har de samme rettigheder, uanset om behandlingen foregår hos egen læge, i kommunen eller på sygehus, og at transporten varetages af kvalificeret personale.

Revision af befordringsreglerne påkrævet

Patienterne møder et befordringsregelsæt, der er utidssvarende, uigennemsigtigt, bureaukratisk og yderst mangelfuldt i forhold til nutidens sundhedsvæsen. Der opleves meget stor forskel på kvalitet og service på tværs af landets fem regioner og 98 kommuner. Der er mange forskellige aktører og mange forskellige regler.

Der er behov for et samlet blik på befordringsområdet, så kvaliteten og ligheden i tilbuddene øges. Det kræver, at transport til behandling for svækkede patienter med nedsat funktionsevne ses som en integreret del af behandlingen.

Organisationerne opfordrer derfor til, at der skal ske en gennemgribende revision af befordringsreglerne, således at patienter, der ikke selv kan transportere sig, får samme adgang til sundhedsydelser som andre, samt at der etableres et tydeligt regelsæt i sundhedsloven, der sikrer transport og ledsagelse af svækkede patienter.

Syv forslag til befordringsområdet

Ældre Sagen, Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer, Lægeforeningen, Danske Fysioterapeuter, FOA og Reddernes Udviklingssekretart har syv konkrete forslag til, hvordan tiltag på befordringsområdet kan skabe mindre ulighed i sundhed, bedre sammenhæng og løse patienternes befordringsudfordringer:

  1. Forpligt kommuner og regioner til at indtænke patienttransporten som en del af behandlingen
  2. Etabler et reelt frit valg i forbindelse med behandling
  3. Udvidet og forbedret ret til ledsagelse
  4. Ensartet kvalitet og krav om relevant uddannelse af personale ved sygetransport
  5. Ret til godtgørelse for billigst mulig transport uanset transportform
  6. Behov for transport til andre steder end eget hjem
  7. Transport på tværs af regioner og hospitaler

Uddannelseskrav til personale ved sygetransport

Reddernes Udviklingssekretariat har særligt fokus på forslag 4 om ensartet kvalitet og krav om relevant uddannelse af personale ved sygetransport. I den fælles henvendelse foreslår alle syv organiseringer, at der stilles minimumskrav til uddannelse samt bemanding, indretning og udrustning i forbindelse med transport mellem sygehuse eller mellem kommune og sygehus. Det kan gøres i en bekendtgørelse for siddende og liggende sygetransport, ligesom der i dag eksisterer en bekendtgørelse for ambulancekørsel, hvor der er fastsat minimumsstandarder for blandt andet uddannelse.

Du kan læse hele henvendelsen her