I den nye podcast tager et fast panel fat på dilemmaer, svære situationer og faglige udfordringer, som redderne i den liggende sygetransport kan møde.

Lyt til podcasten Ligggende sygetransport

Du kan lytte til podcasten Liggende sygetransport, der hvor du plejer at høre podcast eller ved at trykke på dette link.

Panelet består af Camilla Ellegaard, der er ST-instruktør for Falck i Region Hovedstaden, Fatih Kasap, der er ST-redder i Tårnby og Adam Arenbrandt, der er paramediciner i Roskilde.

Vi har talt med Camilla om, hvorfor hun har været med til at lave podcasten Liggende sygetransport for Reddernes Udviklingssekretariat.

– Jeg håber, at vi med denne podcast får brugbar viden ud til ST-redderne. I podcasten forsøger vi at ramme den svære balance, det er at gøre det så konkret og håndgribeligt for lytteren som muligt, samtidig med vi skal nørde med og i vores fag. Alt sammen på højest 20 minutter, siger Camilla.

Lyt til første afsnit

Der er foreløbig produceret tre afsnit, der omhandler henholdsvis urinvejsinfektioner, patienter med psykiske lidelser og kontakten til pårørende. Hvert afsnit varer cirka 20 minutter og tager udgangspunkt i en case.

Det første afsnit handler om urinvejsinfektioner, da det er en patientgruppe, som redderne i den liggende sygetransport møder dagligt, og da symptomerne på urinvejsinfektion let kan forvekles med flere andre sygdomme.

Med udgangspunkt i en case kommer panelet med input til, hvad du skal være særligt opmærksom på, og du får en praktisk gennemgang af, hvordan du kan bruge ABCDE-metoden i mødet med patienten.

Du kan høre første afsnit på blandt andet Spotify og Apple podcast eller ved at trykke her.

Har du en ide til et emne

Det var Camilla, der fik ideen til podcasten, da Referencegruppe Liggende Sygetransport på et møde diskuterede, hvordan referencegruppen kan arbejde med faglig udvikling.

– Det har været både lærerigt og sjovt at være med til at lave podcasten, og jeg håber, at den vil blive taget godt imod, samt at ST-redderne vil komme med input til emner for kommende afsnit, siger Camilla.

Vi vil altså gerne høre fra dig, hvis du har en ide til et emne, som vi skal tage op i podcasten Liggende sygetransport. Ligesom vi gerne vil høre, hvad du synes om podcasten. Så send os en mail med din ide eller dine kommentarer på rus@3f.dk.