Analysen, der er udarbejdet af Moos Bjerre A/S for Transporterhvervets Uddannelser (TUR), afdækker det nuværende kompetenceniveau for det personale, der udfører ikke-behandlingskrævende liggende sygetransport, og i hvilket omfang der er opstået nye kompetencebehov.

Analysen peger bl.a. på, at den manglende lovgivning og de manglende nationale standarder på området har skabt forskelle mellem regioner med hensyn til ST-opgaver og forventninger til ST-reddere. Det har medført, at der er uensartede praksisser og kvalitetsniveauer regionerne i mellem.

Analysen viser, at der er behov for at få løftet følgende kompetencer hos ST-redderne:

  • Basal sygdomslære
  • Indsigt i typiske patientgrupper
  • Grænser for egne kompetencer
  • Kommunikation
  • Journalføring
  • Forflytning og hygiejne
  • Overvågning og måling
  • Mindre behandlende aktiviteter
  • Udrykning og nødbehandling

Analysen konkluderer derudover, at det nuværende AMU-kursus er utilstrækkeligt, og at der er behov for en omfattende revision af kurset med fokus på standardisering, styrkelse af praktisk erfaring og tilpasning af uddannelsens indhold og varighed.

Analysens fokus er på, hvilke kompetencebehov der er, og ikke hvordan man bedst tilpasser eller indretter et uddannelsestilbud til at dække det eksisterende kompetencebehov. Der tages således ikke stilling til, hvordan en ny eller revideret uddannelse skal se ud.

”Jeg mener, at analyse viser, at der er behov for et markant uddannelsesløft i den liggende sygetransport. I Reddernes Udviklingssekretariat arbejder vi for, at det nuværende 20-dages AMU-kursus ændres til en kort erhvervsuddannelse,” siger Flemming Bjørn Overgaard, formand for Reddernes Udviklingssekretariat.

Baggrund for analysen

Baggrunden for analysen er, at den liggende sygetransport oplever en stigning i antal kørsler, særligt de mere komplicerede kørsler, som kræver mere viden om sygdomme, konflikthåndtering og pårørende. Det skyldes dels at presset på ambulancetjenesten stiger pga. en stigning i antallet af 112-opkald og derfor markant stigning i antallet af særligt A og B kørsler, men også C og D kørsler.

ST-reddere har over tid ændret profil. Førhen var hovedparten af redderne i ST-tjenesten tidligere ambulancefolk, som derved kunne løfte flere opgaver end kursusbeskrivelsen for ST-reddere angiver. I dag er langt størstedelen af ST-reddere personer, som har taget et 20-dages AMU-kursus og som ellers har en anden erhvervs- og/eller uddannelsesmæssig baggrund.

Du kan læse en pixi-udgave af undersøgelsen her

Du kan læse hele undersøgelsen her